900 °C

I de sidste par år er denne teori blevet bekræftet. Et gammelt, upåagtet skårfund fra Bagergade i Svendborg er blevet identificeret som affald fra et pottemageri, og på en eng i Illerup ådal ved Skanderborg fandtes 1972 mere end 8.000 fejlbrændte skår, som også må være fra et værksted. Begge steder har man indtil nu forgæves søgt efter pottemagerens ovne, men deres eksistens kan man ikke betvivle.

Endnu et middelalderligt pottemagerværksted har i 1974 kunnet føjes til de ovennævnte, denne gang i Faurholm et par kilometer syd for Hillerød. På et areal tilhørende Statens Forsøgsgård Faurholm, var man i forårsmånederne gået i gang med at anlægge en markvej af hensyn til trafikken med de tunge landbrugsmaskiner. Omtrent midt på den store mark stødte bulldozeren, som gravede »vejkassen« ud, på en ansamling af brændte lerklumper og potteskår. Kun en utrolig snarrådighed fra bulldozerførerens side hindrede en total ødelæggelse af dette vigtige fund. Det blev straks anmeldt til Rigsantikvarens Fortidsmindeforvaltning, som overlod den videre undersøgelse til Nationalmuseets 2. afdeling.

Det stod straks klart, hvad det var, man her var stødt på. I et område på ca 10 x 20 meter kunne der i den nykultiverede jord opsamles potteskår, som tydeligt var deformerede gennem høje temperaturpåvirkninger; der var altså tale om affald fra pottemageri, og de brændte lerknolde med aftryk af forkullede grene måtte anses for rester af selve pottemagerovnen. Det viste sig imidlertid hurtigt, at der var – ikke én, men to ovne. De lå med en indbyrdes afstand af kun 30 cm, orienteret stik nord-syd og gravet lidt ind i et mod syd skrånende terræn. Den ene ovn var stærkt medtaget på grund af overpløjning, men den anden – den vestlige – var stort set bevaret i sin helhed, dog naturligvis i sammenstyrtet stand.

Det skal indrømmes, at det var med nogen tøven og stor forsigtighed, vi tog fat på opgaven. Fra oldtiden kendes enkelte pottemagerovne, fra middelalderen kun ovnene i Farum Lillevang, derudover intet, der kunne give blot antydning af den ovnkonstruktion, som måtte gemme sig under de tykke lag af rødbrændte lerknolde. Stor forståelse fra vejbyggernes side gav os dog rimelig tid til at gennemføre arbejdet på forsvarlig måde, så at ingen vigtige detaljer gik tabt.

Med udgangspunkt i den vestlige og bedst bevarede af ovnene kan ovntypen fra Faurholm beskrives på følgende måde: Den består af to hoveddele: selve ovnen og en foran liggende askegrav. Ovnrummet ses nu som en trugformet nedgravning, der måler ca to meter i længden og halvanden meter i bredden. Det spidser til mod syd, hvor det via indfyringsåbningen står i forbindelse med askegraven, der ligeledes er en trugformet nedgravning af dimensioner omtrent som ovnen. Der er en kendelig niveauforskel mellem de to afdelinger, idet ovnrummet er nedgravet til ca 95 cm under nuværende terrænoverflade, medens askegraven kun har en dybde af ca 60 cm. Der har ikke været nogen særlig bundbelægning i ovnrummet, kun undergrundens sandblandede grus, men en kraftig lerforing har dækket siderne. Denne beklædning er i virkeligheden foden af selve ovnen, der har hvælvet sig over graven som en 10-15 cm tyk lerkuppel, opbygget på et skelet af tynde hasselkæppe – fuldstændig som man kender det fra bageovnene i vore bøndergårde helt op i forrige århundrede. For at gøre det fede ler mere ildfast, har man inden kimingen magret det med grus og småsten samt antagelig planterester (halm og lignende). I askegraven blev der fundet aftryk af et antal tynde stolper; de kan have båret et halvtag eller lignende, der har gjort det muligt for pottemageren at udføre sit arbejde i al slags vejr. (Fig. 1)