900 °C

I de sidste par år er denne teori blevet bekræftet. Et gammelt, upåagtet skårfund fra Bagergade i Svendborg er blevet identificeret som affald fra et pottemageri, og på en eng i Illerup ådal ved Skanderborg fandtes 1972 mere end 8.000 fejlbrændte skår, som også må være fra et værksted. Begge steder har man indtil nu forgæves søgt efter pottemagerens ovne, men deres eksistens kan man ikke betvivle.

Endnu et middelalderligt pottemagerværksted har i 1974 kunnet føjes til de ovennævnte, denne gang i Faurholm et par kilometer syd for Hillerød. På et areal tilhørende Statens Forsøgsgård Faurholm, var man i forårsmånederne gået i gang med at anlægge en markvej af hensyn til trafikken med de tunge landbrugsmaskiner. Omtrent midt på den store mark stødte bulldozeren, som gravede »vejkassen« ud, på en ansamling af brændte lerklumper og potteskår. Kun en utrolig snarrådighed fra bulldozerførerens side hindrede en total ødelæggelse af dette vigtige fund. Det blev straks anmeldt til Rigsantikvarens Fortidsmindeforvaltning, som overlod den videre undersøgelse til Nationalmuseets 2. afdeling.

Det stod straks klart, hvad det var, man her var stødt på. I et område på ca 10 x 20 meter kunne der i den nykultiverede jord opsamles potteskår, som tydeligt var deformerede gennem høje temperaturpåvirkninger; der var altså tale om affald fra pottemageri, og de brændte lerknolde med aftryk af forkullede grene måtte anses for rester af selve pottemagerovnen. Det viste sig imidlertid hurtigt, at der var - ikke én, men to ovne. De lå med en indbyrdes afstand af kun 30 cm, orienteret stik nord-syd og gravet lidt ind i et mod syd skrånende terræn. Den ene ovn var stærkt medtaget på grund af overpløjning, men den anden - den vestlige - var stort set bevaret i sin helhed, dog naturligvis i sammenstyrtet stand.

Det skal indrømmes, at det var med nogen tøven og stor forsigtighed, vi tog fat på opgaven. Fra oldtiden kendes enkelte pottemagerovne, fra middelalderen kun ovnene i Farum Lillevang, derudover intet, der kunne give blot antydning af den ovnkonstruktion, som måtte gemme sig under de tykke lag af rødbrændte lerknolde. Stor forståelse fra vejbyggernes side gav os dog rimelig tid til at gennemføre arbejdet på forsvarlig måde, så at ingen vigtige detaljer gik tabt.

Med udgangspunkt i den vestlige og bedst bevarede af ovnene kan ovntypen fra Faurholm beskrives på følgende måde: Den består af to hoveddele: selve ovnen og en foran liggende askegrav. Ovnrummet ses nu som en trugformet nedgravning, der måler ca to meter i længden og halvanden meter i bredden. Det spidser til mod syd, hvor det via indfyringsåbningen står i forbindelse med askegraven, der ligeledes er en trugformet nedgravning af dimensioner omtrent som ovnen. Der er en kendelig niveauforskel mellem de to afdelinger, idet ovnrummet er nedgravet til ca 95 cm under nuværende terrænoverflade, medens askegraven kun har en dybde af ca 60 cm. Der har ikke været nogen særlig bundbelægning i ovnrummet, kun undergrundens sandblandede grus, men en kraftig lerforing har dækket siderne. Denne beklædning er i virkeligheden foden af selve ovnen, der har hvælvet sig over graven som en 10-15 cm tyk lerkuppel, opbygget på et skelet af tynde hasselkæppe - fuldstændig som man kender det fra bageovnene i vore bøndergårde helt op i forrige århundrede. For at gøre det fede ler mere ildfast, har man inden kimingen magret det med grus og småsten samt antagelig planterester (halm og lignende). I askegraven blev der fundet aftryk af et antal tynde stolper; de kan have båret et halvtag eller lignende, der har gjort det muligt for pottemageren at udføre sit arbejde i al slags vejr. (Fig. 1)

Faurholm-ovnen svarer i sin konstruktion ganske til den pottemagerovn, som Oscar Marseen fra Ålborg historiske Museum for nogle år siden udgravede ved GI. Hasseris, blot er dens dimensioner dobbelt så store. Der er dog én væsentlig forskel, og det er alderen; Hasseris-ovnen kan udfra de fejlbrændte skår, som blev fundet i forbindelse med udgravningen, dateres til ældre germansk jernalder, medens Faurholm-ovnen er 7-800 år yngre. Hasseris-ovnen har været eftergjort flere gange, og der er foretaget vellykkede brændinger i disse kopier, således i Lejre og på Forhistorisk Museum ved Århus. Forsøgene viser, at man har kunnet nå op på temperaturer omkring 6 - 700°, hvad der er tilstrækkeligt til fuldbrænding af keramik af jernalderkarakter. Hertil føjer Faurholm-fundet den vigtige oplysning, at man med denne primitive ovntype endog har kunnet brænde glaserede lervarer, hvilket har krævet temperaturer omkring 900-1000°.

Vi vender et øjeblik tilbage til Faurholm-ovnens konstruktion, for under udgravningen blev der gjort nogle iagttagelser, som nok er værd at nævne. Det billede, vi ovenfor har opridset, gælder kun den oprindelige ovn, ikke dens senere omformninger. Det var muligt at udskille fem hovedfaser i den vestlige ovns »bygningshistorie«. (I den østlige var der »kun« tre tilbage, men denne ovn var jo også stærkt beskadiget ved overpløjning). De fem stadier repræsenterer fem sammenstyrtninger: fem gange har pottemageren måttet se den hvælvede ovnkappe bryde sammen over ovnrummet, og fire gange har han bygget den op igen. Kun ved den første sammenstyrtning har han foretaget en grundig oprydning og fjernet stumperne af den ødelagte hvælving. Ved senere uheld har han blot ladet det knuste materiale hobe sig op, hvorved det oprindeligt trugformede ovnrum er blevet opfyldt. På den måde er niveauforskellen mellem askegrav og ovn efterhånden blevet udlignet. Der er opstået en ny ovntype, som har stillet helt andre krav til betjeningen end den oprindelige. (Fig. 2) (Fig. 3) Der har utvivlsomt været gennemført vellykkede brændinger mellem hver kollaps af ovnkappen, men dem kender vi intet til, vi har kun resterne af den yngste, den der for altid gjorde ende på ovnen, og den kan kun betegnes som mislykket. Der er opsamlet skår af ca 35 store kander og nogle mindre potter, hvilket må have udgjort i hvert fald hovedparten af lertøjet i den sidste brænding. De fleste af karrene er stærkt overophedede og lergodset smeltet sammen til en glasagtig masse. Meget tyder på, at pottemageren har mistet kontrollen over ovnen i brændingens sidste, kritiske fase - måske er en kraftig vind blæst op. Temperaturen er steget så meget, at de glødende lerkar er begyndt at smelte, og pludselig har ovnhvælvingen slået revner og er styrtet sammen. Flere ugers arbejde med opbygningen af ovnen og fremstillingen af lerkarrene er gået til spilde på få øjeblikke. (Fig. 4) (Fig. 5) (Fig. 6)

Hvordan ser nu de lerkar ud, som Faurholm-pottemageren har fremstillet? - Svaret gives ikke så let, for selvom det er lykkedes at sammenlime mange skår til hele eller næsten hele kar, må man huske, at netop det, som er ladt tilbage på stedet, har været betragtet som ubrugeligt af pottemageren. Det er dog muligt at danne sig et nogenlunde fyldestgørende billede af hans repertoire. Blandt bordtøjet udgør de 25-30 cm høje kander den væsentligste gruppe, men hertil hører også nogle store, fladbundede skåle. Kogekarrene er repræsenteret ved små kuglepotter, som forekommer både med og uden tre lave ben, og som kan have øre. Alt lertøjet er drejet op på en hurtiggående drejeskive og har skullet fremtræde med glaseret overflade. Det er netop angående glasurernes farve og øvrige udseende, at den største usikkerhed gør sig gældende. Med henblik på disse spørgsmål har vi søgt hjælp hos Danmarks Tekniske Højskole, hvor Anne Grethe Thomsen på Silikatlaboratoriet har ydet god bistand. Analyserne viser, at Faurholm-pottemageren udelukkende har benyttet blyglasurer, sandsynligvis drysset på karrene som en slags pulver inden brændingen, hvorfor de ikke dækker overfladen helt. Den malede dekoration er udført i jernoxyd. Under brændingen har man med rigelig tilgang af ilt bragt karrene til glødning. Herefter er ovnens åbninger blevet lukket til og den sidste del udført reducerende - d.v.s. uden tilgang af ilt. Det er i denne sidste fase, at glasuren har fået sin dybgrønne og lergodset sin sortgrå farve. Forsøgene i det moderne laboratorium har været med til at øge beundringen for den middelalderlige pottemagers håndværksmæssige kunnen. Lerkarrene fremstår ikke blot i stærke former, som kan gøre mangen moderne keramiker misundelig, men selve glasurbrændingen er nærmest et mirakel. Som nævnt dannes glasurerne på Faurholm-lertøjet først ved temperaturer omkring 900°, men allerede ved 1000° begynder godset at sintre, hvorved karrene deformeres. Pottemageren har med andre ord haft en margen på omkring 100°, indenfor hvilken han på den ene side skulle sikre sig, at glasuren smeltede, på den anden side hindre, at karrene blev deformerede gennem overophedning. Og dette arbejde skulle udføres - ikke i en moderne termostatstyret keramikerovn med jævn elektrisk varme, men i en simpel jordgravet ovn, fyret med store fagotter af elle- og bøgetræ! (Fig. 7)

At Faurholm-pottemageren trods sine mange uheld har været en professionel håndværker er hævet over enhver tvivl. Men hvad har bevirket, at han netop har valgt det afsidesliggende Faurholm som stedet for sin virksomhed? Ser man sig lidt om i landskabet, kommer forklaringen af sig selv. De generelle betingelser for anlæggelsen af et pottemageri: rigelig forekomst af ler, brændsel og vand, er opfyldt. Terrænet gennemstrømmes af flere åløb, og selvom landskabet nu er ret åbent, vidner dog stednavneendelserne -rød og -holt om, at det tidligere har været dækket af skov. Hvad leret angår, er det tilstrækkeligt at henvise til de mange teglværker på egnen, som har været virksomme helt op i vore dage.

Opfyldelsen af de tre nævnte betingelser har dog ikke alene været bestemmende for placeringen af værkstedet. Ingen fornuftig håndværker går igang med at fremstille et produkt, før han har sikret sig rimelige afsætningsmuligheder. Også på dette punkt har Faurholm-pottemageren været gunstigt stillet. Det middelalderlige voldsted Faurholm ligger kun få hundrede meter nordvest for pottemagerovnene, og herregårdsfolkene har vel kunnet aftage en del lertøj. Langt vigtigere har forbindelsen til det nærliggende Æbelholt kloster dog utvivlsomt været - ikke så meget på grund af munkenes forbrug af lervarer som fordi, der hvert år i dagene 15.- 29. juni afholdtes et marked lige uden for klosterets porte til minde om dets grundlægger, helgenen Skt Wilhelm. Her kunne pottemageren komme i kontakt med den helt store kundekreds og finde god afsætning for sine varer. Det skal tilføjes, at der ved udgravninger på Æbelholt kloster er fundet skår af lerkander, som ligner Faurholm-pottemagerens produkter så meget, at de må stamme fra hans hånd. (Fig. 8)

Faurholm-værkstedet har i det foregående blot været betegnet som middelalderligt uden nogen nærmere tidsangivelse. Hvor i middelalderen befinder vi os egentlig? På grundlag af møntdaterede lerkar og det store keramikfund fra Næsholm voldsted sætter man normalt den glaserede kandes storhedstid til ca 1250 - 1350. Inden for dette århundrede må ovnen antages at have fungeret, nærmere kan fundets genstande næppe bringe os. For at komme videre har vi søgt hjælp hos naturvidenskaben, nemlig hos Vagn Mejdahl fra Risø, som med thermoluminiscens-metoden (se Skalk 1970:3) har dateret fundet til de første par tiår af 1300-tallet, Erik Menveds tid. En smukkere overensstemmelse mellem to helt forskellige dateringsmetoder kan dårligt tænkes. (Fig. 9)