13 mands høj

Alle kender de kuplede gravhøje, som, græs- eller lyngklædte, pryder vore bakkedrag og fremhæver landskabets linjer. Mindre påagtet derimod er de høje, som er taget under plov og udfladet, så at de nu kun kan skelnes af øvede øjne som krusninger i dyrkede marker. Det er ikke et fuldbyrdet ødelæggelsesværk, vi her står overfor, men et som er igang. År efter år jævner ploven jorden mere ud, sten kommer i vejen og brydes op, oldsager rives ud af deres sammenhæng og forsvinder uden nogensinde at være set. Der er fart på nu. De moderne landbrugsredskaber går i dybden, mange pløjede høje er allerede helt udslettet, og flere - ja alle - vil blive det i de kommende 50 -100 år. Havde det drejet sig om nogle få, havde skaden været til at overse, men de tælles i titusinder. Man må se i øjnene, at størsteparten af landets oldtidsminder er på vej ud af billedet. Det er som et mareridt for den arkæologiske forskning, der står temmelig magtesløs og må nøjes med at arbejde efter princippet: redde hvad reddes kan. Trods deres ødelagte tilstand er de overpløjede høje nemlig langt fra værdiløse. Det bedste ligger på bunden; her kan skjule sig fund og anlæg fuldt så gode som i de velbevarede høje, der skærmes af fredningsloven.

Af Henrik Thrane