13 mands høj

Dagens eksempel er en overpløjet høj ved Holtug ikke langt fra østkysten af Stevns. Sidste efterår fik gårdejer Charles Nielsen ødelagt et plovskær mod en sten i den lave højning, der kun hævede sig godt een meter over den omgivende mark. Dyrlæge Henning Poulsen hørte derom, og en søndag tog han ud med sine drenge og begyndte at grave. Han var så heldig straks at støde på et gravanlæg. Resultat: en samling små bronzesager, lidt guldtråd, en ildslagningssten og noget fedtet materiale på størrelse med en alpehue – sidstnævnte er rimeligvis rester af en læderpung af den art, som nylig har været omtalt i Skalk (1966:5).

Fundet blev indberettet til Nationalmuseet og graven udgravet, hvorved samlingen af fund forøgedes med en smukt ornamenteret bronzeøkse. Der fandtes også svage skeletspor og trærester, som antyder, at liget har ligget i en egekiste. Graven kan dateres til midten af ældre bronzealder – solvognens tid. Det er vigtigt, for denne grav viste sig at være den yngste daterbare i anlægget. Men lad os hellere gå tilbage i tiden og følge højens historie fra begyndelsen. Den falder i fire faser, som de fire planskitser i omstående ramme giver en forestilling om.

Under højen, nedgravet i den gamle markflade, som endnu bar spor af oldtidsploven, lå anlæggets to ældste grave. Den nordligste af dem indeholdt mere eller mindre velbevarede rester af mindst tre skeletter, hvoraf det nederste og mest normalt placerede ses på billedet. En grube med et ekstra kranium ved gravens fodende kan forklares ved at antage, at graven er anlagt oven i en ældre grav, som den har ødelagt, så at kun en lille rest er blevet tilbage. I en stenpakning over skelettet fandtes løse menneskeknogler, som måske kan stamme fra denne splittede grav, omend det er vanskeligt at forklare, hvorfor nogle af knoglerne, men ikke alle, er brændt. Øverst i graven, oven på stenfyldningen, lå endnu et skelet, denne gang i god orden.

Sydgraven var meget stor og synes da også i sin endelige udformning at have rummet to døde, hvoraf den ene var bevaret som fuldstændigt skelet, mens der af den anden kun var underkæben tilbage. Også denne grav var dækket med sten, og et lag af sort, formuldet træ over skelettet tyder på, at det har ligget i en egekiste. I fodenden lå, sammendynget i et hjørne, knogler af et barn, som vel er blevet skubbet til side, da de voksne skulle til. En bronzestump i gravens hovedende er højens ældste oldsagsfund. (Fig 1, fig. 2)