13 mands høj

Dagens eksempel er en overpløjet høj ved Holtug ikke langt fra østkysten af Stevns. Sidste efterår fik gårdejer Charles Nielsen ødelagt et plovskær mod en sten i den lave højning, der kun hævede sig godt een meter over den omgivende mark. Dyrlæge Henning Poulsen hørte derom, og en søndag tog han ud med sine drenge og begyndte at grave. Han var så heldig straks at støde på et gravanlæg. Resultat: en samling små bronzesager, lidt guldtråd, en ildslagningssten og noget fedtet materiale på størrelse med en alpehue - sidstnævnte er rimeligvis rester af en læderpung af den art, som nylig har været omtalt i Skalk (1966:5).

Fundet blev indberettet til Nationalmuseet og graven udgravet, hvorved samlingen af fund forøgedes med en smukt ornamenteret bronzeøkse. Der fandtes også svage skeletspor og trærester, som antyder, at liget har ligget i en egekiste. Graven kan dateres til midten af ældre bronzealder - solvognens tid. Det er vigtigt, for denne grav viste sig at være den yngste daterbare i anlægget. Men lad os hellere gå tilbage i tiden og følge højens historie fra begyndelsen. Den falder i fire faser, som de fire planskitser i omstående ramme giver en forestilling om.

Under højen, nedgravet i den gamle markflade, som endnu bar spor af oldtidsploven, lå anlæggets to ældste grave. Den nordligste af dem indeholdt mere eller mindre velbevarede rester af mindst tre skeletter, hvoraf det nederste og mest normalt placerede ses på billedet. En grube med et ekstra kranium ved gravens fodende kan forklares ved at antage, at graven er anlagt oven i en ældre grav, som den har ødelagt, så at kun en lille rest er blevet tilbage. I en stenpakning over skelettet fandtes løse menneskeknogler, som måske kan stamme fra denne splittede grav, omend det er vanskeligt at forklare, hvorfor nogle af knoglerne, men ikke alle, er brændt. Øverst i graven, oven på stenfyldningen, lå endnu et skelet, denne gang i god orden.

Sydgraven var meget stor og synes da også i sin endelige udformning at have rummet to døde, hvoraf den ene var bevaret som fuldstændigt skelet, mens der af den anden kun var underkæben tilbage. Også denne grav var dækket med sten, og et lag af sort, formuldet træ over skelettet tyder på, at det har ligget i en egekiste. I fodenden lå, sammendynget i et hjørne, knogler af et barn, som vel er blevet skubbet til side, da de voksne skulle til. En bronzestump i gravens hovedende er højens ældste oldsagsfund. (Fig 1, fig. 2)

Alene disse to grave indeholdt altså sikre spor af seks døde.

Anlæggets andet stadium er en stor, ret flad stendynge omgivet af store sten i et hesteskoformet arrangement. Måske er dens oprindelige bestemmelse at danne et beskyttende dække over de to netop omtalte grave, men iøvrigt synes den ikke at være skabt på engang, tilsyneladende er den blevet udvidet efter behov. Mellem de ret små sten, som udgjorde den oprindelige stendynge, fandtes menneskeknogler af mindst een person. De lå temmelig spredt, kun lår- og skinnebensknogler fandtes samlet omtrent midt på dyngen. Netop på dette sted iagttoges fire stenfrie huller ned gennem stenlaget; de var anbragt på række og kan måske tydes som stolpehuller. I stendyngen var der to regulære egekistegrave, begge med rester af skelet, den ene med fyrtøj i læderpung. (Fig. 3)

Stendyngen føjer således tre personer til vor lille flok.

En egekistegrav i en mindre stendynge øst for den store danner anlæggets tredie stadium. Graven har sin egen indhegning i form af en halvkredsformet stenrække, der er hægtet på den store stendynge næsten som et sidekapel. I modsætning til højens andre grave er denne anlagt i retningen nord-syd. Som billedet viser har den bortrådnede kiste efterladt en tydelig hulning oven i stendyngen. En spinkel bronzenål var eneste gravgods. (Fig. 4)

Et trækullag uden for stendyngerne antyder, at der har blusset bål. Hvornår jordhøjen er blevet lagt over det hele er ikke ganske klart, men den store stendynge må i hvert fald have været fuldt udbygget, da det skete, og det er muligt, at det først er gjort, efter at sidekapellet er føjet til. En lille barnegrav syd for den store stendynge kan ikke være yngre end jordhøjen og er måske anlagt samtidig med denne.

Da anlæggets to yngste grave kom til, har jordhøjen i hvert fald været der. Dyrlægens grav er anlagt oven i denne jordhøj, som samtidig er blevet gjort større og forsynet med en fodkrans af store sten. Oven på en af randstenene fandtes den grav, som må være den yngste af samtlige. Det var en brandgrav, men da den ikke indeholdt gravgods af nogen art, kan dens alder ikke bestemmes.

Ialt nåede vi således op på tretten døde. De ældste af dem kan muligvis være fra stenalderens slutningsafsnit, de yngste - bortset fra brandgraven - ikke senere end midten af ældre bronzealder. Det er altså fortrinsvis den tidlige bronzealders gravskik højen fortæller om, men man kan ikke sige, at den meddeler sig særlig letfatteligt. Tilsyneladende har der hersket et sandt roderi med de døde, men det kan godt være, at manglende ordenssans ikke er hele forklaringen, og at meget skyldes ceremonier og skikke, som vi endnu kun har vage anelser om. Det er således meget muligt, at de brændte ben i en af de nederste grave og det spredte skelet i den store stendynge skal opfattes som spor efter menneskeofringer i lighed med dem, som tidligere har været omtalt her i bladet (1964:5 og 1966:3).

Mest spændende er de fire »stolpehuller« midt i den store stendynge. Kan det tænkes, at den har haft en husformet overbygning i lighed med det »dødehus«, som kendes fra et enkelt tysk bronzealderfund? Har den hesteskoformede indramning spillet en rolle i den forbindelse? Svarene på disse spørgsmål ligger måske i en anden overpløjet høj.

Dette er et eksempel på, hvad en enkelt pløjet gravhøj kan indeholde af fund og problemer. Trist at tænke på, at titusinder af dem skal ødelægges inden for de næste 100 år.