12 kg trækul for 1 kg jern

Mosens dannelse tager sin begyndelse ca 600 år før Kristi fødsel, ved indgangen til jernalderen, da klimaet brat forværres, og kulde og fugtighed sætter ind. Før den tid var der på stedet en næsten plan slette af gammel, hævet havbund med bevoksning af birk, el og eg i randzonerne. Her var fugtigt, skønt mosen altså endnu ikke var dannet, og stedet kan næppe have virket særlig tillokkende på folk fra omegnens bygder, som vel ikke har været fordringsfulde, men som trods alt har været bedre vant. Omkring ved vor tidsregnings begyndelse synes befolkningsmængden af uopklaret årsag pludselig at tage til, og da har man ikke længere råd til at være kræsen i valget af jord; der er brug for det hele, også for det lave, fugtige land. Selv
om mosen på dette tidspunkt er under dannelse, har den langt fra nået sin fulde størrelse; store arealer ligger endnu udækket og åbner sig gæstfrit for de betrængte vendelboer. Resten af jernalderen bliver en kamp mellem mosen og mændene, men så langsomt forløber den, at de sidstnævnte vel knapt bemærker, at de ubønhørligt bliver drevet tilbage af førstnævnte, som stilfærdigt breder sine mospuder ud over agre og gravhøje og rester af fordums boliger.

Vildmosen er en højmose, ellers havde den omtalte tilgroningsproces ikke været mulig. Højmosen er ikke som lavmosen bundet til sænkninger i landskabet, den kan dannes på fladt terræn, ja på bakketoppe, om forholdene er til det. Dens væsentligste bestanddel er nemlig tørvemos; det danner puder, der suger fugtighed til sig som en svamp, så at mosen kan vokse op og ud over det omgivende terræn, uden at væden løber fra. Store Vildmose, der, før den blev opdyrket, var landets største mosedrag, lå på sin slette af hævet havbund som et gigantisk spejlæg, fem meter tykt omkring midten. (Fig 2)