1000 års gravkult i een høj
Som en mægtig teaterkulisse i landskabet lå det bakkedrag ved Redsted på Sydmors, hvor Nationalmuseet i foråret var beskæftiget med undersøgelsen af en høj. Set fra vest var det en kraftig rundet bakkeknude med en kuplet oldtidshøj på den øverste top, alt klædt i mørk lyng og med et fladt frodigt Sydmors som lys baggrund; set fra øst: eet gabende grusgravskrater, hvori den hele herlighed var på randen til at synke. Situationen er ikke ukendt, og er et åbenbart vidnesbyrd om, at gældende love og vedtægter ikke er i stand til at bevare fredningsværdige landskaber og oldtidsminder, medmindre man fra lokal side selv ønsker at værne sin egn med bare lidt nænsomhed og kærlighed. Der kunne i denne forbindelse siges meget om retstilstanden her tillands og om private særinteresser overfor helhedens og eftertidens tarv, men lad os nøjes med at tale om højen, for samtidig med at man bevidner de ansvarlige fredningsmyndigheder sin respekt, fordi de først sent kapitulerede i deres anstrengelser for at redde dette landskab, så må man bringe dem en stille tak fordi de dog lod det ske så betids, at chancen for en undersøgelse ikke blev forpasset. Thi en velbevaret gravhøj er altid for god til ubeset at forsvinde i nærmeste grusgrav.
Af Mogens Ørsnes
Ligesom vore landsbykirker i deres nuværende skikkelse er resultat af århundreders byggevirksomhed, hvor et oprindeligt kirkehus er blevet øget med hvælvinger, tårn og sidekapeller, således rummer de fleste gravhøje under deres solide græs- eller lyngtørvsdække spor af århundreders, ja årtusinders gravkult, der stadig har omformet og øget højbygningen. En moderne højundersøgelse søger derfor i første række at klarlægge og bestemme de bygningsfaser, hvori anlægget er blevet til, snarere end man jagter det gravgods, der kan være medgivet de døde. Derfor skæres højmassen igennem i rene snit - lodrette og vandrette - og hvert stenlag og hver farveforskel i jorden bemærkes og noteres.
I højfylden ser man af og til krumme, mørke striber, der følger den nuværende overflade. Det kan være gamle højoverflader, hvis vegetation er blevet dækket, når højen øgedes med nye lag, så blot den mørke muldstribe er igen af fordums lyng og græs. Stenlag i højen kan på samme måde markere størrelsen af tidligere højbygninger, idet sten ikke sjældent er lagt i ring om højfoden eller i lag henover sider og top. Selve jordlagene kan også være af så forskellig art, at de med rimelighed må opfattes som tilbygninger til forskellig tid. Eet lag er f.eks. rent, hvidt sand, et andet stærkt grusblandet, således at materiale må være hentet på forskellige steder i det omgivende terræn, og lag kan være opbygget af græs- eller lyngtørv, der i udgravningens lodrette vægge tegner sig ganske klart som linseformede figurer, i hvilke der kan skelnes mellem en mørk stribe af formuldet lyng eller græs og en lys stribe af vedhængende undergrundsmateriale. Endelig gravene, til hvis ære det hele er blevet udført. De skærer sig ned gennem højens lag, dækkes af nye højetager, der atter omgraves ved senere gravlæggelser. Kun ved minutiøs efterforskning af de fyldskifter eller stenlag, der røber gravene - thi i mange tilfælde er både kister og skeletter ganske opløst og forsvundet - kan højens opbygningsfaser dateres udfra gravenes indhold af oldsager, og deres indbyrdes tidsforhold fastlægges udfra højens lag. Det område, som højen dækker, er endelig et nøje studium værd, thi i undergrundens overflade kan der være spor af grøfter, pælesætninger, pløjning og meget andet, der enten direkte hører til gravbygningen eller i hvert fald er vidnesbyrd om oldtidsmenneskets virke.
Kun langsomt kombineres de mange iagttagelser til et samlet billede af højens lange historie.
Redstedhøjens historie begynder for 4ooo år siden i den yngre stenalder, hvor et hyrdefolk, som vi efter deres gravskik kalder "enkeltgravsfolket", valgte det højtliggende bakkedrag til gravplads. Et lille område på bakkens højeste punkt blev hegnet, og dér, indenfor hegnet, lagdes den første grav. Den døde har fået et simpelt ravsmykke med sig, en håndfuld perler, der i dag var det eneste spor af selve graven. Siden byggede man af lyngtorv en lav høj over stedet.
Seks gange er enkeltgravsfolket vendt tilbage med deres døde. Een grav - også indeholdende et lille ravsmykke - blev gravet ned i højens top, og et hvidt sandlag på en halv meters tykkelse blev kastet på; en anden grav anlagdes ved højens nordfod, og højbygningen øgedes med endnu et lag, dennegang af grågult sand. I toppen af den høj, der nu hævede sig indtil halvanden meter over bakkefladen, nedgravedes tre kister. Vi har kaldt dem: grav 4, hvorfra vi har en enkelt ravperle, grav 5 med ikke mindre end 53 ravperler i en anselig smykkekæde, og grav 6 med et lille urtepotteformet drikkebæger af ler. Højens top og sider dækkedes derpå med et lag svære marksten, der først er blevet gennembrudt ved den syvende gravlæggelse, hvor den døde atter har fået et lerbæger med sig. De faser i højbyggeriet, der her er nævnt, har alle stået så længe, at en tilgroning af overfladen har fundet sted, før nye jordlag dyngedes op over nye grave. En vis påpasselighed i alt dette jordarbejde illustreres af to tilspidsede pæle, lodret nedhamret i højens midte. Utvivlsomt det faste punkt, når en ny højfods cirkel skulle afsættes i terrænet.
Højens top er siden blevet udset til en mærkelig bålfærd. På bunden af et stort hul, der er gravet ned lige midt i højen, er en mandslang trækiste blevet antændt. De forkullede rester af kisten tegnede sig tydeligt i jorden, iblandet forbrændte menneskeknogler, og hullets sider var ganske rødbrændte af stærk hede. Flammerne må engang have slået stort op af højens top som af et krater. Så er jord og sten dynget i hullet, en vældig stenhob er samlet henover bålstedet, og højmassen er øget med et kraftigt lag lyngtørv, der er skrællet af vide arealer omkring byggepladsen. Det nøjagtige tidspunkt for denne egenartede begravelsesceremoni kender vi ikke. Den ligger i tid efter enkeltgravsfolkets sidste gang til højen og før en begravelse, der har fundet sted i slutningen af ældre bronzealder.
Denne yngste gravlæggelse på stedet, den niende, viste sig kun som en to meter lang, smal småstenslægning, ovenpå hvilken gravgaven: klingen af et bronzesværd, lå. Men under klingen var en tyk klump omdannet træ blevet konserveret af det opløste metal, så brolægningen har utvivlsomt været leje for en trækiste. Både sværdklingens spids og grebende er afbrudt, - en ussel gravgave, der leder tanken hen på lignende ''erstatningsgaver" som f.eks. den uanselige dolk, der i en bronzealderynglings grav i Borum Eshøj ved Århus var stukket i en lang og bred sværdskede. Nok har oldtidens religioner stillet strenge krav med hensyn til gravens opbygning og udstyr, men menneskelig snusfornuft har også den gang kunnet indgå kompromis'er med de himmelske regler. Den døde er dog ikke blevet snydt for det monument, som også "naboen" kunne se. I endnu en halv meters tykkelse er lyngtørv blevet lagt på højen; men dermed var højens grotid også forbi. Den havde varet i henved looo år.
Redstedhøjens historie er ikke enestående, omend særlig nuanceret, Tilsvarende billeder af gravhøjenes omstændelige tilblivelse og brug møder os mange steder, når blot undersøgelsens omhyggelighed gør de rette iagttagelser mulig. Det kan illustreres med et par andre højundersøgelser, som Nationalmuseet netop har foretaget. En høj, Lundebjerg ved Dronninglund i Vendsyssel, rummede således to klart skelnelige bygningsfaser: en indre høj, dækkende over en enkeltgrav fra stenalderen, et ydre lag med to brændtbensgrave fra yngre bronzealder. Og en høj ved Sevel, øst for Holstebro, var oprindeligt rejst over en enkeltgrav fra stenalderen. Den døde mand havde fået både stridsøkse og et smukt svajet, ornamenteret lerbæger med sig. Siden var en anden enkeltgrav med ialt 35 ravperler blevet anlagt i højtoppen, og herover igen stod en urnegrav fra den yngre bronzealder. Disse to højes brug strækker sig således over hver halvandet årtusinde af Danmarks historie, før det sidste lyng- og græstørvsdække endelig fik lov at lukke sig tæt om højenes hemmeligheder.