1000 års gravkult i een høj

Ligesom vore landsbykirker i deres nuværende skikkelse er resultat af århundreders byggevirksomhed, hvor et oprindeligt kirkehus er blevet øget med hvælvinger, tårn og sidekapeller, således rummer de fleste gravhøje under deres solide græs- eller lyngtørvsdække spor af århundreders, ja årtusinders gravkult, der stadig har omformet og øget højbygningen. En moderne højundersøgelse søger derfor i første række at klarlægge og bestemme de bygningsfaser, hvori anlægget er blevet til, snarere end man jagter det gravgods, der kan være medgivet de døde. Derfor skæres højmassen igennem i rene snit – lodrette og vandrette – og hvert stenlag og hver farveforskel i jorden bemærkes og noteres.

I højfylden ser man af og til krumme, mørke striber, der følger den nuværende overflade. Det kan være gamle højoverflader, hvis vegetation er blevet dækket, når højen øgedes med nye lag, så blot den mørke muldstribe er igen af fordums lyng og græs. Stenlag i højen kan på samme måde markere størrelsen af tidligere højbygninger, idet sten ikke sjældent er lagt i ring om højfoden eller i lag henover sider og top. Selve jordlagene kan også være af så forskellig art, at de med rimelighed må opfattes som tilbygninger til forskellig tid. Eet lag er f.eks. rent, hvidt sand, et andet stærkt grusblandet, således at materiale må være hentet på forskellige steder i det omgivende terræn, og lag kan være opbygget af græs- eller lyngtørv, der i udgravningens lodrette vægge tegner sig ganske klart som linseformede figurer, i hvilke der kan skelnes mellem en mørk stribe af formuldet lyng eller græs og en lys stribe af vedhængende undergrundsmateriale. Endelig gravene, til hvis ære det hele er blevet udført. De skærer sig ned gennem højens lag, dækkes af nye højetager, der atter omgraves ved senere gravlæggelser. Kun ved minutiøs efterforskning af de fyldskifter eller stenlag, der røber gravene – thi i mange tilfælde er både kister og skeletter ganske opløst og forsvundet – kan højens opbygningsfaser dateres udfra gravenes indhold af oldsager, og deres indbyrdes tidsforhold fastlægges udfra højens lag. Det område, som højen dækker, er endelig et nøje studium værd, thi i undergrundens overflade kan der være spor af grøfter, pælesætninger, pløjning og meget andet, der enten direkte hører til gravbygningen eller i hvert fald er vidnesbyrd om oldtidsmenneskets virke.