1000 års gravkult i een høj

Som en mægtig teaterkulisse i landskabet lå det bakkedrag ved Redsted på Sydmors, hvor Nationalmuseet i foråret var beskæftiget med undersøgelsen af en høj. Set fra vest var det en kraftig rundet bakkeknude med en kuplet oldtidshøj på den øverste top, alt klædt i mørk lyng og med et fladt frodigt Sydmors som lys baggrund; set fra øst: eet gabende grusgravskrater, hvori den hele herlighed var på randen til at synke. Situationen er ikke ukendt, og er et åbenbart vidnesbyrd om, at gældende love og vedtægter ikke er i stand til at bevare fredningsværdige landskaber og oldtidsminder, medmindre man fra lokal side selv ønsker at værne sin egn med bare lidt nænsomhed og kærlighed. Der kunne i denne forbindelse siges meget om retstilstanden her tillands og om private særinteresser overfor helhedens og eftertidens tarv, men lad os nøjes med at tale om højen, for samtidig med at man bevidner de ansvarlige fredningsmyndigheder sin respekt, fordi de først sent kapitulerede i deres anstrengelser for at redde dette landskab, så må man bringe dem en stille tak fordi de dog lod det ske så betids, at chancen for en undersøgelse ikke blev forpasset. Thi en velbevaret gravhøj er altid for god til ubeset at forsvinde i nærmeste grusgrav.

Af Mogens Ørsnes