Tyrsted – et kighul til senistiden

SK0617-001_dodishullet_feb2017.jpg
Billede af Horsens Museum

Det er ikke hver dag, vi finder spor af vore allerældste forfædres efterladenskaber. Det skete imidlertid ved Horsens i 2016 under anlæggelse af en omfartsvej, hvor et lille mosehul gemte på fund fra Brommekulturen, der tilhører den seneste del af istiden. Med al sandsynlighed er der tale om sporene efter en lille gruppe rensdyrjægere, som dengang tog ophold ved den lille sø

Det er velkendt blandt arkæologer, at de bedste fund på en udgravning har det med at dukke op den sidste dag i felten. Dette var også tilfældet i forbindelse med udgravningen af det lille mosehul ved Tyrsted lidt syd for Horsens. 

SK0617-002_dodishullet_udgravning.jpg
Dødishullet under udgravning Foto: Horsens Museum

I løbet af november og december 2016 havde Horsens Museum undersøgt sporene i mosen efter tørvegravning i den yngste bronzealder eller den ældste jernalder. Kort før jul blev der afslutningsvis gravet et dybere prøvehul i mosens sydlige del gennem nogle undergrundslignende aflejringer under tørven. Her dukkede der meget overraskende et vandaflejret gytjelag op i en væsentlig større dybde, og snart fremkom i dette lag også et næsten intakt fiskeskelet af en gedde. I første omgang blev fisken betragtet som et naturhistorisk kuriosum, men snart dukkede også en stor flintflække op. Nu tydede det på, at mosehullet også indeholdt spor efter menneskelig aktivitet, som var betydeligt ældre end de undersøgte tørvelag.

 På udgravningens sidste dag blev gytjelaget afdækket over en lidt større flade, og maskinen havde ikke fjernet meget materiale, før både flere flintgenstande og stykker af bearbejdet rensdyrgevir dukkede op i det gummiagtige gytjelag. Fund af rensdyr forbindes normalt med den sene istid, som sluttede for knap 11.000 år siden. En af flintgenstandene var tydeligvis en såkaldt skafttungepil, som umiddelbart kunne dateres til Brommekulturen, der almindeligvis knyttes til den klimatiske periode Allerødtid, som er en del af den senglaciale tid.

Infograf Senistiden

Det stod hurtigt klart, at vandhullet ikke blot rummede senglaciale aflejringer med efterladenskaber fra nogle af senistidens rensdyrjægere, men i kraft af nogle særdeles gode bevaringsforhold rummede det også et stort potentiale i forhold til at opnå ny viden om noget af Danmarks ældste kultur og natur (se også Skalk 2002:3). Derfor ville en større udgravning også være nødvendig, inden anlægsarbejdet gik i gang. Bygherren, som var Horsens Kommune, udviste stor velvilje omkring tilrettelæggelsen af en udgravning, men da anlægsarbejdet ikke kunne vente, måtte udgravningen foretages som en af de mere krævende vintergravninger. De nye fund var ikke blevet påvist i den forudgående arkæologiske forundersøgelse, og derfor blev denne del af undersøgelsen i henhold til museumsloven finansieret af Slots- og Kulturstyrelsen.

Den afsluttende udgravning blev påbegyndt i midten af februar 2017. Foruden ustadigt vinterligt vejr med nedbør og skiftende tø og frost blev den altoverskyggende udfordring store mængder af tilløbende vand. Løsningen blev nogle pumper, som i døgndrift ledte vandet væk fra udgravningsfelterne, og på trods af de vanskelige omstændigheder lykkedes det faktisk at skabe tilfredsstillende udgravningsforhold. De fundførende aflejringshorisonter blev udgravet med hakker og graveske, mens resten af vandhullet forsigtigt og kontrolleret blev afgravet med maskine.

Vandhullet, der knap kunne ses i den opdyrkede markoverflade, aftegnede sig efter fjernelsen af den øverste muld først som en aflang, oval vådbundsaflejring, men efter endt udgravning trådte en mere regelmæssig cirkulær struktur frem med en diameter på ca. 25 m. Fra overfladen til bunden af det undersøgte Allerødlag var der ca. 3,5 meter. 

Vandhullet ved Tyrsted er beliggende i et varieret landskab med flere lokale forhøjninger adskilt af talrige andre vandhuller og vådområder. Længere mod nord stiger landskabet markant og munder ud i et større, fladt plateau. Vandhullet blev dannet af en stor klump dødis, som blev efterladt af en gletsjer i morænejorden under isens tilbagesmeltning, som her i området fandt sted nogle tusinde år før, menneskene gjorde ophold på stedet. I takt med at isklumpen smeltede, opstod der på stedet en lille sø, som med tiden opfangede pollen og planterester fra det omkringliggende landskab. Derfor kan dødishuller udgøre et arkiv over de klima- og miljømæssige forandringer, som prægede istidens sidste del, hvor kolde og varme perioder afløste hinanden. Det er nærliggende at forestille sig, at også andre af nærområdets vandhuller kan rumme tilsvarende senglaciale aflejringer.

Allerødtid var en varmeperiode i slutningen af istiden mellem ca. 11.800-10.800 f.Kr. Hele det nuværende Danmark var på dette tidspunkt igen blevet isfrit, og det golde landskab, som isen efterlod, var under hastig forandring. I den første varme periode, Bøllingperioden, mellem ca. 12.500-12.000 f.Kr. blev landet dækket af en åben tundravegetation, hvor Hamburgkulturens rensdyrjægere havde sine jagtmarker. I løbet af Allerødperioden bredte der sig på den lerede bundmoræne en lysåben birkeskov, som snart efter tiltrak helt nye dyrearter sydfra. Tyrstedlokaliteten ligger i den del af Østjylland, der havde været dækket af isen, og som nu blev dækket af skov. Men ikke langt fra selve isranden, på de sandede afsmeltningsflader mod vest, lå den åbne og træløse tundra. Den varme Allerødperiode blev omkring 10.800 f.Kr. afløst af den meget kolde Yngre Dryas periode, hvor den åbne pionerskov i Østjylland dør, og området endnu engang forandres til en åben tundra.

Fiskekaebe
Underparti af en fiskekæbe, der vidner om de gode bevaringsforhold i Allerød-aflejringen. Foto: Horsens Museum

De klimatiske forandringer afspejles tydeligt i vandhullet ved Tyrsted, hvor alene farven af de forskellige aflejringer nærmest udtrykker skiftet mellem de varme og kolde perioder. En tydelig overgang mellem det rødbrune Allerødlag og et mere sterilt, næsten lyseblåt lerlag fra Yngre Dryas tyder på et relativt brat temperaturfald, inden istiden endelig herefter fik sin afslutning.  I varmeperioder satte en optøning af den bundne frost og is gang i bevægelser i den muldløse overflade, der herved blev udsat for jordskred og jordflydning. Dette fænomen bevirkede bl.a., at vandhullets nordside var blevet dækket af et mere end en meter tykt lag af lyst flydesand fra den bagvedliggende overflade.

 Allerødaflejringen blev dannet som gytje i et iltfattigt miljø, der skabte gode bevaringsforhold for alt organisk materiale. Tilstedeværelsen af blandt andet små fiskeknogler og træernes nærmest intakte blade kan derfor være med til at tegne et øjebliksbillede af datidens flora og fauna i og omkring det lille vandhul. Der er endnu ikke lavet naturvidenskabelige analyser af det materiale, der blev hjemtaget til museet. Derfor er de foreløbige resultater hovedsageligt baseret på de iagttagelser, der blev gjort under selve udgravningen.

 I løbet af Allerødtid voksede en åben birkeskov op omkring den lille sø, og herfra blev talrige træstammer indlejret i gytjen. Træstammerne var yderst velbevarede og stadig beklædt med hvid bark. Stammernes tykkelse på op til mere end 10 cm vidner om gode vækstbetingelser. Sammen med den nye flora indvandrede også en række nye dyrearter. På trods af vandhullets ringe størrelse kunne her også opretholdes en bestand af fisk. Dette viser fundet af mere end fem eksemplarer – den største med en længde på ca. 60 cm – som foreløbig er bestemt som gedder. Der har ikke været tilløb fra andre nærliggende vandhuller, og derfor må fiskene være udklækket i selve vandhullet. Man må forestille sig, at de første rogn blev ført hertil af områdets fugle.

 En anden indvandrer var bæveren, og nærmest paradoksalt var netop bæveren også årsag til, at en del af den nye skov igen måtte lade livet og ende ude i vandhullet som afgnavede træstammer. Mange birkestammer og -grene bar tydelige spor efter bæverens kraftige tænder, og de lå alle i den ældre, nedre del af Allerød-gytjen.

Baeverbid
En birkestamme med tydelige spor efter bæverens kraftige tænder. Foto: Horsens Museum

Der var ingen tegn på menneskets tilstedeværelse i området i denne første del af Allerødtid, men dette billede ændrede sig i periodens yngre del, hvorfra både al den fremkomne flint og rensdyrtakkerne stammer. Der blev under udgravningen desværre ikke fundet flere rensdyrtakker end de fem, der allerede var fundet før jul. Gevirstykkerne repræsenterer råmateriale af højeste kvalitet, og det er vanskeligt blot at betragte dem som bortkastet slagteaffald. At gevirerne var noget særligt afspejles også af, at der ikke blev fundet andre dele af dyrene end netop gevirerne. De bør derfor snarere anses for at være resultatet af en bevidst deponering, hvor takkerne enten er blevet ofret eller udlagt som et depot, der senere skulle hentes op til videre bearbejdning – måske til redskaber som for eksempel harpunspidser eller slagredskaber. De to længste stykker er næsten helt identiske takker fra en hanren, men endnu mangler svaret på, om de stammer fra det samme individ. På begge er sidesprosserne fjernet – hugget eller brækket af. På det ene stykke kan iagttages tydelige bearbejdningsspor efter fjernelse af sidesprosserne, hvorefter geviret omhyggeligt er skrabet rent. De fem rensdyrtakker betragtes som et samlet fund.

 Det var i den samme del af Allerødaflejringen, at al den bearbejdede flint blev fundet, og det er nærliggende at forestille sig, at det var de samme rensdyrjægere, som også slog flint ved bredden af det lille vandhul. Der blev under udgravningen fundet en del bearbejdet flint, som hovedsageligt bestod af afslag og flækker, men også af helt små flintfliser. Det var i begyndelsen uklart, hvordan disse var havnet ude midt i vandhullet. Måske havde man fornøjet sig med at kaste dem ud fra bredden? Eller kunne selve flinttilhugningen være foregået ved vintertide ude på den tilfrosne sø?

Den samlede flintspredning viser, at flinten hovedsageligt lå i vandhullets nordvestlige del, og det var også ved denne bred, at flintens arnested blev påvist i form af en større flintkoncentration, der lå indlejret i et gråt sandlag ovenpå ældre tørv lige på kanten af vandhullet. Flintspredningen var her på blot et par kvadratmeter. Flinten ude i søaflejringerne viste sig i mange tilfælde at være indlejret i nogle sandede tørvelinser. Man må forestille sig, at flinten på et tidspunkt har revet sig løs sammen med flager af tørv, som herfra er drevet ud i søen.

Ligesom flinten nede fra vandhullet var også al flinten fra den nordvestlige bred helt frisk og upatineret, hvilket tyder på, at den ikke har ligget eksponeret på overfladen igennem længere tid, men formentlig hurtigt er blevet dækket af flydeler. Flinten fra de to fundsteder udviser en ensartet karakter, og samlet synes flinten særligt at kunne relateres til fremstillingen af flækker. Fundene omfattede foruden et par flækkeblokke også både produkter og restprodukter fra forarbejdningen af disse. Blandt flækkerne var flere lange, tynde stykker, der vidner om en teknisk dygtig håndværker. Udover den ene skafttungepil var ingen af flækkerne blevet videre forarbejdet til redskaber, men det er nærliggende at forestille sig, at flækkerne netop blev fremstillet med henblik på at lave pilespidser.

Flinteflækker
Flintematerialet relaterede sig især til fremstilling af flækker. De lange tynde flækker blev måske fremstillet med henblik på produktion af pilespidser som den lille og elegante skafttungepil nederst til højre. Foto: Horsens Museum

Flintens samlede karakter og spredning tyder på, at vi har at gøre med en enkeltstående begivenhed. På baggrund af det samlede materiale og de foreløbige undersøgelser kan vi derfor forestille os, at fundene repræsenterer en lille gruppe jægere, som har opholdt sig ved dødishullet gennem en relativ kort periode. Vi må formode, at der i nærområdet også kunne være bestande af andre af periodens kendte arter af jagtvildt, heriblandt elg, men indtil videre kan vi kun med sikkerhed fastslå, at jagten var rettet mod rensdyr.

 Der blev sideløbende med den arkæologiske udgravning udtaget en række forskellige prøver fra dødishullet til naturvidenskabelige analyser, heriblandt pollenanalyser og kulstof-14-dateringer (14C). Endnu er denne del af undersøgelsen kun på et indledende stadie, men forventningen er, at materialet besidder et stort forskningsmæssigt potentiale, som forhåbentlig ikke blot vil kunne belyse nye sider af plante- og dyrelivet i Allerødtid, men også de klimatiske forhold hen imod den koldere periode, Yngre Dryas. Tyrstedudgravningen kan dermed give os et sjældent indblik i en periode af vores fortid, hvorom vi fortsat savner megen viden.

Læs mere