Da himlen faldt ned

St. Helens
Billede af www.imgur.com & www..dangerouspowerofnature.com/2016/03/eruption-mt-st-helen

Vi befinder os i år 10.996 f.Kr. Hele Nordeuropa er befolket af jæger-samlere tilhørende Federmesserkulturen. Hele? Nej, et lille område befolket af ukuelige nordboer holder stædigt og vedholdende stand imod denne mikrolitbærende kultur: de ukuelige var den lille gruppe mennesker i Sydskandinavien vi kalder Brommekulturen. Den var kendetegnet ved brugen af store såkaldte skafttungespidser, som er relativt store projektilspidser af flint, og af få redskaber som skrabere og stikler.

 Goscinny og Uderzos gallere, som vi alle kender så godt, var bange for, at himlen skulle falde ned om ørerne på dem. Det var faktisk sket før. I 10.996 f.Kr. gik Laacher See-vulkanen i Eifel-området, som i dag ligger ikke langt fra de store byer, Confluentes (Koblenz), Treverorum (Trier) og Colonia (Köln), i udbrud, og vulkanaske faldt ned over store dele af Europa – og bogstaveligt talt oven i hovedet på folk der. Overraskende nok er der ikke mange, som i dag ved, at hele Eifel-området er vulkansk. Snarere er søen Laacher See mest kendt for sit rige benediktinerkloster Maria Laach, der troner over den og de dejlige vine, som produceres ikke langt væk i Moseldalen. Men den er faktisk en kratersø, indkranset af en næsten cirkulær krater­rand, en caldera.

 

Caldera
Calderaen, den kraterlignende formation der opstår, når en vulkan synker sammen efter et stort udbrud, ses her ved Laacher See. Foto: Florian Sauer

Udbruddet og dets følger

Med denne skæbnesvangre dag i det sene forår for knap 13.000 siden blev egnen genstand for et af Europas sidste og helt store vulkanudbrud, som samtidig markerede afslutningen på en omtrent 700.000 år lang periode med seismisk og vulkansk aktivitet i området. Vulkanudbrud bliver målt på en skala mage til den kendte Richterskala for jordskælv, dvs. fra 0 til 8, hvor hvert trin er ti gange mere end det foregående. Laacher See-udbruddet, som har ligget på mindst et sekstal, var yderst eksplosivt og kendetegnet af voldsomme brag, kraftige trykbølger og en askesølje, som kan have været op til 40 km høj. Udbruddet kunne høres, mærkes og ses over store dele af Europa.

 Udbruddets nedfald dækkede 1500 km² af nærområdet i aske, i lag mellem 1 og 50 meters tykkelse. Udbruddet førte også til, at den nærliggende Rhin-flod blev stemmet op under udbrudsforløbet. En sø af ganske betydelig størrelse blev hurtigt dannet, og områderne langt op af Rhinen og dens bifloder blev oversvømmet, mens Rhindalen mod nord blev midlertidigt tørlagt. Sandsynligvis allerede under udbruddet brasede dæmningen dog sammen, og en eller flere sedimentfyldte flodbølger strømmede mod Rhinmundingen. I dag findes der aske- og pimpstenslag langs Rhinen, hele vejen fra Laacher See-området til den Engelske Kanal. Også lang tid efter udbruddet må det vulkanske nedfald sandsynligvis have voldt store problemer: Langs Main-floden omkring 50-100 km fra vulkanen findes der klitter, dannet af metertykke aflejringer af vulkanasken. Klitterne er tydeligvis dannet af vinden – sandsynligvis et godt stykke tid efter udbruddet, i den kolde og stormfulde periode, Yngre Dryas, hvor løse askelag igen blev grebet af vinden. Fra nyere tids udbrud i for eksempel Argentina, ved vi, at den slags genophvirvlet aske er lige så irriterende, lige så farlig for dyr, planter og mennesker som den første gang, den dalede ned fra himlen.

VEI
Det såkaldte vulkanske eksplosivindeks (VEI) måler vulkanudbruddenes styrke. Her sammenstilles Laacher See-udbruddet med andre kendte udbrud, hvoraf nogle havde ganske betydelige følge¬virkninger for mennesker, samfund og historien. Foto: Tidsskriftet Skalk

Den farlige aske

Uden tvivl var denne voldsomme begivenhed dårligt nyt, ikke blot for det lokale plante- og dyreliv, men også for datidens mennesker. Men ligesom ved det til sammenligning noget mindre udbrud af Vesuv i 79 e.Kr., så virkede vulkanasken forseglende. Et senistidslandskab med dyrespor, forkullede skove og et væld af arkæologiske fundsteder er derfor mirakuløst blevet bevaret. Vi kender således til nogle af senistidens største og rigeste bopladser, som dem ved Gönnersdorf og Andernach, begge et par kilometer fra krateret, men også til bittesmå pladser – et lille ildsted og en håndfuld flintstykker, måske en frokostpause – som ellers aldrig ville være blevet opdaget.

 Men følgevirkningerne af udbruddet rakte langt ud over nærområdet. Nedfaldsaske fra Laacher See-vulkanen er kendt fra 14 europæiske lande, fra Italien i syd til det nordvestlige Rusland mod nord, fra Pariserbækkenet i vest, til det centrale Polen mod øst. Europa blev skåret over i to af et mørkt slør. Og på trods af samme betegnelse, så er vulkanaske på ingen måde ligesom almindelig forbrændingsaske fra et bål. Vulkanaske er sten revet itu med ekstrem kraft; pimpstenen er tydeligvis sten, men den flyder; nedfaldsasken ligner sne, men den smelter ikke; den er skarpkantet og behæftet med et sammensurium af mere eller mindre farlige kemikalier.

 Som led i et langvarigt forskningsprojekt forankret på Aarhus Universitet er der nu blevet konstateret over 600 forskellige fundsteder med Laacher See-aske i Europa, så nu kan man kortlægge spredningen. Under indsamlingen af alle disse oplysninger er det også blevet klart, at der allerede nu findes en del arkæologiske fundsteder, hvor lagene med redskaber fra den sene istidsperiode er dækket af Laacher See-asken.

 De fleste af denne halve snes fundpladser er små huler under en overhængende klippe, der i fagterminologi kaldes abris (fra fransk: at dække). Nogle af disse findes i Belgien, vest for Laacher See, mens andre findes mod nordøst, i nærheden af den tyske by Göttingen, lige på kanten til det nordeuropæiske fladland. Ved Bettenroder Berg, for eksempel, stikker resterne af disse senistids jæger-samleres måltid og ildsted stadigvæk op i det dækkende askelag, som dér – omtrent 230 km væk fra vulkanen – stadigvæk i dag er mellem 20 og 40 cm tykt. Udover at asken til stadighed faldt tykt i områder selv på denne afstand, så var den her også yderst finkornet og samtidig meget hård. Igennem detaljerede undersøgelser af selve asken og i sammenligning med nyere udbrud og deres økologiske følger har vi kunne påvise, at Laacher See-asken nok førte til både åndedrætsbesvær samt markant øget tandslid blandt dyr og, måske i mindre grad, blandt mennesker. Hvad askens kemiske følgesvende førte til – for eksempel fluorid, som i store mængder kan være yderst farligt – ved vi endnu ikke.

Spredning
Kortet viser spredningen af nedfaldsaske fra Laacher See-udbruddet – fra Norditalien i syd til det nordvestlige Rusland i nord – på tværs af Europa. Datidens jagtmarker i Mellemeuropa blev stærkt påvirket. Foto: Tidsskriftet Skalk

Teknologitabet

De folk, som opholdt sig der dengang, anvendte stensorter til redskaber, som kommer vestfra, samt nogle der blot var lokalt opsamlet. Men de brugte også baltisk flint, og dermed ved vi, at de har været nordpå. Samlet set tyder de forskellige stenarter brugt ved Bettenroder Berg og andre centraltyske fundsteder fra denne tid faktisk på, at områdets floder Main, Fulda, Eder, Werra, Leine og deres mindre bifloder var vigtige forbindelsesruter mellem de relativt tætbefolkede kerneområder i Syd- og Centraleuropa og periferiområder som Sydskandinavien.

 Men askeskyen sejlede lige knapt forbi Sydskandinavien – asken er fundet på Bornholm og som sidste nyt også i Skåne – så hvordan kunne udbruddet mon påvirke folk der? Senistidens jæger- og samlerbefolkning levede ikke i isolation, og det er, set i etnografisk sammenligning, usandsynligt, at det område, der nu kaldes Danmark, dannede territoriet for blot én klan eller lignende. Det er mere sandsynligt, at grupper af jægere opsøgte det sydskandinaviske område på bestemte årstider på jagt efter specifikke ressourcer, som for eksempel baltisk flint, rav, gevirer af kæmpehjort og elg. I tiden efter Laacher See-udbruddet kendes der fra Sydskandinavien den såkaldte Brommekultur, som er kendetegnet ved, som nævnt, store skafttungespidser samt få, men store skrabere og stikler. Og ingen andre typer af stenredskaber. Interessant nok adskiller dette begrænsede typespektrum af redskaber sig noget fra det, vi ser i resten af Europa, hvor redskaberne i denne tid generelt bliver mindre og mindre – ja, næsten mikrolitiske – og hvor typemangfoldigheden udvides. Skønt der findes naturligt forekommende flint af høj kvalitet, i store stykker og tilstrækkelige mængder i Sydskandinavien, så er det dog bemærkelsesværdigt, at for eksempel de slanke pilespidser med rygretouchering, som er så karakteristiske for Federmesserkulturen, ikke er tilstede i Brommekulturen.

 Hvordan kan det forstås? Fra mange etnografiske studier er det kendt, at små isolerede samfund kan miste evnen til materialemæssigt krævende teknologier såsom keramikfremstilling, bådbyggeri og bue- og pilhåndværket. Den gruppe af jæger-samlere, som blev fanget i Sydskandinavien af vulkanudbruddet, og som besluttede at holde sig til dette »refugium«, der netop ikke var påvirket, var ret så lille. Vi må forestille os, at deres traditionelle migrations- og handelsruter mod syd var blevet ødelagt, og at det derved var svært at skaffe de rigtige råmaterialer til for eksempel fortsat at lave funktionsdygtige buer, da tundralandskabets vækster ikke var egnede. Denne teknologi blev opgivet til fordel for kastetræsteknologi, hvor et spyd forsynet med en stor skafttungespids blev slynget af sted med et kastetræ på samme måde, som nutidens hundeejere kaster apportérbolde med en boldslynge. Og de store og ret tunge skafttungespidser er lige netop velegnet til denne teknologi.

Bettenroder lagfølge
Lagfølgen ved Bettenroder Berg-udgravningen. Her dækker et ca. 20 cm tykt askelag kulturlaget fra Federmesserkulturen. Hjortekraniet (ved pilen), som blev efterladt og begravet i asken, kan lige anes. Foto: fra Grothe, K. 8ed.) 1994, Die Abris im südlichen Leinebergland bei Göttingen, Oldenburg

En hypotese

Laacher See-udbruddet faldt sammen med afslutningen af en 2-300 år lang koldfase midt i den ellers rimeligt varme Allerød­periode. Denne koldfase havde nok lagt en del pres på datidens jægere-samlere, som så blev yderligere stressede af det katastrofale og aldeles uforudsigelige vulkanudbrud. Men efter denne fase kom de sidste 200 år af Allerødtiden, der slet ikke må have været så dårlige. Temperaturen steg igen, og Sydskandinavien var med elge, kæmpehjorte, nogle resterende rensdyr samt mindre dyr som bævere, måske et ganske velkomment ly her et godt stykke væk fra de askebelagte områder. Men da Allerødtiden sluttede, afløstes den af den bitterkolde Yngre Dryas-tid, der også blev enden på Brommekulturen.

Flint
En stor skafttungespids og en rygretoucheret spids. Disse genstandstyper bliver ofte anset som indikatorer for de to kulturer – hhv. Bromme- og Federmesserkulturen. Foto: Louise Hilmar, Moesgaard Museum

At Laacher See-udbruddet har påvirket menneskerne i senistidens Sydskandinavien må dog betragtes som en hypotese. I et omfattende projekt, finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, foretages der nye analyser af udvalgte større flintfund fra ind- og udland, for bedre at forstå deres indbyrdes relation. Projektet er desuden i færd med at teste hypotesen om, at bindeledsområdet mellem det kuperede Centraleuropa og det nordeuropæiske fladland inklusive Sydskandinavien, der svarer stort set til den tyske delstat Hessen, blev affolket i perioden efter udbruddet. Udstyret med avancerede forudsigelsesmodeller er vi på jagt efter nye stratificerede abris-fundsteder, som har bevaret både arkæologiske levn fra senistiden samt Laacher See-asken. Logikken er simpel: Hypotesen siger, at der ikke må være spor efter mennesker umiddelbart efter askelaget. Der er ikke blevet gravet endnu, men en netop afsluttet overfladeundersøgelse, et såkaldt survey, har kunnet identificere op til flere lovende lokaliteter, beliggende især i den nordlige del af Hessen. Vi skal om muligt have gravet disse i de kommende år, og resultaterne af disse udgravninger og om de kan be- eller afkræfte affolkningstesen, vil vi holde Skalks læsere opdaterede om.

Forslag til videre læsning:

Felix Riede, Splendid Isolation. The Eruption of the Laacher See Volcano and Southern Scandinavian Late Glacial Hunter-Gatherers. Aarhus 2017.