Danerne og Ravenna - GRATIS ADGANG!

Det har længe været kendt, at de ældste skriftlige kilder om danerne stammer fra 500-tallets midte. Ny forskning har afsløret, at disse ældste kilder knytter sig til en af arvtagerne efter det romerske rige i Vesteuropa, nemlig det østgotiske hof i Ravenna.

Et gammelt forskningsfelt

Spørgsmålet om danernes oprindelse har optaget danske historieskrivere siden middelalderen. Gejstlige i 1100-tallet, med Saxo (ca. 1160-1208) som den nok mest iøjnefaldende, var de første, der interesserede sig for det komplekse spørgsmål herhjemme, og siden middelalderen har interessen været stødt stigende. Oldtidsgranskere som Arild Huitfeldt (1546-1609), Ludvig Holberg (1684-1754) og N.F.S. Grundtvig (1783-1872) forsøgte at besvare spørgsmålet, som selvfølgelig også er blev taget under lup af historikere, filologer og arkæologer, siden disse fag opstod som specialiserede discipliner i løbet af 1800-tallets anden halvdel.

 Trods den store interesse afslører en grundig gennemgang af de ældste skriftlige kilder, hvori danerne omtales, at det ikke er hver en sten, der er blevet vendt. Selvom spørgsmålet om danernes oprindelse har optaget forskere meget længe, har det nemlig været muligt at trække nye informationer ud af kilderne. Af særlig interesse er påvisningen af, at danerne blev omtalt i kilder fra 500-tallets første fjerdedel, der for længst er gået tabt. Og at forfatterne bag disse ældste skriftlige vidnesbyrd om danerne, såvel tabte som overleverede skrifter, kan knyttes til byen Ravenna i Norditalien. Her herskede den østgotiske (ostrogotiske) konge Theoderik den Store (456-526) i en turbulent tid, som kaldes folkevandringstiden.

De første sikre skriftlige vidnesbyrd

Det er i 500-tallet, vi finder de første sikre vidnesbyrd om danerne, da en lille håndfuld historieskrivere i middelhavsområdet og blandt merovingerne i det nuværende nordvestlige Frankrig begyndte at skrive om dem. Disse første direkte udsagn om danerne afspejler i vid udtrækning antikkens forestilling om, at verden langt mod nord var et perifert og barbarisk sted. Man havde samtidigt den opfattelse, at hele verden var omkranset af et stort ocean, og at det senere danske område sammen med Den Skandinaviske Halvø var en ø, der lå i dette ocean på verdens yderste rand.

 Blandt 500-tallets historieskrivere er Jordanes nok en af de mest kendte. En af de mest informative af de ganske få samtidige skriftlige kilder til folkevandringstiden er hans værk De origine actibusque Getarum (Om Goternes Oprindelse og Historie), almindeligvis blot kaldet Getica. Jordanes havde ifølge ham selv gotiske aner. Han skrev en hel del om det perifere Norden, idet det var fra insula Scandza, der må tolkes som Den Skandinaviske Halvø, at goterne ifølge deres egen oprindelsesmyte var udvandret. Denne oprindelsesmyte har givetvis en kerne af sandhed, men det er karakteren af goternes vandring, som siden hen har været heftigt debatteret. Den skal vi dog ikke fortabe os i her. En af grundene til at der i en dansk sammenhæng har været en stor interesse for Jordanes, er hans beskrivelse af danernes imponerende fysiske størrelse og krigeriske fremfærd, som passede perfekt til især 1800-tallets patriotiske og nationalistiske fremstillinger af den tidligste danmarkshistorie.

 Jordanes skrev efter alt at dømme sit lille værk omkring 554, men han var ikke den første til at skrive om danerne. Få år forinden i 540’erne havde Prokopios (ca. 500-560) nemlig skrevet om dette folkeslag i sit værk om den østromerske kejser Justinians krige. Prokopios var en slags sekretær for kejserens vigtigste general Belisarius, og af den grund var han med i generalens følge, når han drog i krig. Ud over detaljerede beskrivelser af Belisarius’ mange felttog rummer Prokopios’ værk også historiske og etnografiske skildringer, der byggede på det, han havde set, hørt eller læst på sine rejser. En af disse skildringer omhandler det germanske folk herulerne og deres hjemstavn Thule, der for Prokopios og mange andre lærde i antikken, folkevandringstiden og middelalderen var et sted i verdens nordlige periferi, og hos Prokopios sandsynligvis identisk med Den Skandinaviske Halvø. Han beskriver to tilfælde, hvor heruliske krigere måtte passere de barbariske danere, lige før de kom til Thule. Ifølge Prokopios havde han informationerne fra nogle mænd, der stammede fra Thule, men hans beskrivelser afslører, at han også må have anvendt skriftlige beretninger om denne del af verden. Disse kilder kan han have fået adgang til, efter Belisarius havde erobret Ravenna fra Witigis, en af arvtagerne til Theoderik den Stores hensygnende dynasti, i 540. Den nysgerrige Prokopios blev herefter ca. et halvt år i Ravenna, hvor han må have studeret byens rige samlinger af håndskrifter.

Theoderik den Stores Ravenna

Theoderik den Store tilhørte en magtfuld østgotisk herskerslægt. I kølvandet på hunnernes invasion af Europa fra øst, som kulminerede med hærføreren Attilas store felttog i årene omkring 450, blev Theoderik udnævnt til guvernør over den daværende romerske provins Pannonien – der svarer stort set til vore dages Ungarn – af den østromerske kejser i Konstantinopel. Theoderik havde tilbragt en stor del af sine unge år i Konstantinopel, hvor han blev formet af romersk kultur. Det rustede ham til at træde ind på den politiske scene, da han returnerede til sin egen slægt i ca. 470, hvor han snart etablerede sig som den stærkeste hersker på Balkan.

 I midten af 470’erne blev Theoderik østgotisk konge, og i slutningen af 480’erne førte han en hær mod Italien, som han erobrede i 493 efter en langvarig belejring af Ravenna. Ravenna blev centrum i Theoderiks rige, der udover Italien og områder på Balkan også snart reelt dækkede det andet goterfolk, vestgoternes (visigoternes) rige. Allerede før Det Vestromerske Riges endeligt i 476, var kejserne begyndt at se Ravenna som alternativ til Rom, og under Theoderik eskalerede udviklingen. Den nye hersker satte sig for at gøre Ravenna til en by, der kunne måle sig med Rom og Konstantinopel. Blandt meget andet blev byens kejserpalads ombygget, og foran paladset blev der opstillet en stor bronzestatue af Theoderik, der symboliserede, at en ny hersker havde taget over, hvor de vestromerske kejsere havde sluppet.

Ravenna var nu hjemsted for en af Europas mest magtfulde herskere, et tilhørende prestigefyldt hof og en administration, der styrerede det vidtstrakte imperium. Herved opstod et dynamisk lærd miljø i byen. Udviklingen blev stimuleret af Theoderiks store interesse for historie og geografi, der udsprang af hans ønske om at legitimere sin magt og sikre sine efterfølgere en plads på den politiske scene. I Theoderiks tilfælde handlede det især om at sammenflette gotiske traditioner med romerske, hvilket blandt andet kom til udtryk i de byggeprojekter, den nye hersker satte i værk i Ravenna. Ambitionen om at legitimere den gotiske dominans i store dele af det tidligere Romerrige affødte også den historieskrivning, der skulle give goterne en glorværdig fortid.

Cassiodorus’ goterhistorie

Flavius Magnus Aurelius Cassiodorus (ca. 490-590) tilhørte en romersk aristokratisk slægt fra Syditalien. Hans far trådte i Theoderiks tjeneste, da den østgotiske hersker havde erobret Italien, og han fik en central position ved hoffet i Ravenna. Cassiodorus assisterede som ung sin far, og da denne trak sig tilbage fra Ravenna til familiens gods i Syditalien, overtog han faderens stilling.

 Cassiodorus’ goterhistorie, der ifølge andre kilder var et værk i tolv bøger, blev skrevet på Theoderiks opfordring, men er desværre ikke bevaret. Vi kender kun til værkets eksistens gennem andre skrifter af såvel Cassiodorus selv som af andre, omtrent samtidige, forfattere, heriblandt Jordanes. Sidstnævnte skriver direkte, at han havde studeret goterhistorien, og at hans eget værk var en slags resumé heraf. For Jordanes var Cassiodorus en autoritet, idet han var en af de første, der havde forsøgt at sidestille goternes historie og status med romernes. Selvom vi ikke kan vide, i hvor høj grad Jordanes benyttede sig af Cassiodorus’ goterhistorie, er det altså muligt, at Jordanes hentede sin viden om danerne fra Cassiodorus. Goterhistorien må have rummet udførlige beskrivelser af det fjerne Norden, fordi folkets oprindelsesmyte havde afgørende betydning for goternes og dermed også Theoderiks identitet.

 At værket blev skrevet på Theoderik den Stores opfordring, betyder ikke nødvendigvis, at det blev til før hans død i 526. Det gjorde det dog givetvis. Men alt vi med sikkerhed ved om dateringen er, at værket blev skrevet før ca. 530. Goterhistorien er altså ældre end både Prokopios’ og Jordanes’ værker, og skal vi tro Jordanes egne ord, kan han meget vel have læst om danerne i Cassiodorus’ goterhistorie. Det indikerer, at man i Ravenna på Theoderiks tid havde en opfattelse af, at danerne levede langt mod nord, nær det Scandza goterne også selv skulle stamme fra. At man vitterligt havde den opfattelse i Ravenna, bekræftes af en yngre kilde.

En yngre kilde om en endnu ældre

Omtrent 200 år efter Cassiodorus havde forfattet sin goterhistorie i Ravenna, skrev en forfatter, som vi ikke kender navnet på, et værk, der senere i middelalderen blev kendt under navnet Ravennatis Anonymi Cosmographia. Byens lærde miljø blomstrede altså fortsat, selvom Ravenna ikke havde samme afgørende betydning som under Theoderik.

 Det, at den ukendte forfatter havde adgang til de rige biblioteker i Ravenna, kan man se bl.a. ved de mange navngivne forfattere, der blev anvendt som kildegrundlag i værket, og som forfatteren må have studeret i byen. En af dem er Jordanes, der bl.a. anvendes som kilde til forhold i Scandza, men forfatteren vurderede faktisk Jordanes som en mindre vigtig kilde til denne del af verden, end andre værker han også havde adgang til. Han nævner i den forbindelse tre historieskrivere, som han karakteriserer som Gothorum phylosophi, dvs gotiske lærde. Deres navne er Aithanarid, Heldebald og Marcomir. Alt tyder på, at disse tre var en del af det lærde miljø i Ravenna under Theoderik, og det er blevet foreslået, at Aithanarid var en slags hofgeograf ved i Ravenna, mens Heldebald og Marcomir fungerede som hans assistenter. I hvert fald må de have bidraget til Theoderiks projekt med at sidestille goterne med romerne, og det viser tydeligt, at man udviste en hidtil uset interesse for de germanske folkeslag, der boede nordpå udenfor det gamle romerriges grænser, herunder danerne.

 I Ravennatis Anonymi Cosmograhia beskrives danerne gentagne gange på en sådan måde, at det klart fremgår, at forfatteren må have benyttet Aithanarid, Heldebald og især Marcomir som kilder. Og i værkets fjerde bog rejser forfatteren f.eks. spørgsmålet: Sed o ubi est Danus?, der oversat betyder: »Men åh, hvem er danerne«? Med afsæt i de tre gotiske lærde forsøger han at besvare spørgsmålet, bl.a. ved at fortælle om landet Dania, der grænser op til saksernes og frisernes lande, og som er Danorum patria, altså: danernes fædreland. Danerne bor altså i Dania, hvilket dermed er den ældste forekomst af vort lands navn. Danerne kendetegnes ved at være et særligt hurtigt folkeslag, hvor der står: super omnes nationes velocissimos profert homines. Men de er dog ikke helt så kloge som deres naboer i syd, sakserne, som det videre hedder. I denne kilde gentages også forestillingen om Norden som et perifert og eksotisk sted, helt oppe ved verdens ende, der var forbundet til goternes oprindelsesmyte.

 

De nye brikker

Da nu danerne blev omtalt i desværre tabte kilder allerede fra 500-tallets første fjerdedel, kan det meget vel være en interessant brik i det komplicerede puslespil om den tidligste danmarkshistorie, hvor vi nok kan forsøge at få brikkerne til at passe sammen, men aldrig vil komme se det fulde billede. Det gælder f.eks. spørgsmålet om den danske rigsdannelse. Her er det interessante nye brikker, at danerne blev omtalt tidligere end Jordanes og Prokopios i nu tabte kilder, og at danerne på tværs af de overleverede kilder, både de mediterrane og merovingiske, fremstilles som et af de mest betydningsfulde folk i Norden i 500-tallet. Blandt andet beskriver biskoppen Gregor af Tours (ca. 539-594) omkring 580 et dansk angreb 60-70 år forinden på det merovingiske rige Austrasien i dele af det moderne Frankrig og Nederlandene, ledet af en dansk konge, som Gregor på latin kaldte Chlochilaichus. Dette er første gang, vi møder en navngiven dansk konge i kilderne. At der skete store forandringer i Danmark på dette tidspunkt, ses især ved arkæologien, hvor der er stærke indicier på, at en rigsdannelsesproces var i gang her i overgangen mellem romersk og germansk jernalder. F.eks. er det på denne tid, at de første faser af Danevirke blev etableret (se Skalk 2017:1) som et sydvendt forsvarsanlæg, og med tilbageførelsen af de første skriftlige kilder om danerne til tiden omkring år 500, bliver netop danerne en oplagt kandidat til dette byggeri. Både anlæggelsen af Danevirke og de skriftlige kilders tilknytning til Theoderik den Stores Ravenna vidner om, at de usikre tilstande i folkevandringstidens Europa sandsynligvis også havde betydning for den danske rigsdannelsesproces på denne tid. Ved at studere den danske rigsdannelsesproces i denne europæiske ramme kan vi måske få den belyst i langt større udstrækning, end forskningen hidtil har formået?

 

Litteratur: Kasper H. Andersen 2017, Da danerne blev danske. Dansk etnicitet og identitet til ca. år 1000 (ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet).