Guldfibulaen fra Tjørring - GRATIS ADGANG!

Fibula rød
Billede af Museum Midtjylland, Maja Theodoraki

Skal man tro dette helt specielle fund og betydningen af den nær ved liggende storgård, så boede der kort efter Kristi fødsel en yderst magtfuld og rig slægt ved Tjørring lidt nord for Herning i ældre romersk jernalder. Det smukke dragtspænde, en såkaldt fibula eller broche om man vil, til en fornem kvinde kom til syne ved en udgravning i 2001.

 

Om guldsmedehåndværket 

Omkring år 70 e.Kr skriver den romerske forfatter og naturvidenskabsmand Plinius den Ældre om lodning af guld: »Blandingen laves med verdigris (ir) af cypriotisk kobber og urin fra en dreng, som endnu ikke har nået puberteten, hertil tilføjes soda«.

Dette er bare en lille del af opskriften på det loddemiddel, som skal bruges til at fæstne hvert lille stykke guldgranulatkugle, eller hver en flettet guldtråd til den pragtfulde guldfibula fra Tjørring. Drengen har nu nok været ret nem at skaffe. De øvrige ingredienser var måske noget vanskeligere tilgængelige. Alligevel må det at skulle skaffe bl.a. kobber, soda og cirka 66 gram guld have været den mindst besværlige del af, hvad det indebar at fremstille guldfibulaen. For selve guldsmedehåndværket er utrolig ambitiøst og kompliceret, og det kan være vanskeligt at forstå, at det overhovedet var muligt at gøre det dengang i Midtjylland kort efter Kristi fødsel.

Fibula rød
Guldfibulaen fra Tjørring. Fibulaen er 7,25 cm lang og 2,2 cm bred. Den samlede vægt af fibula og guldring er 66 gram. Fibulaens ryg er udsmykket med tre bånd af tvunden guldtråd. De to yderste bånd er lavet af to guldtråde, der er tvundet og lagt ved siden af hinanden, så de ser flettede ud. Den midterste er lavet af en noget tykkere tråd, så den fremstår hævet. Fibulaen er fotograferet på en rekonstruktion af Hammerumpigens dragt (se Skalk 2010:5). Selvom Hammerumpigen er lidt yngre end fibulaen, giver det en ganske fin fornemmelse af Midtjysk jernaldersmag. Ekstravagant og meget farveglad. Foto: Museum Midtjylland, Maja Theodoraki

Graven

Smykket blev fundet i en brandgrav, der indgik i en lille, men rig gravplads, som lå i tilknytning til et stort og ganske specielt høvdingegårdsanlæg, som er forskellig fra andre, samtidige danske fund. Knoglerne og de fleste oldsager var lagt ned i et stort lerkar, og hele graven var herefter dækket med marksten. Den lå lidt væk fra de øvrige grave og var, måske med vilje, nedgravet oven i hegnsgrøften til et ældre gårdsanlæg.

 De bevarede knogler var i så dårlig stand, at det ikke var muligt at bestemme, om de stammede fra en mand eller kvinde, og der kunne heller ikke siges noget om den dødes alder. Udover guldfibulaen indeholdt graven en sølvfibula, en sølvnål, to forskellige hestebidsler og en jernkniv. Disse oldsager skal sandsynligvis ses i kombination med andre oldsager, der lå i en ligbålsrest ved siden af graven. Her lå et stykke af det ene bidsel sammen med en jernfibula med indlagt sølvtråd. Oprindeligt må den døde således være blevet begravet med tre fibulaer, og sådanne smykker opfatter vi normalt som en kvindes udstyr. Den gravlagte må altså være en kvinde.

 Oldsagernes høje kvalitet vil i sig selv gøre, at vi må placere kvinden højt i det sociale hierarki i 1. århundrede e.Kr., dvs ældre romersk jernalder. Guldfibulaen er imidlertid så speciel, at den løfter hende op i en international liga af høvdingeslægter, som kan demonstrere deres magt og position ved bl.a. at give eksklusivt udstyr med i gravene. Vi ser denne type grave fordele sig ud over de dele af Nordeuropa, som ikke er besat af romerne, det vil sige primært det nordlige Polen, Nordvesttyskland og Danmark.

 Romersk luksusudstyr er da også i rigt mål til stede i andre grave end på gravpladsen i Tjørring. Hoby-graven på Lolland med de berømte romerske sølvbægre er nok den flotteste af sin art på dansk grund. Men guldfibulaen er sandsynligvis lokalt håndværk, idet formen er af en type, som blev lavet og anvendt i Jylland på dette tidspunkt, blot i andre og mindre kostbare metaller som jern, bronze og sølv.

Fibulaen

Fibulaer er et af de mest foretrukne smykker i jernalderen, og de findes i rigt mål og mange variationer. Den type, som Tjørringfibulaen tilhører, kan være relativt stor og har en karakteristisk knop på ryggen. Spiralvindingerne, som sikrer fjedervirkningen, er typisk dækket af en ornamenteret plade, og nålen, som fæstner fibulaen i tøjet, hviler i en lang nåleholder kaldet en fod. Denne fod er normalt prydet af en plade med gennembrudt smedearbejde. Her adskiller Tjørringfibulaen sig dog fra de øvrige, idet fibulaens fod er ornamenteret med indpunslede ornamentbånd og cirkler.

Fibula rygknap
Rygknappen på toppen af fibulaen er 1,5×1,5 cm stor. Den er fremstillet af tre tvundne guldtråde, der ligger rundt om bøjlen og danner knoppens ydre form. Trådene er holdt op af 25 små guldlænker, der er fæstnet til bøjlen. Forrest er bøjlen beklædt med to ornamentbånd. De to bånd består af en guldtråd lagt i tætte løkker, og i enden af hver løkke er der placeret en lille guldkugle. Foto: Museum Midtjylland, Maja Theodoraki

Det vigtigste ved Tjørringfibulaen er imidlertid kunsthåndværket, og at den er lavet af massivt guld. Analyser af metallet i fibulaen viser, at den består af en legering med relativt meget sølv (cirka 10%) og 1-3% kobber. Det svarer til en lødighed på cirka 22 karat. I ældre romersk jernalder har det guld, vi kender til generelt en lødighed på næsten 24 karat. Det skyldes, at guldet stammer fra romerske guldmønter, som har en meget høj lødighed. Legeringen af Tjørringfibulaen kan derfor meget vel være tilsigtet, da den sikrer, at fibulaen er mere holdbar og bøjlen bevarer sin fjederkraft.

 Med legeringen på plads må guldsmedens næste skridt have været at fremstille den kerne, som bærer alle ornamenterne. Den er forholdsvis simpel, og der er for eksempel bevaret synlige spor efter smedens hammer, men det er også den del af smykket, som har siddet gemt i tøjet.

 Oven på kernen er alle de dekorative elementer loddet på. De består af bånd af flettede guldtråde, en rygknap fremstillet af tvundne guldtråde, og endelig er guldtråden på fibulaens forside kombineret med påloddede filigrankugler.

 Lodningen må være en såkaldt reaktionslodning. Det vil groft sagt sige, at dekorationselementerne er fæstet på kernen ved hjælp af et loddemiddel, der er en blanding af en kobberforbindelse og en organisk lim. Det er dette loddemiddel, som Plinius giver os opskriften på. Ir fra kobber er netop en kobberforbindelse, som er opløst i loddemidlet. Kobber har et lavere smeltepunkt end guld, og kombineret med en organisk lim kan loddemidlet bruges til at »lime« de enkelte dele fast på kernen, og ved opvarmning kan kobberet i loddemidlet gå i forbindelse med kobberet i guldet og derved fæstne dekorationen.

 De enkelte dekorative elementer findes på andre guldsmykker fra samme periode, både på de såkaldte guldberlokker og kransformede filigranperler. Det er smykkeformer, som kendes i de samme områder, hvor vi finder de føromtalte rige grave, altså Danmark, Nordvesttyskland og det nordlige Polen. Idet guldsmedefaget næppe fandtes lokalt, må vi forestille os, at en gruppe af dygtige guldsmede har rejst rundt til en kræsen kundekreds. I guldfibulaen fra Tjørring ser vi alle de fornemste teknikker anvendt til perfektion. Så fibulaen er et rent mesterstykke, lavet til en person fra det allerøverste samfundslag.

 Guldfingerringen, som sidder på nålen, er også interessant, men vanskelig at tolke. Sådanne ringe af guld fra ældre romersk jernalder finder vi meget sjældent, men de forekommer i de absolut rigeste grave. Fra det samlede fund ved Tjørring kender vi imidlertid til tre glatte guldfingerringe samt en såkaldt ormehovedring. Denne ormehovedring, som dateres kort før 200 e.Kr., er faktisk den største i Norden og vejer hele 71,6 gram. Den består af seks stiliserede slanger eller drager, som slynger sig omkring bærerens finger.

 Når guldfingerringen og fibulaen er samlet, som de er, kan kvinden ikke have båret dem, da hun blev brændt på ligbålet, hvilket i øvrigt også ville have delvist smeltet og deformeret smykkerne. De kan naturligvis være samlet i forbindelse med den efterfølgende begravelse, men der er ikke sikre spor af, at de har været med på bålet.  Man kan naturligvis forestille sig, at det er den måde, hun normalt opbevarede sine absolut mest værdifulde smykker på i f.eks. et skrin. Der kan også være tale om et helt specielt ritual, der ligger bag fundet. Men måske er det blot en helt almindelig og praktisk handling, vi er vidne til, idet man ikke har kunnet få sig selv til at destruere et så værdifuldt, ekstravagant og personligt smykke.

En forbindelse til Centraleuropa?

I hele det nordvestlige Europa findes der kun ét yderligere fibulafund af massivt guld fra denne periode, og det stammer fra en umådelig rig kvindegrav fra Profen ved Leipzig. Det var også en brandgrav, og kvinden var stedt til hvile med ikke mindre end 430 gram guld, herimellem såkaldte guldberlokker, armringe og ikke mindre end to guldfibulaer. Begge med fingerringe af guld på nålen. Disse i alt fire dele var i graven samlet til en lille klump af smykker. Fibulaerne fra Profen er imidlertid ikke så rigt ornamenteret som Tjørringfibulaen, men grundformen er blot en lille variation af samme tema, og de må derfor være omtrent samtidige.

Profen
Guldfibulaerne fra den rige grav ved Profen. Kvinden var kremeret og begravet i en bronzeurne som, ud over flere andre oldsager, indeholdt i alt 420 gram guld, bl.a. guldarmringe- og berlokker. Foto: LDA Sachsen-Anhalt, Juraj Lipták

Der er næsten 600 km mellem Tjørring og Profen, men ikke desto mindre knyttes de to fund sammen af både datering, socialt lag og måde, de er samlet og nedlagt på. Og det uanset om det drejer sig om en speciel måde at opbevare smykkerne på, et led i et specielt ritual, eller noget ganske almindeligt dagligdags praktisk.

 Spørgsmålet ligger lige for, om man kan forestille sig, at disse høvdingeslægter var så »globaliserede« og stod hinanden så nær kulturelt, at de delte handlemåder eller ritualer over så store afstande? At det er de samme tanker og følelser, som for eksempel har rørt sig i en tjenestepige eller en slægtning, når de gjorde deres frue eller familiemedlem klar til ligbålet og den efterfølgende begravelse, uanset om det skete i Midtjylland eller det centrale Tyskland?

Lønnepigen
På Lønne Hede lige syd for Ringkøbing Fjord udgravede man i 1969 en højest interessant kvindegrav. Kvindens klædning, her på model, kunne rekonstrueres, både vævningens mønstre, og klædningens smukke blå farve (se Skalk 1971:3). Kvinden var bl.a. begravet med tre fibulaer, brocher, to af bronze og en af sølv, hvor sølvfibulaen af type minder meget om den af guld fra Tjørring. De to af bronze har sandsynligvis samlet dragten ved skuldrene, mens den af sølv har siddet på brystet øverst på kjolen og dannet fine folder i stoffet. (Red.) Foto: Sagnlandet Lejre, Ole Malling
Læs mere