Ørnene kommer

SK0617-032_titelbillede_havorn.jpg
Billede af Per Schans Christensen
Bue og pil er et af de ældste jagt- og krigsvåben, vi kender. Fra tusindårige gamle hulemalerier af jagtscener kender vi brugen af et af verdens enkleste våben: en kæp med en snor, der trækkes tilbage og bruger den lagrede energi til at skyde en pind med en spids afsted.

I Danmark er de første spor af brugen af bue og pil fra ældre stenalder. Buerne er flade og brede med tydeligt håndgreb og fremstillet af elmetræ. De kendes fra vådområder som Holmegårds mose på Sjælland og fra undersøiske pladser som Tybrind vig, Ronæs skov og Hjarnø. Der er også fundet hele pile på stenalderpladserne. De er lavet af fyrretræ, ask eller kvalkved og er ret lange, ofte ca. 1 m i længden. Bue og pil er effektive jagtvåben. Urokserne fra Vig og Prejlerup i Odsherred, hvor pilespidserne stadig sidder fast i knoglerne, vidner da også om, at man gav sig i kast med endog de allerstørste byttedyr. Samtidigt viser fund af køllepile, dvs. pile med stærkt fortykket spids, at man også jager småfugle og pelsdyr.

Skalk_SK0617s01.jpg
Bueskytter fra Prindsens Hverving, Sagnlandet Lejre, demonstrerer deres færdigheder. Foto: Ole Malling, Sagnlandet Lejre

Det er ikke kun dyr, der falder for bueskyttens pile, for bue og pil er også et af de ældste krigsvåben, vi kender. En mand fra Porsmose på Sydsjælland fra omkring 3500 f.Kr. er en af de første uheldige, der beviseligt er dræbt med bue og pil. Han blev ramt af en smal benpil gennem næseregionen, mens en anden pil gennemborede hans brystben. Og ca. 1000 år senere kom en mand fra Gjerrild på Djursland galt af sted – her blev pilespidsen fundet siddende i brystbenet, mens en anden pil må have ramt hoften. Begge mænd blev altså ramt af flere skud, hvilket ikke tyder på, at der er tale om en ulykke. Det er også netop fra bondestenalderen, vi har fundet de første krigspile: smalle spidser, der prioriterer indtrængning højere end de skærende, brede jagtspidser, hvor byttet skal forbløde hurtigt. Det er dog stadig et åbent spørgsmål, hvor stort et omfang konflikterne har haft i yngre stenalder i det nordlige Europa. Det er først midt i bronzealderen, omkring 1200 f.Kr., at vi finder sporene af større slag, hvor bue og pil har været anvendt som krigsvåben. I Tollense dalen i det nordøstlige Tyskland er der gennem de sidste 30 år dukket våben og menneskeknogler op. Nyere udgravninger har afdækket omkring 100 personer, hvoraf hovedparten er mænd i 20-40 års alderen. Mange af knoglerne viser spor af dødelig vold, og i flere tilfælde har en pil ramt armen eller hovedet på en fjende.

Vimosepil
En smuk, tresidet pilespids af tak fra Vimose med hak ved odden efter at have ramt en ringbrynje. Foto: Pia Brejnholt, Nationalmuseet

I starten af jernalderen er det småt med fund af bue og pil i Nordeuropa, og i våbenofferfundet fra Hjortspring, ca. 350 f.Kr., er bue og pil slet ikke repræsenteret som krigsvåben. Selvom man igen begynder at lægge våben i grave i den sene førromerske jernalder fra ca. 150 f.Kr., er bue og pile stadig ikke en del af våbenudstyret. Det er først fra starten af 200-tallet e.Kr., at bue og pil igen dukker op som krigsvåben. De store våbenofferfund som kendes fra Illerup Ådal, Nydam og Ejsbøl mose i Jylland og Vimose og Kragehul mose på Fyn har givet os vigtige vidnesbyrd om udviklingen af bue og pil som krigsvåben. Der er fundet over 100 buer og langt over 1000 pile fra disse mosefund fra yngre romersk jernalder (150-375 e.Kr.). Det har givet os mulighed for at se udviklingen af bue og pil som krigsvåben fra dens første optræden som kuriøst indslag i hærene i starten af 200-tallet, til brugen af bueskytter som en særskilt, specialiseret hærenhed fra midten af 200-tallet til godt op i ældre germansk jernalder i 400-tallet.

De skandinaviske buer fra jernalderen er langbuer – oftest fremstillet af udspaltet takstræ med D-formet eller rund-ovalt tværsnit, hvor håndgrebet løber i ét med buens ben. De er forløbere for middelalderens berømte engelske langbuer, der kendes fra slagene ved Crécy, Poitiers og Agincourt, men jernalderens langbuer er spinklere og har ikke helt det udprægede D-formede tværsnit, som kendetegner de senere engelske langbuer.

Pilehøvl
En ca. 25 cm lang specialhøvl til fremstilling af pileskafter. Høvlen er fremstillet af buksbom og er fundet i Vimose nordvest for Odense. – Tegning: Magnus Petersen i Conrad Engelhardts bog om Vimosefundet fra 1869, Fig. 31. Foto: Magnus Petersen

Pilespidserne er lavet af jern eller af ben, dvs. knogle eller tak. I starten af 200-tallet findes mange forskellige typer af pilespidser, men efterhånden bliver variationen mindre, således at der fra ca. 250 e.Kr. næsten udelukkende bruges lange, sømformede pilespidser af jern. Det er specialiserede krigspile, der trænger dybt ind i kødet, og de ca. 4×4-6×6 mm brede spidser er smalle nok til at gå igennem ringbrynjernes ringe. En smuk benpilespids fra Vimose har et lille hak ved odden, der netop viser, at den har været skudt mod en ringbrynje. Omkredsen over hakket er 5 mm, og det svarer til de smalleste ringe på ringbrynjer fra Sydskandinavien på den tid. Det er præcis denne type skade, der kendes fra eksperimentelle skydeforsøg mod ringbrynjer.

Pil - opbygning
Skitse af et pileskaft. Fanerne er stillet en smule skråt, hvilket giver pilen en roterende, stabiliserende flugt i luften. Foto: Lars Foged Thomsen, Moesgaard Museum

Det våde og iltfattige miljø i moserne har også bevaret pileskafterne, og det er ganske usædvanligt. Selvom vi kender enkelte pileskafter fra stenalderen, er det slet ikke sammenligneligt med de over 1000 pileskafter, der er fundet i våbenofferfundene. Hvor stenalderpilene kunne være op til 1 m lange, er pilene fra ældre jernalder sjældent længere end 75 cm. De er fremstillet af udspaltet fyrre- eller hasseltræ, men der er også skafter af asketræ og et par andre træsorter som birk, lind og benved.

Når en pilemager skulle fremstille en pil, valgte han eller hun først en stamme, som blev flækket og spaltet op i mindre stykker. Pilemageren har specialfremstillede høvle til at glatte pilene, hvor furen i høvlens sål passer med den ønskede diameter på pilen. Pilespidsen skal derpå fæstnes til skaftet, og her var der to muligheder alt efter, om man havde en pil med skæftningsdel (tange) eller en pil med dølle. Ved tange-pile spalter pilemageren skaftets forende og indsætter tangen, og derefter vikler han snor eller sene tæt henover spalten. Beviklingen holder både pilespidsen fast i skaftspalten, og beskytter i nogen grad skaftet mod at flække yderligere. Hvis pilemageren skal montere en døllespids, laver han ofte en lille afsats rundt om pilens forende, så døllens diameter passer præcis med pileskaftets diameter. Døllepilen bliver fæstnet til skaftet med en nitte, der oftest er af jern, men den kan også være af træ. Det ses på flere pile fra Illerup, Vimose og Nydam mose, at man f.eks. har brugt en torn fra slåen- eller hvidtjørn som nitte.

Pilemageren møder lidt større udfordringer, når han skal i gang med bagenden af pilen. Allerede da han høvlede pilen i form, lod han den allerbagerste del af pilen stå lidt tykkere end resten. Her er nocken, hvor buestrengen hviler. Han laver også et forsænket leje til styrefjerene eller fanerne, som de hedder. De bliver fæstnet med generøse mængder af tjære, og derpå går pilemageren i gang med den omhyggelige snøring. Først kommer et par tætte viklinger for at fæstne snoren, derpå laver han en spiralformet bevikling med løsere vindinger henover fanerne for at holde dem på plads. Til sidst afslutter han med et par cm med meget tæt bevikling, der først ender på selve nocken.

Pileskaftende
Bagenden af et pileskaft af fyrretræ fra Illerup Ådal ved Skanderborg med tydelige aftryk af faner og bevikling i tjæren. Foto: Moesgaard Museum

I dag er vi glade for, at pilemageren brugte så rigelige mængder af tjære til at fæstne styrefjerene. Man kan nemlig se aftryk af styrefjerene i tjæren. I dag bruger sportsskytter tre faner på deres pile, men i jernalderen var fire styrefjer langt det mest anvendte, selvom der er eksempler på pile med henholdsvis tre eller fem faner. I både Illerup Ådal, Vimose og Nydam mose er tjæren så velbevaret, at man har kunnet identificere, hvilken fugl der har lagt fjer til jernalderens pile. Man kunne tro, at det drejede sig om gåsefjer, som man kender det fra senere tider, men i alle de tilfælde, hvor man har kunnet identificere arten, er styrefjerene lavet af fjer fra: havørn!

SK0617-032_titelbillede_havorn.jpg
Havørn Foto: Per Schans Christensen

Havørnen er Nordens største rovfugl med et vingefang på 2,5 m og en vægt på op til 7 kg. I dag er havørnen et sjældent syn, men i jernalderen var den forholdsvis almindelig i Sydskandinavien. Der er fundet knogler af havørn på en række af de større handelspladser fra jernalderen; til tider som et indfattet kloled, der har været brugt som smykke eller amulet. Det er næppe et tilfælde, at krigspilene er forsynet med styrefjer fra en så imponerende fugl som havørnen. I den romerske verden var ørnen et symbol på den øverste gud Jupiter og dermed magt og findes ofte afbildet på militært udstyr – mest kendt er de romerske legioners standarter med de gyldne ørne. I den nordiske mytologi er ørnen en krigsfugl, som følger hærene på vej. Måske var det netop ørnens symbolværdi som krigsfugl, der fik bueskytterne i jernalderen til at bruge fjerene på deres pile? Og måske mente man, at pilene fik ørnens hurtighed og styrke, når fanerne var fra havørn? Når man skyder mange pile af sted på én gang, lyder der en hvislen, som kan minde om ørneskrig. Kunne man forestille sig, at pile med ørnefjer blev til huggende ørne, man sendte mod fjendens hær? En pileregn er både effektiv og dødelig, og en velanbragt pileregn kunne vende krigslykken. I så fald ville man rent faktisk med J.R.R. Tolkiens ord fra Hobbitten og Ringenes Herre kunne have hørt advarselsråbet over jernalderens kamppladser: »Ørnene kommer!«

Læs mere