Worsaaes Ø

September 1859 var Worsaae gæst hos kammerherre Jørgen Wichfeld på dennes gods Engestofte ved Maribo. Herfra foretog man ture i omegnen, som Worsaae beretter det i et brev til sin kone: »Til sidst landede vi på en lille ø, som i den tørre sommer er kommet frem ude på Maribo Sø. Tænk dig, hvor det var interessant for mig, at vi her i en halv times tid samlede en hel mængde rå flintøkser, flintflækker og andre flintredskaber ganske af samme art som dem, jeg forhen har fundet i østersdyngen. — Jeg var overordentlig lykkelig derover, især da jeg i strandkanten langs søen opdagede adskillige lignende stenredskaber. Ved bordet lod Wichfeld bringe champagne og udbragte på en meget net måde min skål —. Wichfeld er næsten lige så glad som jeg over vore nye oldsager. Det vil blive et nyt fremstød for vor arkæologi«. (Fig. 1)

Som det fremgår, var Worsaae stærkt optaget af fundene på øen, og det havde sine grunde. En halv snes år tidligere var man blevet klar over, at de større og mindre skaldynger, som findes her og der ved vore kyster, ikke, som man ellers havde ment, var naturens frembringelser, men »køkkenmøddinger«, det vil sige ophobninger gennem lange tider af menneskelige måltidsrester og andet affald, heriblandt kasserede stenredskaber. Æren for denne opdagelse må vistnok deles nogenlunde ligeligt mellem Worsaae og zoologen Japetus Steenstrup, i hvert fald var de på dette punkt enige, men hvad angår opdagelsens konsekvenser, havde de afvigende opfattelser. Sagen var den, at de flintsager, man fandt i skaldyngerne, var helt anderledes, langt grovere og mere primitive end dem, man kendte fra dysserne og jættestuerne - de måtte, mente Worsaae, stamme fra en ældre tid, hvorfor han foreslog en deling af stenalderen i et ældre og et yngre afsnit. Steenstrup derimod antog, at de to redskabssæt var samtidige; de repræsenterede blot to forskellige sider af den samme befolknings virksomhed. Foreløbig samlede de to parter skyts mod hinanden, og i bopladsen på øen havde Worsaae skaffet sig et vigtigt våben: en køkkenmødding uden skaldynge. De rå flintredskaber var altså ikke udelukkende et kystfænomen.

Dagen efter vendte Worsaae tilbage til øen, herom fortæller han i et nyt brev til fruen. »Efter at jeg havde arbejdet et par timers tid, arriverede to både med damer og herrer fra Engestofte. Foran i den ene båd vajede et dannebrogsflag med en firkantet hvid træplade, hvorpå jeg til min forundring opdagede: »Worsaaes Ø, den 18. september 1859« malet med store bogstaver. — Kammerherren holdt derpå en net lille tale til mig, hvori han navnefæstede øen, idet han beklagede, at du ikke kunne være til stede. Han sluttede med at overanvorde øen som et antikvarisk mindesmærke til fremtidig fredning under inspektionens tilsyn, og til et synligt tegn overgav han mig stangen med flaget. Under almindelig munterhed tog jeg stangen og udbragte derefter en tak og et leve for øens opdager og for inspektionen og min tilkommende lensherre, kammerherre Wichfeld. Vi råbte hurra så det dundrede efter, og stemningen var meget livlig«.

Kun godt en måned senere kunne Worsaae i et foredrag holdt i Videnskabernes Selskab præsentere sit nye fund. Hans tvedeling af stenalderen blev dermed underbygget, og det varede ikke længe, før den var almindeligt anerkendt. Her som så ofte både før og senere fik han tingene sat på plads; et mere nuanceret billede af oldtiden blev resultatet af hans virke. Nogen ydmyg videnskabens tjener var han ikke, han elskede at blive feteret, som det så tydeligt fremgår af Lollands-brevene. Den lille menneskelige svaghed tilgiver man ham gerne. Han fik sin ø, og den er ham vel undt.