Waterloo

Det drejer sig om et nærmest trompetformet glas, en lille halv snes centimeter højt, lidt revnet og skåret i randen. Nederst ses en tætstillet facetslibning og derover en diamantslebet bort med liggende halvmåneformede figurer, på siden står et kronet N. Til glasset hører et træetui med påhængslet låg, der kan lukkes med en knaplås. Det er helt beklædt, udvendig med rødt safian, indvendig med lilla velour, langs kanterne med grønt papir. Forgyldte borter og ornamenter pryder siderne, mens låget smykkes af en, ligeledes i guld præget, kronet ørn. Et glas til rejsebrug åbenbart, ikke helt almindeligt, men det var manden, der ejede det, heller ikke.

Hvem denne var, fremgår af et brev, der har siddet indstukket i glasset, efter alt at dømme i mere end hundrede år. Det er fra proprietær Danquart Neergaard, Lille Grundet ved Vejle, og dateret 31. marts 1872. Han forespørger museumsdirektøren, den bekendte arkæolog J. J. A. Worsaae, »om Rosenborg vil optage i sine samlinger et af min afdøde kone og mig særdeles kært stykke, nemlig kejser Napoleon d. 1. tidligere tilhørende mundglas«. Et mundglas er et glas til personlig brug, men det ved museumsdirektøren naturligvis, så Neergaard beretter videre, hvordan glasset er kommet i hans besiddelse: »Under slaget ved Waterloo blev kejser Napoleons vogn erobret af et preussisk jægerkompagni og vognens kostbare indhold delt mellem kompagniet. Hauptmann Palm fik dette glas, som han forærede generalmajor, friherre L. A. W. af Lützow, han anførte som preussisk major det Lützowske Frikorps eller »De sorte husarer« (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). General Lützow gav glasset til nu afdøde lensgreve Ahlefeldt-Laurvigen, fra hvem det er kommet til mig«.