Wasa’s korte togt

I august 1963 stod der i dagspressen en notits om begravelsen af en del af de omkomne fra skibet Wasas forlis d. 10. august 1628. Rejsens ende for dem. Skibet selv er nu en af Stockholms mest besøgte seværdigheder og kappes i berømmelse med vikingeskibene fra Oseberg og Gokstad. Hvorfor? Er det en kortlivet sensation, eller har det mere at bringe den besøgende? Lad Wasa tale for sig selv.

Det regner i Stockholm, vedholdende og tæt. Vandet skyller mod en, omslutter en, som gik man på bunden af Mälaren. Våde havfruer i blanke regnfrakker strømmer forbi, og det grå, regnslørede lys giver dagen et skær af uvirkelighed. »Wasavarvet« står der i klar nutidig skrift over indgangen til et stykke moderne arkitektur, der let og elegant i linjerne, men virkelighedsnært nok skyder sig ud i Mälaren. Inde bagved glider landjord og åremål væk under fødderne på en, indtil man står på havbunden i 1600-tallet.

Frem af den vandperlende dis toner et orlogsfartøj og rejser sig i 10 meters egetømret vælde foran en, dæk over dæk. De mørke, næsten sorte egeplanker frønner på overfladen, men der er ikke langt ind til det faste, friske træ. Og skønt øverste dæk mangler, masterne er fjernet og agterstavnen lidt medtaget, har man ingen fornemmelse af at stå over for et vrag. Det er ikke svært at forestille sig den unge Wasa, regalskibet, den sidste nybygning i Gustav II Adolfs voksende flåde.

Det var en af de første erfaringer, den unge Gustav Adolf gjorde ved sin tiltræden som Sveriges konge i 1611, at den svenske søkrigsstyrke måtte forøges og gøres stærkere. At Sverige tabte Kalmar-krigen skyldtes bl.a. den danske flådes overlegenhed. I de følgende år voksede den svenske flåde støt trods de store krav, der stilledes til den i krigene østpå. Imens havde i Danmark Kristian IV med ringe held grebet ind i 30-års-krigen. Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg oversvømmede Wallensteins styrker Jylland, og Wallenstein selv drømte om inden længe med sin nyoprettede flåde at beherske Østersøen. Det var en trusel, der tvang de nordiske fjender sammen igen. Hverken Danmark eller Sverige ønskede handelen behersket af det habsburgske kejserdømme. Der blev truffet en aftale, hvor det blandt andet blev bestemt, at Sverige om fornødent skulle stille en styrke på otte skibe til rådighed for Danmark. Åbenbart var den svenske flåde kommet sig.

At netop Wasa skulle indgå i denne styrke, foreligger der vel ikke noget om. Men inden kongen i maj 1628 drog tilbage til krigen i Preussen, gav han ordre til, at fem af flådens største skibe fuldt rustede skulle ligge som beredskabsstyrke i skærgården uden for Stockholm, således at de »på den tid og time, Vi måtte ønske, kunne gå til sejls til hvilket sted Vi da forordner og bestemmer«. Alle fem skibe var regalskibe, som flådens største skibe benævntes. Et af dem var Wasa.

Wasa var et af de største skibe, den svenske flåde endnu havde bygget. Det var på ca 1300 tons og blev påbegyndt i 1626 af kongens førende skibsbygmester Henrik Hybertsson; han døde imidlertid, inden skibet var færdigbygget. Tegninger for bygmesteren at gå efter brugte man på den tid ikke, man havde et såkaldt bestik, d.v.s. en tabel over skibets vigtigste dimensioner. løvrigt brugte mesteren sin erfaring og sin »kunst«. Efter mester Henriks død har hans næstkommanderende ført arbejdet videre. Sommeren 1628 var skibet færdigt til at tage ballast og udrustning om bord. 64 kanoner fordeltes på de to batteridæk. Heraf var langt over halvdelen 24-punds-stykker af bronze, støbt netop med henblik på Wasa. Også ammunition og proviant for en længere rejse stuvedes på de nederste dæk. Endelig i august var Wasa klar til at stå havnen ud. Solen blinkede i guldet på gallionsfigurens løvemanke og i de friske farver på det med udskæringer overdådigt smykkede agterskib, på kanonportenes løvemasker og deres rødmalede indramning. Fra master og rig smeldede flag og vimpler i den lette brise, stormastens næsten 49 m over kølen.

Imens ventede syd for Østersøen Gustav Adolf utålmodigt på melding om, at Wasa havde sluttet sig til den stærkt formindskede beredskabsstyrke i skærgården. Det blev et andet budskab, kongen modtog.

»Stormægtige konge, allernådigste herre« skriver rådet d. 12 august 1628. ».. Forgangen søndag, såsom sagt er, strax efter aftensangen klokken mellem 3 og 4 lagde skibet af med behørig ballast, kanonerne vel surrede og alt tilbehør. Var vinden til syd-sydvest med sagte stille vejr, og om bord Erich Jönsson, capiten Söfring og gamle Hans Jansson. Da de havde taget sig ind under bjerget hejsedes begge mersesejl med mesanen og de skød løsen. Gik skibet dermed fort ind om Tranboderne, og da det kom udi bugten ved Teglvigen kom noget mere vind i sejlene, og det begyndte strax at hælde meget til læbord, men rettede sig noget op igen, indtil det kom imod Beckholmen, hvor det aldeles faldt på siden og vandet kom ind gennem kanonportene, til det så sagte gik i grund med stående sejl, flag og alt, hvorvel merseskøderne var løse. Der kom strax mange både didud, men der var ingenting at hjælpe…«