Vorbjerg

I den tidlige jernalder tog de danske gravhøje en pause. Deres storhed havde de haft i ældre bronzealder, men da ligbrændingsskikken vandt indpas, svandt de – bortset fra enkelte pragteksemplarer i størrelse, og de småtuer, man udstyrede de afdøde med i århundrederne før Kristi fødsel, fortjener næppe navn af høje. Så vendte strømmen imidlertid; i romertiden kom gravhøjene igen, nu og da i grupper af virkeligt format. En af de flotteste, vi kender fra denne periode, ligger ved Vorbjerg i Underup sogn nordvest for Horsens.

Af Harald Andersen

Vorbjerg betyder noget i retning af »bakken, hvor der holdes vagt«, og bakkedraget med oldtidsminderne har virkelig været velegnet, når det i ufredstid gjaldt at opfange havnenes faresignaler. Højene er ni i tal og ligger i en langstrakt formation, der nogenlunde følger bakkekammen. Størrelsen er forskellig, men flere er virkeligt store, med højder omkring og over fire meter. To af disse sidste er udgravet i gammel tid, men af folk, som – skønt amatører i udgravningsfaget – vidste, hvad det drejede sig om.

Udgave: Skalk 2003:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.