Von Melles gubber

De mærkelige guldgubber – de små, papirtynde guldblikbilleder fra germanske jernalder – tiltrak sig tidligt lærdes opmærksomhed. Møntforskeren Otto Sperling omtalte 1700 et norsk fund i det kongelige kunstkammer i København. Den fremmedklingende betegnelse stammer fra den svenske antikvar N. H. Sjöborg, som 1791 beskriver et skattefund fra Ravlunda i Skåne. Samtidig omtaler han nogle “udskårne guldplader, som af dette steds indbyggere kaldes guldgubbar, og som kan findes i sandet, når det blæser op” (oversættelse fra latin).

Billede

Den lærde Lübeckerpræst Jacob von Melle udgav 1725 et lille latinsk skrift med titlen (i oversættelse): “Lille studie i de guldbilleder, der pløjes op af markerne på Bornholm, en ø i det baltiske hav”. Forfatteren ønskede, “at det kan blive kendt for den lærde verden, hvorledes de er bragt til veje, og for at give arkæofilerne lejlighed til at diskutere, hvilken brug bornholmerne i sin tid har kunnet gøre af dem”. Guldgubberne har lige siden været genstand for fascination og omgivet af ubesvarede spørgsmål, først og fremmest om deres anvendelse og om motivernes tolkning (se Skalt 1987:2 og 1997:3).

I von Melles skrift gengives – for sin tid uhyre nøjagtigt – en snes guldgubber, suppleret med omhyggelige beskrivelser. Fundforholdene belyses indgående med oplysninger fra “en bornholmsk ven” – velsagtens en præstekollega. Intet tyder på, at bogens forfatter selv har været på klippeøen.

Von Melle opfattede selv guldbillederne som husguder af samme art som de romerske, altså som tilhørende den private religionsudøvelse. At guldfyrene har spillet en rolle i religionen, er stadig et godt bud, men i dag er man mere tilbøjelig til at placere dem i en form for offentlig sammenhæng.

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 1998:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.