Vognen og vikingerne

I forrige århundrede udgravedes i Hvilehøj ved Randers en fornem kvindes grav. Dateringen kan for en gangs skyld ikke diskuteres, hun havde den så at sige om halsen: en sølvmønt fra 900-årene anbragt blandt perlerne i en kæde. Klædt i en kostbar pelskantet dragt med sølv- og guldindvirkede silkeborter var hun lagt på et leje af dunpuder. Ingen tvivl om velstanden. Men resterne af kisten gav anledning til spekulationer. De bestod af en mængde klinknagler og søm i nogenlunde parallelle rækker, nogle vinkelbeslag ved enderne og omtrent midt for langsiderne et par ringe, alt af jern. På nogle af naglerne sad rester af uld, der har været brugt til tætning af plankernes sammenføjninger, men af træet var kun småstumper tilbage. Der fandtes ingen hængsler eller lukkebeslag eller overhovedet noget, der så ud til at være levn af et låg. Udgraveren tolkede det fundne som en slags ligbåre med sidestykker, men ikke alle var enig med ham. Hvorfor skulle en båre have sidekanter? De tydede snarere på en egentlig kiste. I de følgende år kom der flere tilsvarende fund, og diskussionen gik livligt.

Forsvarere for kisteteorien kunne henvise til en meget berømt af slagsen: den kiste, der ved udgravningen 1820 blev fundet i den nordlige Jellinghøjs gravkammer, og som ganske vist straks gik til grunde, men kendes fra en samtidig beskrivelse. Den omkring to meter lange kasse »lignende en rund kuffert«, var sammensat med klinknagler og »digtet med hårfletninger i bunden«. Låget, der bestod af to halvrunde fjæle, var ligeledes tættet med hår. På siden sad to jernringe. Her var altså en kiste, som bortset fra låget mindede ikke så lidt om eksemplaret fra Hvilehøj. Sagen syntes klar nok. Diskussionen og dens udgangspunkt gik i glemmebogen.

Så gik der mere end et halvt århundrede, inden et nyt prominent fund gav sit besyv med. Det var gravpladsen ved Fyrkats vikingeborg. Efteråret 1954 var stedets faste udgraver Svend Søndergaard i fuld gang med undersøgelsen af en usædvanlig rig og veludstyret kvindegrav. Den var vældig kompliceret på grund af det meget gravgods og især de umådeligt mange jerndele fra kisten – hovedsagelig klinknagler i parallelle langsgående rækker, men også en del søm. Naglernes placering viste, at kisten havde haft buet tværsnit. Af låg fandtes ingen rester. Søndergaard var meget optaget af graven og gjorde sig mange spekulationer over kistens konstruktion. Men ved juletid gik der et lys op for ham. Han havde som gave fra lederen af Fyrkat-udgravningen, C. G. Schultz fra Nationalmuseet, fået en bog om berømte vikingetidsfund, således det norske Osebergskib, der blandt meget andet også indeholdt en velbevaret vogn (Fig. 1). Søndergaard indså, at hvis Osebergvognens fading, der ligger løst på vognbukkene, stod alene og rådnede væk, så ville de ting, der blev tilbage, stort set svare til det, han havde fundet i Fyrkatgraven. Osebergfadingen har nærmest vuggeform. De rette gavle forbindes af ni langsgående planker, der mødes i skråt affasede kanter, så at overfladen bliver glat.