
Vogn og vej
Fru Else Krognos til Bjørnholm på Djursland blev i 1445 inviteret til kongebryllup. Brudgommen var en lykkelig Christoffer af Bayern, der på invitationen tilføjede: »Kom og gør Eder glad med os og deltag i optoget med Eders bespændte karm og fagre heste og veludrustede svende«. Fru Else var gift med rigshofmesteren, Otte Nielsen Rosenkrantz, og det forklarer kongens personlige invitation, der viser kendskab til fruens fine vogn. I vore dage kan det være svært at forstå, at en forfinet pragtvogn overhovedet har kunnet køre på vejene i det bakkede landskab omkring Bjørnholm, men måske undervurderer vi vognene og vejene i højmiddelalderen. For at belyse sagen er en nærmere undersøgelse nødvendig.
Af Per Ole Schovsbo
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

Pragtvogne er ikke sjældent afbildet i middelalderlige europæiske håndskrifter med såvel heste som svende. På flere museer i Europa findes vognkasser med rester af rige udskæringer og bemalinger, men kun ét sted er der øjensynligt bevaret dele af sådanne vognes hjul og undervogne. Det er på Nationalmuseet i København, hvor de sjældne trædele har ligget nærmest upåagtet hen siden begyndelsen af dette århundrede. De stammer fra udgravningen af Boringholm, et voldsted i nærheden af Horsens (se Skalk 1998:4). Fra stedet er også fremkommet dele af tidens arbejdsvogne.
Udgave: Skalk 1999:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
