Vølse

»Efter hvad der i et gammelt kvæde siges, boede på et fjordnæs nordligt i Norge, hvor der var en god havn for langskibe, fjernt fra store bygder og fra alfarvej en bonde med sin hustru, de var lidt til års. De havde to børn, søn og datter, sådan som der til indledning siges i kvædet med de ord: Gård lå på næsset, en gammel kone med husbonden havde stedet; guldets bil ham gav en søn, dreng og datter djærvt kløgtig.

På gården var også en træl og en trælkvinde. Bonden var en stille mand, der lod hver passe sit; men konen var svært nævenyttig og førte det store ord i huset til daglig. Bondesønnen var kåd og overgiven, lystig og overmodig; bondedatteren var ældre, havde nemme og naturligt vid, og dog omgikkes hun ikke mange i sin opvækst. Bonden havde en stor jagthund, der hed Lærir. De folk kendte intet til den hellige tro.

Nu hændte det engang sent på høsten, at bondens pakhingst døde. Den var meget fed, og da hedninger brugte hestekød til føde, blev den tilberedt og fortæret. Straks, den blev flået, afskar trællen med et rask snit det lem, som efter naturens orden den slags skabninger har til avl ligesom alle dyr, der får unger med hinanden, og som, efter hvad de gamle skjalde siger, hedder dingel på heste. Netop da trællen har skåret den af og vil kaste den fra sig på marken, løber bondesønnen grinende hen og river den til sig og går med den ind i stuen, hvor hans moder sidder med sin datter og trælkvinden. Han truer ad dem med dingelen med megen lystig spot og kvad dette: Her skal I se helt kraftfyldt dingel skåren af død hingstkrop; nå du, trælkvind, tag så Vølse ikke slatten ind ved låret.

Trælkvinden slår en høj latter op ved synet, men bondedatteren bad ham straks fjerne den afskyelige tingest. Konen rejser sig og går hen til ham fra den anden side og tager den fra ham og siger, at hverken i dette eller andet skulle det spildes, som kunne drages til nytte; derefter tager hun den og tørrer den med stor omhu, svøber den i lin og lægger løg og andre urter ved, således at den ikke kunne rådne, og gemmer den i sin kiste. Hele denne høst tager konen den op hver aften med de samme ord viede dens dyrkelse, og det fører til, at hun skænker den hele sin tillid og holder den for sin gud, ledende i samme vildfarelse både husbond og børn og hele sin husstand —.

Det skete engang, førend kong Olav gjordes landflygtig af kong Knud (Knud den Store), at han med sine skibe sejlede nordpå langs kysten; han havde hørt om dette fjordnæs og den vantro, som husedes der —. Sent på dagen kommer de til deres mål. Kongen lader skibene tjælde og siger, at de andre skal blive om bord natten over, mens han går til gården. Han byder følge sig Finn Arnason og Tormod Kolbrunarskjald. De tager alle grå kapper over deres klæder og går hen til gården om aftenen i mørkningen. De går ind i stuen og sætter sig på en af de to bænke, således at Finn sidder inderst, derefter Tormod, men kongen nærmest døren. Der venter de, og ingen kommer ind i stuen, før mørket falder på. Da kommer en kvinde med lys, og det var bondens datter, hun hilser mændene og spørger dem om navn, men de nævnede sig alle tre Grim —. (Fig. 1)

Bondedatteren gik ud, og lidt efter kommer bonden og hans søn og trællen ind. Bonden sætter sig på husbondens plads, hans søn ved hans side og trællen noget længere fra ham. Samtalen går muntert med gæsterne. Efter en stund stilles der an til spisning, bord og mad sættes frem. Bondedatteren sætter sig hen til sin broder og trælkvinden hos trællen. De, der kaldte sig Grim, sidder alle som før sagt. Sidst kommer konen ind med Vølse i favnen og går hen til husbondens plads. — Hun tager linet af Vølse og lægger den i bondens skød og kvad dette:
Kraftig er du, Vølse, af kisten tagen, lin du har og løg til støtte; modtag af os, Mørner, gaven, men du bonde selv, bær du nu Vølse!

Bonden lod ret mut, tog den dog og kvad dette:
Ikke bares, hvis jeg fik råde, om i aften offerskænken; modtag af os,
Mørner, gaven, nu min søn, hør mig, sørg du for Vølse!

Bondesønnen tog fat i den og holder Vølse højt og rækker den hurtigt til sin søster og kvad dette:
Giv denne kraftkarl til kvindfolket, de skal væde Vølse i aften; modtag af os, Mørner, gaven, og du, husets datter, her har du så Vølse!

(Og således videre: datteren, trællen, trælkvinden kvæder hver deres vers over Vølse, og også Finn og Tormod må stemme i. Sidst kommer turen til Olav). Kongen tog den og kvad dette:
Tit var jeg styrmand og stavnkæmpe og for al folket ene hersker; modtag af os, Mørner, gaven, men du, tro køter, tugt det kram grundigt!
Han kastede den frem på gulvet, og hunden greb den straks; men da konen så det, skælvede hun over hele kroppen —.

Kongen kastede da sin forklædning, så alle kendte ham. Han taler til dem om troen. Konen var træg til troen, bonden noget villigere; og ved Guds magt og Olavs nidkærhed ender det med, at de alle tager troen og døbes af kongens hirdpræst; og de holdt fast ved troen lige siden —.«

For helgenkongen en værdig udgang på historien, men hvem var denne Mørner, som Vølse blev skænket til? Navnet er ellers ukendt, men måske har det været en anden betegnelse for Frøy, formeringens varetager i asamytologien. Flere ting lader ane, at hesten har spillet en rolle ved dyrkelsen af netop denne guddom. Således bærer flere af de i sagaerne omtalte heste navnet Frøyfakse.

At den fyrige og muskelsvulmende hingst blev avlekraftens symbol er ikke underligt, men ellers var det jo til transport, hesten tjente sine menneskelige herrer, og som vi netop har hørt, kunne det ske, at den endte på middagsbordet. Det sidste satte kirken en stopper for, vel netop på grund af dyrets hedenske funktioner: med kristendommens indførelse blev hestekød forbudt som fødemiddel, og det havde den forønskede virkning, i hvert fald på længere sigt. I afsides egne kan de gamle skikke have holdt sig langt frem i tiden. (Fig. 2)