Vølse

»Efter hvad der i et gammelt kvæde siges, boede på et fjordnæs nordligt i Norge, hvor der var en god havn for langskibe, fjernt fra store bygder og fra alfarvej en bonde med sin hustru, de var lidt til års. De havde to børn, søn og datter, sådan som der til indledning siges i kvædet med de ord: Gård lå på næsset, en gammel kone med husbonden havde stedet; guldets bil ham gav en søn, dreng og datter djærvt kløgtig.

På gården var også en træl og en trælkvinde. Bonden var en stille mand, der lod hver passe sit; men konen var svært nævenyttig og førte det store ord i huset til daglig. Bondesønnen var kåd og overgiven, lystig og overmodig; bondedatteren var ældre, havde nemme og naturligt vid, og dog omgikkes hun ikke mange i sin opvækst. Bonden havde en stor jagthund, der hed Lærir. De folk kendte intet til den hellige tro.

Nu hændte det engang sent på høsten, at bondens pakhingst døde. Den var meget fed, og da hedninger brugte hestekød til føde, blev den tilberedt og fortæret. Straks, den blev flået, afskar trællen med et rask snit det lem, som efter naturens orden den slags skabninger har til avl ligesom alle dyr, der får unger med hinanden, og som, efter hvad de gamle skjalde siger, hedder dingel på heste. Netop da trællen har skåret den af og vil kaste den fra sig på marken, løber bondesønnen grinende hen og river den til sig og går med den ind i stuen, hvor hans moder sidder med sin datter og trælkvinden. Han truer ad dem med dingelen med megen lystig spot og kvad dette: Her skal I se helt kraftfyldt dingel skåren af død hingstkrop; nå du, trælkvind, tag så Vølse ikke slatten ind ved låret.

Trælkvinden slår en høj latter op ved synet, men bondedatteren bad ham straks fjerne den afskyelige tingest. Konen rejser sig og går hen til ham fra den anden side og tager den fra ham og siger, at hverken i dette eller andet skulle det spildes, som kunne drages til nytte; derefter tager hun den og tørrer den med stor omhu, svøber den i lin og lægger løg og andre urter ved, således at den ikke kunne rådne, og gemmer den i sin kiste. Hele denne høst tager konen den op hver aften med de samme ord viede dens dyrkelse, og det fører til, at hun skænker den hele sin tillid og holder den for sin gud, ledende i samme vildfarelse både husbond og børn og hele sin husstand —.

Det skete engang, førend kong Olav gjordes landflygtig af kong Knud (Knud den Store), at han med sine skibe sejlede nordpå langs kysten; han havde hørt om dette fjordnæs og den vantro, som husedes der —. Sent på dagen kommer de til deres mål. Kongen lader skibene tjælde og siger, at de andre skal blive om bord natten over, mens han går til gården. Han byder følge sig Finn Arnason og Tormod Kolbrunarskjald. De tager alle grå kapper over deres klæder og går hen til gården om aftenen i mørkningen. De går ind i stuen og sætter sig på en af de to bænke, således at Finn sidder inderst, derefter Tormod, men kongen nærmest døren. Der venter de, og ingen kommer ind i stuen, før mørket falder på. Da kommer en kvinde med lys, og det var bondens datter, hun hilser mændene og spørger dem om navn, men de nævnede sig alle tre Grim —. (Fig. 1)