Visitats
Med Reformationen fik ordet »biskop« en ilde klang, den katolske kirkes øverster havde jo været lutherdommens værste modstandere. Det var uheldigt, for også den nye kirkeordning behøvede topfigurer, og man greb da til den udvej at kalde dem superintendenter, et gebrækkeligt ord, som hurtigt gik af brug til fordel for det gode gamle. Til superintendent for Sjælland udpegedes i første omgang en mand ved navn Peder Palla-dius, og det var ikke noget dårligt valg. Han var borgersøn fra Ribe, men havde gået i skole og fortsat sin uddannelse på en lang udenlandsrejse, som blandt andet førte ham til Wittenberg, hvor han blev stærkt grebet af Luthers lære og tog doktorgraden i teologi. Den nye konge, Christian 3., blev opmærksom på den unge begavede mand og betroede ham som nævnt straks efter kirkeomvæltningen Roskilde Stift.
Af Harald Andersen
Til en superintendents opgaver hørte at besøge alle stiftets kirker for at påse, at alt gik ordentligt til efter de nye regler. Det var et stort arbejde, for der var mange af dem, i Palladius’ tilfælde knap 400. Om hvad han sagde til de fremmødte sognefolk, ved vi god besked, for han har efterladt sig en »visitatsbog«, hvor han gennemgår hele handlingen. Det særlige ved dette værk er dets sprog, som er helt uden lærde falbelader, bramfrit og ligefremt, som han har talt til sine mange sognebørn. De krav, han stiller sit kristne publikum, belyser han med bibelcitater, men langt oftere med ordsprog og udtryk, som folk kendte og forstod meningen med. Han mener det godt for sine tilhørere, og ikke blot deres åndelige, men også deres legemlige vel ligger ham på sinde.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Renæssance (1536 til 1659)
Udgave: Skalk 2002:5
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
