
Vinterstuens masker
I Rosenborgs »Vinterstue« er væggenes egetræspaneler opdelt med 22 søjler. Hver enkelts fodstykke har på de tre sider udskårne ansigter, såkaldte vrængemasker. Christian 4. brugte dette rum til dagligstue, men man kan ikke sige, at de 66 troldefjæs med deres grotesk forvredne ansigtstræk har bidraget særligt til hyggen i de lange aftener. Hvorfor dette mærkelige indslag i udsmykningen?
Af Jørgen Wadum

Masken har en solid plads i menneskets historie. Den har medvirket ved fester og kulthandlinger og er derfra gledet ind i udsmykningerne – først vel med en symbolsk betydning, men efterhånden blot som dekoration. Selve formen ændrede sig ikke meget, de hedenske dæmonskræmmende masker ligger ikke langt fra dem, de kristne stenhuggere fremstillede. Under renæssancen, hvor man søgte inspiration i fortiden, fik masken en opblomstring i såvel maleri som plastisk dekorationskunst. Her gik de italienske kunstnere i spidsen, idet netop de havde en rig kilde at øse af, nemlig de fantasifuldt slyngede plante-, dyre- og menneskefremstillinger i de romerske katakomber. I grotterne fandt man vrængemaskernes forbilleder; deraf ordet grotesk (Fig. 2). De blev i løbet af 1500-årene udbredt over hele Italien, hvorfra de hurtigt fandt vej til Nederlandene. Til Danmark nåede de i slutningen af århundredet. Nogle af de første finder vi hugget i sandsten på Kronborg.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Renæssance (1536 til 1659)
Udgave: Skalk 1989:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





