Vinlandspil

Omkring fem hundrede år tidligere havde nordeuropæiske søfarende fra Grønland fundet landet, men i den mellemliggende tid var enhver viden herom gået i glemmebogen. Vi skal tilbage til slutningen af 900-årene, til den tid, da den norrøne kolonisation af Grønland tog sin begyndelse. Desværre findes ingen logbog, der klart og præcist beskriver nordboernes vestlige færder til den ny verden, men indirekte er de beskrevet i to af de islandske sagaer. Det drejer sig om henholdsvis Erik den Rødes saga og Grønlændingesaga, der dels lader Leif den Lykkelige være opdageren i år 1000 og dels Bjarne Herjulfsøn i 985. Nu er der det at sige, at sagaerne jo ikke er historiske dokumenter, men snarere fortællinger, der roterer om en historisk kerne, som undertiden har vist sig at være nok så korrekt. Hvilken saga, der indeholder den skinbarlige sandhed om Amerikas opdagelse, står ikke klart, men kyndige folk hælder til den anskuelse, at traditionen i Grønlændingesaga forekommer ældre og mere oprindelig, at Bjarne dermed var den første europæer, der så det amerikanske fastland. Uanset divergenser i sagaerne om person og tid står det fast, at nordboerne i disse år fandt landet i vest og navngav den nordlige del af kyststrækningen: Helluland, Markland og Vinland.

En bekræftelse af sagaernes udsagn kan man finde hos den lærde Adam af Bremen, som 1080 udgav en beskrivelse af den nordlige verden. (Fig. 1) Heri nævner han Vinland med danerkongen Svend Estridsen som hjemmelsmand. Det er nok værd at bemærke, at dette nedskrives mindre end hundrede år efter, opdagelsen ifølge sagaerne fandt sted. Yderligere bekræftelse fås i de islandske annaler. Her anføres for året 1122, at biskop Erik Upse drog til Vinland, og 1347 ses en skibsbesætning på 18 mand at være stormslået til Island på rejse fra Markland. Ydre omstændigheder medførte, at besejlingen af Grønland efterhånden ophørte, og erindringen om det nye land i vest fortabte sig i glemselens tåge.