Vikingerne ved søen

Ved bredden af den vestsjællandske Tissø lå i germansk jernalder og vikingetid en af de rigeste bebyggelser i Danmark. Siden midten af 1970’erne har stedet været fast leverandør af udsøgte fund fra tidsrummet ca 600-1000 efter Kristus. Pragtstykket er en prangende guldhalsring, som vejer knap 2 kg (se Skalk 1977:3), men meget andet kunne nævnes. Tilmed er der også gjort fund fra sødyndet ud for bebyggelsen. I hvert fald en del af disse sager må opfattes som offerfund (se Skalk 1995:6). Lægger man til, at der tidligere er undersøgt en grav med to halshuggede mænd (se Skalk 1981:3) og en ca 50 m lang tømmerbygget bro over Halleby Å, ja så står det vist klart, at der her er tale om et fundkompleks, som nærmest råbte på en større udgravning. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Af Lars Jørgensen, Lisbeth Pedersen

I efteråret 1995 påbegyndte Nationalmuseet i samarbejde med Kalundborg og Omegns Museum da en systematisk undersøgelse af området. På grund af den store rigdom af fund i pløjelaget måtte der udvikles en fremgangsmåde, som var hensigtsmæssig netop her. Første skridt var fosfatbestemmelse af 500 jordprøver, hvorved bebyggelses- og affaldsområder røber sig. Områderne med højt fosfatindhold viste et klart sammenfald med fundene fra de første undersøgelser med metaldetektorer. Bebyggelsen var nu lokaliseret, men først skulle pløjelaget »renses« for metalfund. Pløjelaget blev gradvis fjernet i 10 cm tykke lag af en gravemaskine, og mellem hver afgravning blev der afsøgt med metaldetektor. Fundene blev indmålt med et avanceret landmålingsudstyr og straks forsynet med en foreløbig bestemmelse (dragtspænde, perle, våben osv). På denne måde er det muligt at få et hurtigt overblik over de næsten 4000 metalfunds fordeling i terrænet. Først herefter blev der sat ind med de »traditionelle« metoder: fladeafdækning, opmåling og udgravning.

Resultaterne af denne indsats er efterhånden ved at tegne sig. Bopladsen har en udstrækning af ikke mindre end 1 ½ km i nord-sydlig retning, omfattende omkring 500.000 m2 eller 50 hektar. Bebyggelsen har sit højdepunkt i vikingetiden, hvor den bestod af fire spredtliggende gårde. Syd for hver gård er der fundet så meget værkstedsaffald og så mange hele genstande, at der må have foregået håndværk og handel her. Påvisningen af sådanne regulære aktivitetsområder direkte op til indhegnede gårde er en nyhed herhjemme.

Den nordligste gård og en af de to gårde i syd synes at være »almindelige«, dvs med landbrug som hovederhverv, idet der ikke optræder andre metaller end jern. Den anden sydgård har mange våben, altså en vis militær karakter. Men det er bebyggelsens centrale gård, vi i det følgende skal se nærmere på. Pløjelagsfundene havde allerede vist, at det sandsynligvis var den rigeste gård, og det blev til overmål bekræftet ved udgravningerne, som indtil nu omfatter 30.000 m2. Gården har været imponerende stor og kan følges fra ca 700 til lidt ind i 1000-årene. Den er mindst et århundrede ældre endnu, men de ældste dele er meget ødelagte af grusgravning i gammel tid, hvorfor vi her kun skal se på de fire yngste faser. Heldigvis er der bevaret en del hegnsgrøfter, hvilket letter udredningen af de forskellige byggefaser. Hegns- og husrester overlapper ofte hinanden, og herved kan rækkefølgen af anlæggene klarlægges. (Fig. 5, fig. 6)