Vibjergs borg

I det 1200 år lange tidsrum mellem Ptolemæus-kortets tilblivelse og dets genopdagelse blev der gjort flere mere eller mindre vellykkede forsøg på at kortlægge Nordeuropa; det mest bemærkelsesværdige er nok araberen Idrisis verdenskort fra midten af 1100-årene, hvor også Danmark optræder, omend meget fortegnet og med et svært gennemskueligt navnestof (se Skalk 1981:3). Virkelig gang i kortproduktionen kom der først i 1300-årene, hvor man i Frankrig og Italien begyndte fremstillingen af såkaldte portolaner (havnefinderkort). Det er håndtegnede søkort, som naturligvis først og fremmest angår Middelhavsegnene, men hvor Nordeuropa dog også undertiden er kommet med som en simpel følge af det efterhånden udvidede handelssamkvem. De fleste af disse kort er naturligvis slidt op af brugerne, men blandt de bevarede er et par, som synes at høre til førsteeksemplarerne i rækken. De er dateret 1330 og 1339 og – skønt signeret forskelligt – sandsynligvis tegnet af samme person, i hvert fald viser de stor indbyrdes lighed. Danmark er om ikke ligefrem vellykket så dog genkendelig. Rigtigst i formen er Jylland, som er vist med flere byer, mens Fyn, Sjælland og Langeland blot er unuancerede øer uden angivet bebyggelse. De er også kommet for langt mod nord.

Navnestoffet på de to kort er ikke helt identisk, men på det her viste udsnit af 1339-udgaven genkendes af de jyske byer Ribe, Kolding, Randers, Børglum og Viborg. Den sidste er noget prangende fremhævet med en flagsmykket borg. 1 den tilføjede latinske indskrift læser man: her krones den danske konge.

Ja det gjorde han, men kun i et enkelt tilfælde. Normalt blev de danske regenter kronet i Lund domkirke, men 1259 var der strid mellem konge og ærkebisp, så den højtidelige handling måtte forlægges andetstedshen. Juledag satte bisp Niels kronen på den unge Erik Klippings hoved i Viborg domkirke, hvor han 27 år senere fandt sit sidste hvilested. Måske har byens borgere forestillet sig, at der hermed var startet en ny tradition, der kunne kaste glans over staden som fordum kongehyldningerne på landstinget, men der tog man altså fejl.

På kortet er bynavnet skrevet vuiberg (Vibjerg = helligbjerg), og sådan møder vi det i adskillige danske kilder fra ældre middelalder. (Fig. 1) Netop i 1300-årene ændres navnet imidlertid til Viborg. Skiftet sker langsomt, men ved århundredets udgang er den nye form næsten helt slået igennem og Viborg indtrådt i rækken af danske -borgbyer på linje med for eksempel Vordingborg og Nyborg, der endnu har stående borgrester, som minder om navnets oprindelse.