Vestjysk vandforsyning

Undersøgelsen var koncentreret om et lagerrum, hvor vi med ejerens tilladelse havde ladet et stykke af betongulvet bryde op. Den mørke overjord viste sig hurtigt at være rig på skår af glas og keramik foruden porcelæn- og fajancestykker, alt sammen fra nyere tid. En del læderaffald er utvivlsomt minder om sadelmager Outzen, som havde sit værksted her i århundredets begyndelse.

Efterhånden som vi gravede os ned gennem kulturlagene, blev fundene af stadig ældre dato. Kridtpiber og grifler afløstes af skår fra tidligere tiders jydepotter. De første middelalderlige genstande dukkede nu op i form af såkaldte kuglepotter, hvoraf en viste sig at være af fremmed, nærmere bestemt hollandsk, oprindelse; på karret kan det ses, hvorledes pottemageren ved udformningen af de tre lave ben har søgt at efterligne malmgrydernes »løvefødder«.

Kun lidt længere nede bemærkedes et kraftigt brandlag. At Ringkøbing skulle være ramt af større ildløs, finder hverken støtte i skriftlige kilder eller tidligere undersøgelser i den gamle bykerne, så branden i Øster Strandgade må have været af begrænset omfang. Måske er kun denne ene parcel blevet berørt. Byen har øjensynlig ikke delt skæbne med mange af vore øvrige middelalderbyer, som fra tid til anden hærgedes slemt af ildebrand.

Vi var nu nået til bunds i århundreders kulturlag, det gule undergrundssand kom til syne. Også her kunne der gøres iagttagelser, således vidnede sporet af en gravet rende om aktivitet, hvis formål dog ikke er fuldt klarlagt, men der er muligvis tale om en middelalderlig skelmarkering. Herpå tyder fund af tilsvarende render andetsteds i byen.

I en anden del af udgravningsfeltet var vi på et tidligt tidspunkt blevet opmærksomme på et mørkt fyldskifte. At der her havde været en større nedgravning, var tydeligt, og efter plettens form og størrelse at dømme måtte det dreje sig om en brønd. Sådanne støder man ved udgravninger ofte på; der har tidligere været adskillige rundt om i byen, og de blev først overflødige med etableringen af et kommunalt vandværk i 1908. Vort fund var derfor ingen større overraskelse, men det skulle alligevel påkalde sig særlig interesse.

Efter at en del af det opfyldte materiale var fjernet, tegnede sig et usædvanligt profil: Siderne i brøndhullet var dannet af omhyggeligt lagte tørv, som med skiftende lyse og mørke farver skabte et smukt sildebensmønster. Det var ikke muligt at afdække brønden i hele dens omkreds – udgravningsfeltet i husgulvet satte sin begrænsning – så vi måtte nøjes med et udsnit af den ringformede tørvemur, hvilket dog var tilstrækkeligt til at klarlægge brøndens konstruktion.

Først er der gravet et hul på godt og vel 2,5 meter, ned til det vandførende lag. Let skrånende sider har mindsket faren for sammenstyrtning, mens der arbejdedes i dybet. Herefter er brøndringen opført, den nederste del er sat af store sten i tre- fire skift, svarende til en højde på lidt over en halv meter, mens resten er bygget i tørv (Fig. 2). Brøndgraverne har ikke stablet dem oven på hinanden, men valgt at stille dem skråt side mod side i vandrette lag; for hvert nyt lag skifter tørvene hældning, og derved opstår de iøjnefaldende sildebensstriber. Muren, som har en bredde på 50- 60 cm, er sammensat af i alt en snes lag og afsluttes foroven med en krans af vandretliggende tørv. Til udfyldning af rummet mellem tørveopbygningen og hullets skråt afgravede sider er anvendt store mængder sand.