Vest for Valhal

I 1905 fandt man under tørvegravning ved Vig i Ods herred skelettet af en urokse. Finderen havde selv taget knoglerne op, men meget omhyggeligt, og tre grove flintpilespidser fra omegnen af dyrets brystparti var også kommet med. Disse i forbindelse med flintstumper i to knoglesår, et lægt og et ulægt, gjorde fundet til et af jægerstenalderens kendteste. Først 78 år senere, i 1983, dukkede et tilsvarende fund op, atter i en mose og – så mærkeligt det lyder – kun ganske få kilometer fra Vig, nemlig ved landsbyen Prejlerup. Denne urokse blev fagmæssigt udgravet, og der fandtes større og mindre stumper af mindst ni pilespidser sammen med knoglerne (se Skalk 1984:6). Det, at de to ens fund er fremkommet så nær hinanden, virker ikke som en tilfældighed, men må ikke desto mindre være det. Naturvidenskabelige dateringer af okserne viser nemlig, at ganske vist tilhører begge Maglemosetiden (en af jægerstenalderens undergrupper), men den er lang, og mens Vig-oksen falder i dens begyndelse, tilhører den fra Prejlerup slutningen. Mellem de to dyrs levetider ligger en periode på knap et årtusinde.

Af Poul og Kristian Krabbe

Begge dyr – velvoksne tyre af ikke helt ung alder – er, efter at være undsluppet jægerne, søgt ud i vandet, hvor de er omkommet og har ligget, mens sø groede til og blev til mose. Som det fremgår, er lighederne mellem de to jagtdramaer meget store, men forskelle er der dog. Vig-fundets pilespidser er således omkring dobbelt så lange og meget kraftigere end Prejlerup-fundets, og mens Vig-tyrens spidser er fundet ved brystregionen, og begge dens sår, det helede såvel som det uhelede, befinder sig i ribbenene, så er Prejlerup-pilene, med en enkelt undtagelse, alle havnet i dyrets bagkrop, fortrinsvis i lårene, hvor de på grund af deres spinkelhed ofte er splintret. (Fig. 1)