Vest for Valhal

Begge dyr - velvoksne tyre af ikke helt ung alder - er, efter at være undsluppet jægerne, søgt ud i vandet, hvor de er omkommet og har ligget, mens sø groede til og blev til mose. Som det fremgår, er lighederne mellem de to jagtdramaer meget store, men forskelle er der dog. Vig-fundets pilespidser er således omkring dobbelt så lange og meget kraftigere end Prejlerup-fundets, og mens Vig-tyrens spidser er fundet ved brystregionen, og begge dens sår, det helede såvel som det uhelede, befinder sig i ribbenene, så er Prejlerup-pilene, med en enkelt undtagelse, alle havnet i dyrets bagkrop, fortrinsvis i lårene, hvor de på grund af deres spinkelhed ofte er splintret. (Fig. 1)

Det er interessante forskelle, som må ses i sammenhæng med ændrede naturforhold i løbet af Maglemosetid. I den ældre del, som Vig-tyren tilhører, var birken og fyrren de dominerende træer; de gav en forholdsvis åben skov, hvor jægeren kunne komme på skudhold af sit bytte. De få og kraftige pilespidser og det, at man har skudt efter brystregionen, tyder på en pyrsch-jagt, det vil sige en jagtform, hvor jægerne sniger sig sig så tæt på byttet som muligt; den ideelle skudafstand er op til 20 meter. Metoden kræver kun få jægere; buer og pile må være præcise, så vitale organer som lunger, hjertet og de store karstammer kan rammes, og så kraftige, at de kan trænge gennem ribben og skulderblade. (Fig. 2)

På Prejlerup-tyrens tid så skoven helt anderledes ud. Fyrren havde holdt skansen, men birken var på retur og linden i fremmarch. Vigtigst var dog hasselens fremtrængen, den dominerede underskoven så kraftigt, at den dannede sammenhængende og svært tilgængelige tykninger. For tyren med dens tykke hud og vældige vægt har det ikke været vanskeligt at mase sig gennem vegetationen, men jægerne havde svært ved at komme ind på livet af dyret, og at forfølge det var på det nærmeste umuligt. Her var brug for tidens eneste husdyr, hundene; ved deres hjælp har man kunnet gennemføre en slags drivjagt. Jægerne har da, i større eller mindre tal, været placeret på udvalgte pladser i skoven, i en lysning eller ved en veksel, hvor de kunne skyde på dyret, når hundene drev det forbi. Omstændighederne vil ofte kræve forholdsvis hurtige og lange skud i en flad bane, hvilket forudsætter høj skudhastighed og lette pilespidser. Som vi har set, var Prejlerup-pilene meget spinkle og lette, men her melder sig et spørgsmål: Kunne jægerne virkelig med sådanne våben gøre det af med skovens største vildt? Og hvorfor har man ikke, som i Vig, sigtet efter dyrets forkrop, hvor der var størst chance for at træffe vitale organer, men efter baglårene (de mange træffere her kan umuligt være en tilfældighed)? Nogle lette pile skudt ind på steder i dyret, hvor de kun ville forårsage mindre blødninger, har vel i det højeste irriteret kæmpen.

Et sted langt fra Ods herred fælder jægerne et næsehorn med en pil, der er endnu mindre end Prejlerup-jægernes, og andre nedlægger en elefant med én eneste pil. I alle verdensegne, hvor der findes folk på jægerstadiet, er det et, om ikke gennemgående så dog almindeligt, træk, at pile på sig bærer et våben, der er langt stærkere end pilen selv.

Den klassiske og mest undersøgte pilegift er curaren fra Sydamerika, men der er mange andre: ekstrakter fra træernes bark, slangegifte, pupper fra en bille, galden fra krokodiller, giftkirtler fra frøer o.s.v. - stoffer, der er kendt og undersøgt af biokemikere og farmakologer, sjældent i forsøg på at forklare stoffernes virkning som pilegift, langt oftere i jagten på nye lægemidler. Og man kan vist gå ud fra, at der tidligere har været mange andre giftkilder, som vi i dag er uden kendskab til. (Fig. 3)

Hvilke muligheder havde man i Ods herreds urskove for at skaffe sig pilegift? Mange af de giftplanter, der nu vokser her i landet, fandtes ikke på den tid, men til gengæld var der andre, en af dem havde jægeren lige over hovedet, måske på et af de lindetræer, som nu langsomt bredte sig i skovene. Det var en plante af ringe størrelse, men med en række egenskaber, der gjorde den særligt egnet som kilde til pilegift. Dens navn er mistelten, en stedsegrøn busk, højst én meter i tværmål, med kort stamme og grene, der deler sig med 10-15 centimeters mellemrum. Den er halvsnylter på forskellige træer, først og fremmest lind og æbletræ. Sit vand og sine mineraler henter den fra værtstræet, uden hvilket den ikke kan vokse, men ved hjælp af sit grønne løv danner den selv organiske forbindelser, herunder forskellige giftstoffer, men også et stof, lectin, med virkning på visse kræftceller. Dette har gjort den til en af de farmakologisk set mest undersøgte planter i nyere tid, men den har en lang og broget historie med optræden i mytologi og folkemedicin.

Det stof, som især gør planten giftig, har navnet viscotoxin, men det har stenalderfolkene naturligvis ikke kunnet udvinde, de måtte klare sig med knuste dele af selve planten. Alt ved misteltenen er giftigt, blade, stængler og bær. Det forhold, at planten er stedsegrøn, betyder, at pilegiften hele året kan tilvejebringes blot ved hjælp af to sten. Selv om giftindholdet svinger lidt gennem året - det er størst om vinteren og i juli måned - så er giften dog altid til stede, og da den tilmed er holdbar i den form, hvori stenalderjægeren skulle bruge den, var der ingen opbevaringsproblemer. Sit latinske navn, Viscum album, den hvide lim, har misteltenen fået, fordi den (og først og fremmest de grønligthvide bær) indeholder et kraftigt limstof, så kraftigt, at det endnu i dag bruges i Sydeuropa til at smøre på grene for at fange småfugle.

Ejendommeligt er det, at misteltenen er aldeles ugiftig, når den indtages gennem munden. Kreaturer og vildt æder den gerne, hvor de har lejlighed til det, og formeringen foregår ved, at fugle spiser bærrene; de får derved de klæbrige kerner i sig og overfører dem til andre træer, hvor de har mulighed for at slå rod. Det er kendt, at selv mennesker i år med misvækst har spist mistelten, uden, så vidt vides, at have taget skade af det. Dette at misteltenen er dræbende under huden, men ugiftig gennem munden, gør den særligt egnet til jagtbrug. Kun få andre pilegifte har det på samme måde. (Fig. 4)

En ulempe har misteltenens gift dog, set med jægerøjne: der skal bruges temmeligt meget af den for at slå byttet ihjel. Forsøg har vist, at et halvt gram mistelten indsprøjtet i en hund dræber den ved sin hjertelammende effekt. Hvor stor en dosis, der skal til for at gøre det af med en urokse, er af gode grunde ikke undersøgt, men man kan anslå 10-20 gram, og det kræver jo et anseligt antal træffere - idet man dog må antage, at dyret længe forinden er svækket så meget, at man kan nærme sig og give det dødsstødet. Den store giftmængde var naturligvis en svaghed, men den må være opvejet af det førnævnte fortrin, at man uden risiko kunne fortære det forgiftede kød. Som Prejlerup-tyren er beskudt, ville næsten halvdelen af kødet have været uspiseligt, om anden gift var anvendt.

Dette, at Prejlerup-jægerne så tydeligt har sigtet efter baglårmusklerne, er i virkeligheden det bedste bevis for, at der er anvendt pilegift. Området er i dag det ideelle valg for indsprøjtninger, og det er da også det sted, der sigtes imod, når man fra betryggende afstand bedøver større dyr med et injektionsprojektil. De småbitte flintpile, der ikke kan have haft nævneværdig læderende effekt, passer fint ind i billedet, og deres mængde peger mod misteltenen som giftleverandøren. De mange skud var ikke ødslen med ammunitionen, men en simpel nødvendighed.

Sammenligner vi nu igen de to uroksejagter, der med et lille årtusindes mellemrum har fundet sted i det, som i dag hedder Ods herred, ser vi, at den ændrede jagtstrategi først og fremmest skyldes ændrede naturforhold. Vig-jægerne havde mulighed for at snige sig ind på byttet og dræbe det på forholdsvis nært hold, mens efterfølgerne fra Prejlerup måtte gå frem på en helt anden måde og anvende giftpile. Hvis Vigjægerne har kendt til sådanne, har det i hvert fald ikke været af misteltenens slags, for den stod ikke til deres rådighed. Planten synes først at være dukket op i Danmark, efter at linden var blevet nogenlunde almindelig.

Resultatet af overvejelserne må da blive, at kun jagt med anvendelse af pilegift kan forklare Prejlerup-fundet. Det benyttede giftstof er efter al sandsynlighed hentet hos misteltenen.

Vildtvoksende mistelten findes i dag kun ganske enkelte steder i landet, og det er længe siden, den har været almindelig. Den mærkelige berømmelse, planten har opnået, skyldes vel for en del dens sære levevis, men navnlig myten om guden Balders død, som den er os overleveret i islandske kilder. I hovedtræk er beretningen følgende: Aserne morer sig med at skyde til måls efter Balder, og de kan gøre det med sindsro, for Frigg, Odins hustru, har fået alle ting i verden, ild, vand, jern, sten, jord, træer, sygdomme, fugle, edderorme, til at sværge, de ikke vil gøre ham fortræd. Kun misteltenen, en ubetydelig urt, der vokser vest for Valhal, er ikke taget i ed. Det opdager den onde Loke, han henter misteltenen og går til Høder, Balders blinde bror, som han opfordrer til at deltage i skyderiet. »Jeg skal vise dig, hvor han står. Skyd på ham med denne vånd«. Det gør Høder, og Balder falder død om. Beretningen er fra Snorre Sturlassons Edda. En anden kilde, digtet Vølvens Spådom, omtaler begivenheden således (Suzanne Brøggers gendigtning):
Jeg så Balder blive ofret blodigt barn af Odin, hans livstråd skåret; over græsset det grønne voksede en mild myg mistelten.

Af træet som syntes så tyndt blev der en dødsens pil; det var Hød der skød.
Vali, Balders bror, var kun én nat gammel, da han hævnede Balder.

Snorre nedskrev sin fortælling i begyndelsen af 1200-tallet, digtet er vel et par hundrede år ældre, begge beskriver det dræbende våben som en pil dannet af mistelten. Men man kan slet ikke lave en pil af misteltenen, selv ikke til den mindste bue. Først når man gør sig klart, at misteltenen indeholder en gift, giver sagnet mening, og man forstår, hvordan den »liden urt« kunne blive Balders bane. Snorre har sikkert aldrig set en mistelten, den optrådte sparsomt i Norden på hans tid og var som pilegift gået af brug for længe siden, men »myterne og sagnene gik i folket fra mund til mund og gendigtedes gang på gang efter øjeblikkets smag, og den form, som vi har fået overleveret, er blot den skikkelse, hvori digtene blev fikseret ved optegnelsen«, som Vilhelm Grønbech skriver.

Myten om Balder kan være øst af andre sagn og de igen af andre; undervejs er pilegiftens funktion blevet overført til selve pilen, som derved fik en magisk farlighed. Hvordan stenalderjægeren så på sin giftpil, om han også tillagde den overnaturlige egenskaber, er uvist, men mærkelig må dens kraft have forekommet ham. Vældig var uroksen, tung og dog rapfodet, med spidse farlige horn. En kolos, ikke let at gå i lag med, men misteltenen kom til hjælp. Den var ikke taget i ed. (Fig. 5)