Venderplagen

Siden slutningen af 1940’erne har museet i Rudkøbing arbejdet med en systematisk undersøgelse af samtlige voldsteder på de sydfynske øer (se Skalk 1986:3). 1993 var turen kommet til Guldborg (eller Bjerre Banke, som den også kaldes) på Midtlangeland. Den ligger nær landsbyen Illebølle og indgår som en af de højeste i et system af såkaldte hatbakker, der strækker sig op gennem øen. Guldborg har overalt temmelig stejle sider og rejser sig ca 25 meter over det omgivende terræn, der tidligere har været domineret af moser. Den jævne topflade af nærmest halvcirkelform har været dyrket indtil begyndelsen af dette århundrede, men ligger nu skovbevokset hen. Ifølge Nationalmuseets sognebeskrivelse skal der i 1800-årene være oppløjet menneskeben og »store røde tegl« samt »små kasseroller af bronze, som imidlertid var itu«. I 1874 fandtes en del af en sølvkæde, og da den var lavet af mønter, var dateringen let: 1100-tallet, sandsynligvis første halvdel. Der er således god grund til at antage, at Guldborg har erhvervet sit efterled, fordi banken i tidlig middelalder har fungeret som tilflugtsborg for Midtlangelands befolkning.

En systematisk afsøgning af banken med metaldetektor indledte undersøgelsen, og snart kom de første fund, der på det smukkeste bekræftede såvel navnet som dateringen til tidlig middelalder: en snoet guldfingerring og en bronzebroche, begge fra tiden omkring 1100. Lidt nede ad bankens nordskråning dukkede fem spyd- og lansespidser op som de første vidnesbyrd om kamphandlinger, og ved topfladens sydrand traf man på et svært brandlag med forskellige jernsager og rester af et forhugget kobberkar. Det stod klart, at der var noget at gå videre med. Ejeren, gårdejer Henning Hansen, gav beredvilligt sin tilladelse til udgravningsarbejderne. De har foreløbig strakt sig over to sæsoner under ret vanskelige forhold på grund af den tætte vegetation.

Der er indtil videre med udgangspunkt i detektorfundene anlagt otte små udgravningsfelter og et enkelt større, det sidste omkring det fundrige brandlag ved topfladens sydrand. De fund af »store røde tegl«, som den gamle rapport taler om, har foreløbig ikke kunnet bekræftes, ja der er overhovedet intet, som tyder på, at der har været permanent bebyggelse på banken. Århundreders pløjning på topfladen må være årsagen til, at der kun fandtes få spor af dennes randbefæstning, nemlig mod øst en 80 cm dyb palisadegrøft og mod syd resterne af borgens nedbrændte port.

Portfundet var en overraskelse. To dybe gruber med en indbyrdes afstand på 2,75 m indeholdt forkullede rester af de tykke sidestolper. På det også stærkt ildpåvirkede område mellem dem lå et ligeledes forkullet stykke af en svær planke, og andre stumper portkonstruktion fandtes indlejret i et mørkt, trækulblandet lag foran indgangsåbningen. Dette lag, der udfyldte et ca tre meter bredt, let afgravet område fra porten og næsten ud til topfladens rand (antagelig øverste del af adgangsvejen til borgen), var op til 35 cm tykt; det synes at være dannet ved en sen oprydning efter en voldsom kamp på borgpladsen. I laget fandtes talrige knogler af mennesker og dyr (okse, hest og får), stumper af løsøre, personlige ejendele, våben og mange ildpåvirkede sten. Disse sidste, der samlede sig om portåbningen, har sandsynligvis været stablet op inden for porten i et forsøg på at blokere adgangsvejen.

Ser vi bort fra et par fuldstændige menneskeskeletter, som vil blive nærmere omtalt nedenfor, lå såvel dyre- som menneskeknoglerne stærkt spredt og – med enkelte undtagelser – uden anatomisk sammenhæng. Nogle få knogler viste tegn på brænding, mens andre på steder var grønfarvede af kobberilte. Lad os som eksempel tage en kompakt knogledynge et par meter syd for porten. Den øvre del bestod altovervejende af menneskeknogler, heriblandt et par sammenhængende sektioner af rygsøjle. Et lårben synes at være brændt over. Flere knogler, således et knust mandskranium, var kraftigt grønfarvede, måske efter fjernet hjælm og andet krigsudstyr; man kommer til at tænke på sognebeskrivelsens »små bronzekasseroller«. Den omstændighed, at grønfarvningen også optrådte på undersiden af knoglerne, viser, at kobberforbindelserne må være udskilt, inden dyngen blev samlet.

Et makabert fund nær den vestlige portstolpe må også nævnes. Her lå den nedre del af en mandskrop i form af et stykke rygsøjle, hele bækkenet samt de øvre to tredjedele af begge lårben, der synes at være brændt over. Kropsdelen er – stadig bortset fra de to hele skeletter – den eneste større, anatomisk sammenhængende menneskerest, som blev påtruffet i området foran porten. Forklaringen kan være, at manden er omkommet i flammerne, begravet under sammenstyrtede bygningsdele, og at brændingen har sinket forrådnelsen indtil det tidspunkt kom, hvor oprydningen fandt sted.

De spredte skeletrester synes, ud over et par mulige pileskudshuller, ikke at vise spor af voldshandlinger, men det må nu være tilfældigt, eftersom ingen kan være i tvivl om personernes højst ufredelige død. Antropologen Pia Bennike har ud fra en foreløbig gennemgang af materialet bedømt dette til at repræsentere fire voksne mænd, en gammel og to yngre kvinder, to ikke kønsbestemte voksne og fem børn, spændende fra en nyfødt til en ca trettenårig. Flere vil sikkert komme til, når udgravningen genoptages. (Fig. 2, fig. 3)