Venderplagen

Siden slutningen af 1940’erne har museet i Rudkøbing arbejdet med en systematisk undersøgelse af samtlige voldsteder på de sydfynske øer (se Skalk 1986:3). 1993 var turen kommet til Guldborg (eller Bjerre Banke, som den også kaldes) på Midtlangeland. Den ligger nær landsbyen Illebølle og indgår som en af de højeste i et system af såkaldte hatbakker, der strækker sig op gennem øen. Guldborg har overalt temmelig stejle sider og rejser sig ca 25 meter over det omgivende terræn, der tidligere har været domineret af moser. Den jævne topflade af nærmest halvcirkelform har været dyrket indtil begyndelsen af dette århundrede, men ligger nu skovbevokset hen. Ifølge Nationalmuseets sognebeskrivelse skal der i 1800-årene være oppløjet menneskeben og »store røde tegl« samt »små kasseroller af bronze, som imidlertid var itu«. I 1874 fandtes en del af en sølvkæde, og da den var lavet af mønter, var dateringen let: 1100-tallet, sandsynligvis første halvdel. Der er således god grund til at antage, at Guldborg har erhvervet sit efterled, fordi banken i tidlig middelalder har fungeret som tilflugtsborg for Midtlangelands befolkning.

En systematisk afsøgning af banken med metaldetektor indledte undersøgelsen, og snart kom de første fund, der på det smukkeste bekræftede såvel navnet som dateringen til tidlig middelalder: en snoet guldfingerring og en bronzebroche, begge fra tiden omkring 1100. Lidt nede ad bankens nordskråning dukkede fem spyd- og lansespidser op som de første vidnesbyrd om kamphandlinger, og ved topfladens sydrand traf man på et svært brandlag med forskellige jernsager og rester af et forhugget kobberkar. Det stod klart, at der var noget at gå videre med. Ejeren, gårdejer Henning Hansen, gav beredvilligt sin tilladelse til udgravningsarbejderne. De har foreløbig strakt sig over to sæsoner under ret vanskelige forhold på grund af den tætte vegetation.

Der er indtil videre med udgangspunkt i detektorfundene anlagt otte små udgravningsfelter og et enkelt større, det sidste omkring det fundrige brandlag ved topfladens sydrand. De fund af »store røde tegl«, som den gamle rapport taler om, har foreløbig ikke kunnet bekræftes, ja der er overhovedet intet, som tyder på, at der har været permanent bebyggelse på banken. Århundreders pløjning på topfladen må være årsagen til, at der kun fandtes få spor af dennes randbefæstning, nemlig mod øst en 80 cm dyb palisadegrøft og mod syd resterne af borgens nedbrændte port.

Portfundet var en overraskelse. To dybe gruber med en indbyrdes afstand på 2,75 m indeholdt forkullede rester af de tykke sidestolper. På det også stærkt ildpåvirkede område mellem dem lå et ligeledes forkullet stykke af en svær planke, og andre stumper portkonstruktion fandtes indlejret i et mørkt, trækulblandet lag foran indgangsåbningen. Dette lag, der udfyldte et ca tre meter bredt, let afgravet område fra porten og næsten ud til topfladens rand (antagelig øverste del af adgangsvejen til borgen), var op til 35 cm tykt; det synes at være dannet ved en sen oprydning efter en voldsom kamp på borgpladsen. I laget fandtes talrige knogler af mennesker og dyr (okse, hest og får), stumper af løsøre, personlige ejendele, våben og mange ildpåvirkede sten. Disse sidste, der samlede sig om portåbningen, har sandsynligvis været stablet op inden for porten i et forsøg på at blokere adgangsvejen.

Ser vi bort fra et par fuldstændige menneskeskeletter, som vil blive nærmere omtalt nedenfor, lå såvel dyre- som menneskeknoglerne stærkt spredt og - med enkelte undtagelser - uden anatomisk sammenhæng. Nogle få knogler viste tegn på brænding, mens andre på steder var grønfarvede af kobberilte. Lad os som eksempel tage en kompakt knogledynge et par meter syd for porten. Den øvre del bestod altovervejende af menneskeknogler, heriblandt et par sammenhængende sektioner af rygsøjle. Et lårben synes at være brændt over. Flere knogler, således et knust mandskranium, var kraftigt grønfarvede, måske efter fjernet hjælm og andet krigsudstyr; man kommer til at tænke på sognebeskrivelsens »små bronzekasseroller«. Den omstændighed, at grønfarvningen også optrådte på undersiden af knoglerne, viser, at kobberforbindelserne må være udskilt, inden dyngen blev samlet.

Et makabert fund nær den vestlige portstolpe må også nævnes. Her lå den nedre del af en mandskrop i form af et stykke rygsøjle, hele bækkenet samt de øvre to tredjedele af begge lårben, der synes at være brændt over. Kropsdelen er - stadig bortset fra de to hele skeletter - den eneste større, anatomisk sammenhængende menneskerest, som blev påtruffet i området foran porten. Forklaringen kan være, at manden er omkommet i flammerne, begravet under sammenstyrtede bygningsdele, og at brændingen har sinket forrådnelsen indtil det tidspunkt kom, hvor oprydningen fandt sted.

De spredte skeletrester synes, ud over et par mulige pileskudshuller, ikke at vise spor af voldshandlinger, men det må nu være tilfældigt, eftersom ingen kan være i tvivl om personernes højst ufredelige død. Antropologen Pia Bennike har ud fra en foreløbig gennemgang af materialet bedømt dette til at repræsentere fire voksne mænd, en gammel og to yngre kvinder, to ikke kønsbestemte voksne og fem børn, spændende fra en nyfødt til en ca trettenårig. Flere vil sikkert komme til, når udgravningen genoptages. (Fig. 2, fig. 3)

At der har stået en voldsom kamp på banken, vil ingen betvivle, og hvornår den fandt sted, giver de mange genstande i oprydningslaget et begreb om. Talrige jernsøm og -nitter kan stamme fra de brændte trækonstruktioner og måske fra større kister, mens pyntestifter og låsebeslag af bronze eller kobber må være fra mindre skrin. Et antal nøgler behøver ingen nærmere forklaring; såvel kister som skrin har naturligvis kunnet låses. Mindst ét lerkar lå knust midt i laget, og der var stumper af sønderhuggede kobberkar. Hertil kommer spænder, knive, beslag til sværdskeder og våben i form af pilespidser, herimellem flere af klar slavisk type. Blandt småfundene var en mængde perler af glas og rav, stumper af forbrændte benkamme, skiveformede bronzesmykker - et par af dem sølvbelagte - samt fire sølvmønter. De sidste er vigtige, da de giver det bedste grundlag for en datering. Ældst er - ifølge mønteksperten Jørgen Steen Jensen - en sølvmønt fra ca 1020 (Knud den Stores tid) med senere påsat øsken. Dernæst følger en meget slidt tysk mønt fra perioden 1030-40. Den tredje i rækken er slået under kong Niels (1104- 34), også den er blevet forsynet med øsken, og endelig nr 4, der stammer fra Erik Emunes korte, urolige regeringstid (1134-37). De to ældste mønter har, da den yngste blev slået, været antikviteter. Så meget kan siges, at kampen på Guldborg tidligst kan have fundet sted 1134, men nok snarere nogle år senere. (Fig. 4)

Som flere gange berørt blev der også i portområdet fundet to fuldstændige skeletter - når de er gemt til sidst, skyldes det, at de må være nedlagt før oprydningslaget på- førtes, formodentlig kort efter kampens ophør, mens ligene endnu var uforrådnede. De lå nærmest i forlængelse af hinanden og synes anbragt, nødtørftigt tildækket, i en ganske lav nedgravning i det i forvejen forsænkede adgangsområde foran porten. Det drejer sig om en 25-30-årig mand og et barn på ca 12 år. De lå på venstre side med bøjede arme og ben, begge bar kniv i bæltet, og tre kraftige nøgler bag den voksnes ben har vel også tilhørt ham. Dødsårsagen kunne ikke påvises, men i mandens højre albuevinkel fandtes en jernpilespids af en type, der almindeligvis anses for slavisk. Den har sandsynligvis siddet indskudt i muskulaturen, men var ikke dræbende. (Fig. 5, fig. 6, fig. 7)

Foran barneskelettet og i samme dybde som dette lå et hestekranium med en enkelt tilhørende halshvirvel, og lidt derfra fandtes de nedre knogler fra hestens forben hvilende direkte på barnets ansigt. De tilsvarende knogler fra bagbenene fremkom noget længere mod nord, under oprydningslaget, kun adskilt fra undergrunden ved et få centimeter tykt brandlag. Lemmeknoglerne lå i nogenlunde rigtig indbyrdes orden, de må have hængt sammen ved nedlæggelsen, men hvor var resten af skelettet, kroppen og øverste del af benene? Eneste rimelige forklaring må være, at hesten er blevet flået efter slagtningen, og at det kun er en del af kadaveret, nemlig huden med isiddende kranium og underben, der er jordet. At fundet har forbindelse med de to skeletter, synes der ikke at være tvivl om.

Den mærkelige kombination af hestekranium og underbensknogler (men intet af det øvrige skelet) er langt fra enestående; den kendes i flere tilfælde fra dansk jernalder og i øvrigt fra fund nær og fjern. Også skriftlige beretninger foreligger, og det fremgår, at huden med isiddende knogler blev hængt på en stang eller et stativ som led i et religiøst ceremoniel. Noget sådant må være foregået her, men at det skulle være kristne langelændere, der har praktiseret den makabre skik, er utænkeligt. Også dette fund peger altså mod hedenske naboer, og Venden er nærmeste mulighed. Netop her var hesteofre som de omtalte særdeles almindelige.

At fundet afspejler et venderoverfald, kan der ikke være rimelig tvivl om, såvel det fundne som den historiske situation omkring midten af 1100-årene peger kraftigt i den retning. Begivenheden må som nævnt have fundet sted efter 1134, men 1157 blev Valdemar den Store enekonge, og dermed startede den systematiske bekæmpelse af uvæsnet, som i 1169 resulterede i Rygens erobring. Fra den mellemliggende tid omtales flere venderangreb, men ikke dette. Det har vel hørt til de mindre.

Intet tyder på, at Guldborg skulle have været en egentlig fæstning. Den var en tilflugtsborg, hvor et bestemt områdes indbyggere, uanset køn og alder, søgte sammen i farens stund medtagende indbo og husdyr i det omfang, pladsen tillod. At det forholder sig sådan, viser tilstedeværelsen af kvinder og børn i skeletmaterialet; angriberne må antages alle at have været voksne mænd. Hvem, der gik af med sejren, synes der ikke at være tvivl om; med porten stukket i brand kan forsvarerne ikke have haft store chancer. Da hensigten med overfaldet vel har været berigelse, kan man undres over, at så meget værdifuldt - for eksempel våben og de faldne langelænderes smykker - er efterladt på stedet. Nu kan det jo tænkes, at de overlevende og tilfangetagne forsvarere har udgjort den vigtigste del af byttet, men ikke des mindre virker det, som om sejrherrerne har haft travlt med at komme væk; måske har man været bange for, at lokale kræfter skulle komme til undsætning. En ting er der dog blevet tid til, nemlig at takke guderne for sejren. Et par mindre værdifulde fanger er blevet ofret, en hest dræbt, flået og spist, mens huden med kranium og underben er hængt på et stativ over de døde. Dette sidste er naturligvis rent gætteri, men dog ikke uden holdepunkter. De to dræbte kan ikke være et par faldne vendere, det viser den slaviske pil i den enes arm og den andens unge alder. At hestehuden har haft med ofring at gøre, er som nævnt veldokumenteret. (Fig. 8)

De to ofrede er blevet lemfældigt jordfæstet, de øvrige faldne derimod efterladt udækket på pladsen, da sejrherrerne drog bort. Først et godt stykke tid efter, da ligene var blevet til skeletter, kom der folk til, som foretog en slags oprydning: knoglerne blev samlet sammen og - i hvert fald en del af dem - henlagt jorddækket i det afgravede område foran porten. Hvor længe efter kampen dette skete, kan ikke siges sikkert, men man kan gætte på ét til to år; skeletteringen var nok fuldbyrdet, men dog ikke mere, end at der stadig kunne findes sammenhængende knogler. Her rejser sig et par spørgsmål: Hvorfor varede det så længe, inden der blev ryddet op på kamppladsen? Man skulle synes, det var det første, de tilbageværende ville gå i gang med. Og hvorfor har de, der omsider tog sig af sagen, ikke bragt de faldnes ben til kirkegården, hvor det er kristenfolks ret at hvile?

De slaviske stammer, der i løbet af jernalderen slog sig ned langs Østersøens sydkyst, synes oprindelig at have haft et forholdsvis godt eller i hvert fald neutralt forhold til vore landsmænd, men fra midten af 1000-tallet steg antallet af krigeriske sammenstød, og under 1100-årenes svækkede danske styre med borgerkrigslignende tilstande udviklede overfaldene fra syd sig til en sand plage. Venderne var dygtige søfarere, og som deres holstenske krønikør, præsten Helmold af Bosau, skriver omkring 1170: »Danmark består jo for størsteparten af spredte øer omgivet af hav. De lader sig vanskeligt beskytte mod sørøveroverfald, fordi der er mange odder, der egner sig fortræffeligt som skjul for slaverne«. Det har den langelandske bondebefolkning smerteligt måttet sande, og ikke blot på Guldborg, men også på den samtidige tilflugtsborg i Magleby Nor længere mod syd (se Skalk 1986:3). At ligene i første omgang blev liggende ubegravede, og at de aldrig blev ført til kirken, kan skyldes, at øen simpelthen har været folketom efter overfaldet; de overlevende kan være ført bort til slavemarkederne i røvernes hjemland. En sådan skæbne skal ifølge Helmold være overgået befolkningen på Als.

De to fund viser til fulde, at Saxo ikke har overdrevet, når han omtaler venderne som en plage. At disse selv var hårdt trængt af sakserne og dermed i en vanskelig situation, har der været ringe forståelse for på Langeland såvel som i det øvrige Danmark. I en følelsesladet tale, som venderfyrsten Pribislaw 1157 holdt til en saksisk missionsbiskop, lægges ansvaret på de invaderende saksere, der har tvunget det slaviske folk til »at vende landjorden ryggen, gå til søs og bo og bygge på bølgerne. Kan vi gøre for, at vi, når man fordriver os fra vort fædreland, nødes til at forstyrre freden på havet og tage vor rejsekost hos danerne eller de kræmmere, som sejler på havet?«

Her ser vi for en gangs skyld sagen fra modpartens side, men det kunne 1100- årenes danskere naturligvis ikke. For dem var der tale om et uvæsen, der skulle bringes til ophør - og blev det, takket være kong Valdemar og hans nære ven Absalon. (Fig. 9, fig. 10)