Ved Uglspils grav

»Det gjorde mig ondt, at jeg ikke kom giennem Möllen og fik seet den store Mand Tiil Uglspils Grav; hvilken jeg heller havde taget i Øiesyn, end mangt kosteligt Marmormonument, for een eller anden Haudegen. -«. Ordene er Adam Oehlenschlägers, han var på vej hjem fra sin udenlandsrejse, næsten hjemme, han kom sidst fra Berlin, havde allerede passeret Lauenburg og sad nu i Lübeck den 18. september 1817 og skrev det næstsidste rejsebrev til sin kone Christiane. Det er meget forståeligt, at han efter tre fjerdingårs lange rejser i det nylig af mange krige og revolutioner heltemodigt ruinerede Europa kunne føle større lyst til at dvæle ved det så sjældne syn af en munter mands grav end til at beskue de så almindelige monumenter for en eller anden berømt gammel haudegen, hugaf, krigskarl, hærfører.

Af Anders Bæksted

Mölln lå ikke ved de store veje, men det skete, at man kom derhen, på gennemrejse. Og kom man der, måtte man i sine breve, sine dagbøger, sine senere trykte rejsebeskrivelser, tage stilling til Uglspil. Det var ikke alle, der var af samme mening om ham, som Oehlenschläger: »Den bekjendte Till Uglspiegel, hvis flaue, væmmelige og formodentligen for det meste opdigtede Levnetsbeskrivelse ogsaa haves i Dansk, og er een af vor Almues kjereste og fortrinligste Morskabsbøger, skal være begraven her, hvorfor og hans Gravminde eller Billede, udhugget i Steen, forevises som en Raritet, der indbringer Klokkeren Penge. Besynderligt, at Mindet om saa usselt og foragteligt ‘et Menneske kan vedligeholde sig i nær femhundrede Aar, medens Erindringen om saa mangen en agtværdig og Menneskeslægten gavnlig Mand i et langt kortere Tidsrum aldeles udslettes; Man seer her, at Ordsproget: »jo galere, jo bedre«, har megen Sandhed til Grund.-«. Denne dom er afsagt af hofboghandler I. L. Beeken. Han fik penge af mæcenen Johan Bülow på Sanderumgaard for at foretage en udenlandsrejse og gøre en bog derom. Rejsen foregik i 1824, og »Reise i Nordtyskland« udkom året efter.

Mölln ligger midt i Lauenburg, det lille hertugdømme, nogenlunde på størrelse med Låland, der med Elben som sydgrænse klemte sig ind mellem Holsten og Mecklenburg. Da Oehlenschläger og da boghandleren rejste gennem det, var de egentlig ikke i udlandet, thi Lauenburg tilhørte fra 1814 til 1864 det danske monarki. Danmark mistede Norge i 1814 og fik som en slags erstatning det såkaldte Svensk-Pommern med Rügen, og overdrog straks disse lande til Preussen mod at få Lauenburg i stedet. Det kortvarige samhørsforhold til Danmark antog aldrig noget hjerteligt præg. Lauenburgerne følte sig naturligvis ikke som danskere, men som lauenburgere. Loyal var man dog: Da Frederik VII i 1854 besøgte landet ledsaget af sin hustru grevinde Danner, blev han overalt, og hun de fleste steder, hjerteligt modtaget. I Ratzeburg var der æresporte og inskriptioner: Heil unserem König, heil! Og i Mölln forøgedes taflets festivitas ved borgergardens marsch om bordet.