Ved højen mast

Den eneste adgang til denne hvælving er nu en smal skakt, der går skråt ned gennem den metertykke grundmur fra et hul i sokkelen; det er kun lukket med en trælem. Der er noget dragende over en sådan »hemmelig« indgang, og helt op imod vore dage har det været noget af en manddomsprøve for drengene fra den nu nedlagte skole over for kirken at vove sig ned gennem skakten og bringe et »relikvie« op af mørket, en knogle, et stykke kisteplade eller lignende. Resultatet af sådanne »plyndringer« var et beklageligt roderi i hvælvingen, som ikke var fri for at give menighedsrådet dårlig samvittighed. Følgelig blev det for et par år siden aftalt med myndighederne, at gravhvælvingen skulle bringes i sømmelig stand, og i sommeren 1996 gennemførte Viborg Stiftsmuseum en undersøgelse. Ødelæggelsen var total, alle kister var slået i stykker eller faldet sammen af ælde og deres indhold af knogler spredt; det blev nu altsammen sluset op gennem skakten. Skeletresterne sendtes til antropologisk undersøgelse, de viste sig at stamme fra ikke færre end 21 personer, 14 voksne og 7 børn, men det er ikke sikkert, alle disse mennesker var fra Skovsgård; det er muligt, at rummet efter at være gået af brug som gravkammer har tjent til »benhus«, det vil sige opbevaringssted for menneskeben, der blev gravet op på kirkegården. Alle knoglerne vil til sin tid blive pænt begravet i kryptens gulv. Ved undersøgelsen blev gulvfyldet selvfølgelig omhyggeligt sigtet, og det bragte et par mønter fra 1600-årene for dagen foruden en nydelig lille guldring med indgraverede bogstaver, vistnok fra 1700-tallet. Interessant var fundet af en lille spids hue i opskåret fløjl med hagebånd og pyntesløjfer. Den bliver behandlet på Konservatorskolen.

Alt dette lyder ikke ligefrem opsigtsvækkende. Men når det nu siges, at nogle af de nævnte knoglerester kan stamme fra Corfitz Ulfeldt, ja, så vil de fleste nok spidse ører og måske med en lille fornemmelse af, at der vist er noget galt. Corfitz Ulfeldt kender man jo godt, han var gift med Leonora Christine, kongedatteren, der blev sat i Blåtårn og skrev sit »Jammersminde«. På grund af højforræderi blev han dømt til død og lemlæstelse, men da man ikke kunne få fingre i ham selv, måtte man nøjes med efter alle kunstens regler at »henrette« en billedstøtte. Selv døde han 1664 i Sydtyskland og blev i første omgang begravet i et kloster, men hans børn var bange for, hvad der kunne ske med liget, og fjernede det, ingen ved hvorhen. Hans sidste hvilested er den dag i dag ukendt, Tapdrup er det under ingen omstændigheder!

Og alligevel er det rigtigt, Corfitz Ulfeldt ligger begravet i Tapdrup – men ikke den »rigtige« Ulfeldt, derimod hans nære slægtning og navnebroder. Tapdrups Corfitz er det de færreste, der kender noget til, men hans historie er ellers spændende nok.

Ulfeldt-slægten hørte til højadelen, det vil sige de 20-30 slægter, hvorfra rigsråd og rigsembedsmænd, landets regering, og lensmændene blev rekrutteret. Tapdrup-Corfitz’ bedstefar havde været rigsråd, hans far rigsadmiral, mens farbroderen var rigskansler. Sidstnævnte var den »rigtige« Corfitz Ulfeldts far, de to Corfitz’er var med andre ord fætre og nogenlunde jævnaldrende. Vor Corfitz Ulfeldt må være født omkring 1600 på herregården Selsø i Horns Herred på Sjælland. Hans mor var af en anden kendt adelsslægt. (Fig. 3)