Ved helvedets port

I året 1104 begyndte vulkanen Hekla i Sydisland at spy ild og aske med stor kraft. På det tidspunkt havde der boet mennesker i landet lidt over 200 år, og de må efterhånden have været kendt med fænomenet, men dette udbrud overgik nok alt, hvad de tidligere havde set. Geologerne kan i dag fortælle os, at askemængderne var større end ved noget andet vulkanudbrud efter bosættelsen. Om nogle af de senere Heklaudbrud ved vi, at de blev ledsaget af skrækkelige jordskælv, og at bygder blev affolkede, så det er ikke uden grund, at Hekla figurerer i den europæiske middelalderlitteratur som en af helvedets porte. Bag den sad Judas sammen med andre fortabte sjæle, der hylede i kor over deres grumme skæbne. Ved 1100-årenes slutning skrev cisterciensermunken Herbert af Clairvaux om en vulkan på Island, uden tvivl Hekla: »I vor tid er det én gang set, at denne skærsild brød så voldsomt ud, at den ødelagde størstedelen af landet omkring. Den brændte ikke kun byer og alle bygninger, men også græs og træer ned til rødderne, og selve mulden med dens knogler«. (Fig. 1, fig. 2)

Af Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson