Ved helvedes port
I året 1104 begyndte vulkanen Hekla i Sydisland at spy ild og aske med stor kraft. På det tidspunkt havde der boet mennesker i landet lidt over 200 år, og de må efterhånden have været kendt med fænomenet, men dette udbrud overgik nok alt, hvad de tidligere havde set. Geologerne kan i dag fortælle os, at askemængderne var større end ved noget andet vulkanudbrud efter bosættelsen. Om nogle af de senere Heklaudbrud ved vi, at de blev ledsaget af skrækkelige jordskælv, og at bygder blev affolkede, så det er ikke uden grund, at Hekla figurerer i den europæiske middelalderlitteratur som en af helvedets porte. Bag den sad Judas sammen med andre fortabte sjæle, der hylede i kor over deres grumme skæbne. Ved 1100-årenes slutning skrev cisterciensermunken Herbert af Clairvaux om en vulkan på Island, uden tvivl Hekla: »I vor tid er det én gang set, at denne skærsild brød så voldsomt ud, at den ødelagde størstedelen af landet omkring. Den brændte ikke kun byer og alle bygninger, men også græs og træer ned til rødderne, og selve mulden med dens knogler«. (Fig. 1, fig. 2)
Af Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson
I Thjorsardalen, som løber kun ca 15 km fra Hekla, lå en af de bygder, man antog vulkanen havde udslettet engang i middelalderen. Spørgsmålet om den og dens ødegårde har optaget de lærde på Island siden 1500-årene, og mange teorier er blevet luftet. I 1937 var Nordens arkæologer samlet til møde i Danmark, og her – helt præcist ved Snæbum-jættestuen i Østjylland – besluttedes det at iværksætte en fællesnordisk undersøgelse af Thjorsardalens gårdtomter for at få besvaret spørgsmålene om bygdens skæbne. Udgravningen, som blev en realitet i sommeren 1939, gav meget interessante resultater. En af de seks ruiner, man undersøgte – gårdtomten på Stöng – udmærkede sig ved usædvanlig velbevarethed. Væggene, som var af kampesten og græstørv, stod næsten intakte; det var, som blot taget og trækonstruktionen manglede. Genstandsfundene syntes at pege mod en datering til 1200-årene, men den islandske geolog, som undersøgte de aske- og pimpstenslag, vulkanudbruddene havde afsat, mente at kunne udpege et af dem, det der efter hans opfattelse havde forvoldt katastrofen, som stammende fra det store udbrud 1104. Den arkæologiske og geologiske datering stemte altså ikke overens. (Fig. 3)
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 1996:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden
Fodspor i ler
Bindebrev
Det blæste en storm -
Kineseri
