Vasa i havn

15. juni sidste år indviedes Vasa-museet i Stockholm. Et drama havde nået sin foreløbige afslutning – 362 år efter, at Vasa gik til bunds i Stockholms skærgård, og 29 år efter, at den igen brød vandspejlet. En af skibets egne kanoner saluterede indvielsen, kongen var til stede, men hvad har nu dette nye museum at byde sine kommende gæster, hvorimellem også vil være mange danskere? Først og fremmest Vasa selv, et krigsskib fra 1600-årene – ja mere end det, et regalskib; sådan kaldtes på det tidspunkt den svenske flådes største og fornemste fartøjer. Og fornemt er det. Fra forstavnens galionsfigur, en kæmpemæssig løve, der med dødsforagt kaster sig i havet, bevæger man sig langs sidernes rækker af kanonporte frem til det pragtfulde agterkastel, der hæver sig 15 meter over gulvet (vandspejlet), og som overalt er dækket med træskæringer, en vrimmel af menneske- og dyrefigurer koncentreret om Vasaslægtens våben med kornneget (vasen) holdt af to buttede engle. Datidens skibe bar ikke, som det senere blev skik, deres navne skrevet med bogstaver. Man udtrykte sig i symboler.

Omkring Vasa grupperer sig en række udstillinger om skibet og dets tid. En dramatisk model viser således Vasa kæntret med besætningen kæmpende for livet, mens menneskene inde på Beckholmen skrækslagne ser til. I en montre ligger også en lille sort træstump, lidt mindre end en tommelfingernegl. Det var den første bid af Vasa, som blev fisket op, efter mere end 300 års ophold i dybet – den, der startede nutidsdelen af det fantastiske Vasaeventyr.

Den historiske baggrund for Vasa-fundet vil være kendt af de fleste, så den skal blot kort opridses. Lad os som udgangspunkt tage året 1625. I Europa rasede de kampe, der senere skulle blive kendt som Trediveårskrigen. Sverige ventede foreløbig i kulissen, det vil sige, det førte en privat krig med Polen – først i Livland (Estland/Letland), senere i det polske Preussen med den vigtige havneby Danzig. Hvis Sverige skulle spille en rolle som europæisk stormagt, var det nødvendigt at beherske Østersøen. Det vidste kongen, den berømmelige Gustav 2. Adolf: »Næst Gud afhænger Sveriges velfærd af vor flåde«.

Under Kalmarkrigen en halv snes år tidligere havde Sverige vist sig underlegen til søs, men det var der senere rådet bod på. Netop 1625 led flåden imidlertid et smerteligt tab, ti skibe forliste i Rigabugten, så det var velbegrundet, at kongen bestilte nye bygget på værftet i Stockholm, blandt dem regalskibet Vasa. Navnet forpligtede – til det knap 70 meter lange og 12 meter brede skib med en vægt på mere end 1200 ton medgik 1000 egetræer, en skov. Bestykningen var sat til 64 kanoner, og en hel skare af kunsthåndværkere tog sig af udsmykningen. Faktisk var Vasa det dyreste og flotteste skib, der hidtil var bygget i Sverige, og det vakte opsigt, også i udlandet, hvor man med bekymring noterede sig dets slagkraft. Byggeriet var fra starten lagt i hænderne på hollænderen Henrik Hybertsson, men han døde efter et års forløb, og det blev hans landsmand Hein Jacobsson, der kom til at fuldføre opgaven. På den tid byggede man ikke efter tegninger, man havde en tabel med skibets vigtigste mål, resten foregik pr inspiration og med baggrund i egne og andres erfaringer. Arbejdet skred rask fremad, og 10. august 1628 var man så vidt, at første prøvesejlads kunne finde sted (Fig. 2). Den skulle være problemfri, vejret var smukt, vinden svag, men efter blot 1300 meters sejlads krængede skibet over, faldt om på siden og sank. Af de mange mennesker, som var om bord, menes et halvt hundrede at være fulgt med i dybet.