Varmedunk

I 1177 forlod den gamle ærkebisp Eskil byen Lund efter netop at have fraskrevet sig sit høje embede, som han havde beklædt i 40 bevægede år. Han følte sig tynget af alderen og ønskede at tilbringe sin sidste levetid i Frankrig, i Clairvaux-klostret, som var grundlagt af hans afdøde ven, den berømte abbed Bernhard. Herom fortæller Saxo: »Eskil var nu også slagen med alskens værk i lemmerne, og da han til slut også fik den såkaldte onde ild (rosen eller måske helvedesild) over en del af kroppen, følte han det som en Guds straffedom, der havde ramt ham, og fremskyndede end mere sin bortfærd. På hans vej fra Skåne havde Absalon ham som gæst i sin borg (borgen i København), og da han hørte Eskil klage over, at han led så meget af kolde fødder og slet ikke kunne få ro om natten derfor, lagde han en varm teglsten i en lille kasse med mange små huller i og stillede den hen ved fodenden; og ved dette gode husråd tøede virkelig den frysende gubbe op og genvandt sin nattero. Eskil var så meget mere glad for dette middel, som det ene og alene var et udslag af kærlig omhu, ej af nogen særlig indsigt i lægekunsten. - Absalon førte ham selv på sit eget skib over til Slesvig og ville til afsked skænke ham en sølvskål, men Eskil afslog gaven med de ord, at herefterdags havde han ingen brug for kostelige kar«. (Jørgen Olriks oversættelse). (Fig. 1)

Det var næppe første gang og i hvert fald ikke sidste, dette »husråd«, som Saxo kalder det, blev taget i anvendelse. En mursten varmet på ildsted eller komfur har, indsvøbt i en avis og et håndklæde, til skiftende tider lettet tilværelsen for folk i kolde vinternætter. Murstenen af brændt ler var på Absalons tid forholdsvis ny i Danmark, men han har altså set dens muligheder til andet end stolte bygningsværker.

Eskil kom heldigt til Clairvaux og levede dér som menig munk til sin død fire år efter. Det vides ikke, om han senere gjorde brug af Absalons belæring, ja måske ligefrem indførte metoden i sit nye fædreland. (Fig. 2)