Vandt sig hele Danmark

I de første århundreder af vor tidsregning dominerede det vældige Romerrige, men dets magt var ikke ubegrænset. Mod nord lå det frie Germanien med et utal af stammer, som vi glimtvis stifter bekendtskab med gennem herrefolkets etnografer og historieskrivere. For Danmarks vedkommende kommer arkæologien til hjælp; betydelige forskelle i - navnlig - lertøjet fra egn til egn synes kun forklarlige, hvis man antager, at landet har været opdelt i en række stammeprovinser, hver med sit særpræg. De store krigsbytteofre fra datiden bevidner uro mellem stammerne indbyrdes og taler måske også om angreb udefra.

Men Romerriget faldt, og på dets ruiner skabte folkevandrende germanske stammer de første egentlige riger. Det vigtigste eksempel er Frankerriget. I 500-årenes lærde verden vidste man også besked om en af de bølger, der ramte Nordeuropa: en stamme, danerne, kom vandrende, vistnok østfra. I året 515 angreb en danerfyrste, Hugleik, Frankerrigets nordkyst med en flåde. Beretningen kalder ham »danernes konge«, men uanset, hvad der ligger i udtrykket, har han altså haft magt nok til at føre et sådant angreb igennem.

Sagnene kalder vore ældste konger for skjoldunger og giver dem sæde i Lejre ved Roskilde, men sikker viden om dette har vi ikke, kun en vag formodning om noget, der må være foregået omkring midten af første årtusinde. At Lejre har haft en vis betydning i den senere jernalder, er der dog ingen tvivl om, det viser oldtidsminderne på stedet, men de fleste hører vikingetiden til, og da havde skjoldungerne, hvis de har eksisteret, i hvert fald udspillet deres rolle. Den bekendte undtagelse fra reglen forekommer dog: én af et antal store høje, som findes ved Lejre, er blevet udgravet og dateret til 500-årene. Det må nu være, hvad det vil, sagn er sagn, men det sker, at der bag dem skjuler sig historiske realiteter.

Vi må regne danerne for førende i den udvikling, som folkevandringerne satte igang, nemlig sammenvoksningen af de oprindelige småstammer i de danske »lande« (Jylland, Sjælland, Skåne) til storstammer, som slutteligt forenes i et egentligt rige. Ved siden af danerne optræder jyderne, de to folk betegner antagelig hver sin storstamme.

Bag denne udvikling, der kun kan skildres spekulativt, lå først og fremmest behovet for at overleve i tidsalderens uro. Den egentlige rigsdannelse tør anses for fuldbyrdet, da landet i slutningen af 700-årene træder ind på den europæiske histories scene, men den er tydeligvis ældre. Det kan ikke undre, at denne »stammestat« endnu på mange områder var tilbagestående, for eksempel i sammenligning med Frankerriget. Der skulle gå endnu fire-fem århundreder, før riget med Valdemar den Stores moderne stat befandt sig på europæisk niveau. I disse århundreder var faren for undergang bestandig til stede. Det nærmeste eksempel er Danmarks nabo mod syd, Abodriterriget, der ikke overlevede 1100-tallet. Det havde endnu ikke overvundet stammetidens svagheder.

Som allerede sagt fremhæver dansk historisk tradition 900-talskongen Harald Blåtand som skaberen af det danske rige. Runestenens »vandt sig hele Danmark« forleder til forestillingen om samling af mindre områder, og man har derfor tænkt sig, at Harald fra først af kun herskede over Jylland, men at han senere har udvidet sit territorium. Enhver danerkonge før Harald bliver ud fra denne betragtning »underlødig«. Det gælder således de konger, der optræder tidligere i Haralds århundrede; man har kaldt dem Hedeby-konger og forestillet sig, at de kun regerede i Sønderjylland, sådan at der kunne blive noget for Harald at »vinde sig«. Tankegangen er i og for sig forståelig: De pragtfulde Jellingmonumenter kaster en særlig glans over deres skabere, og mens tiden før ligger i relativt mørke, kan vi efter Harald følge begivenhederne videre - se hvordan udviklingen tager kurs mod Valdemarernes stat. Dertil kommer, at selve landsnavnet Danmark først for alvor dukker op med Jellingkongerne; tidligere har man talt om »danernes rige«.

Men Jellingstenens tvetydige udsagn og de deraf følgende overvejelser er ikke nok til så vidtgående slutninger. Der er ældre oplysninger, der kraftigt antyder, at et dansk rige forlængst havde taget form, ogder er mindesmærker, der taler et sprog, som ikke er mindre stærkt end kongehøjenes i Jelling. Ikke blot Harald betegnes i kilderne som danerkonge (rex danorum), det gælder enhver af de ældre konger. Det står ingen steder, at de var ringere end han. (Fig. 1)

Selv om der er store huller i vor viden, er det muligt at samle navnene på vore ældste regenter i tre efter hinanden følgende dynastier - fra 700-tallet til omkring år 1000, hvor der ikke længere råder usikkerhed om personer og regeringsår. Det første dynasti begynder og ender blindt, men hører hjemme i 7-800-årene, og for tidsrummet 780- 864 er vi endda på sikker grund med hensyn til kongenavne og tronfølge i én og samme slægt. Det andet dynasti må anbringes i første halvdel af 900-årene; det er de nysnævnte Hedebykonger, og også her er der tale om tronfølge i flere led med kendte herskernavne. Kong Gorm og hans slægt, herunder sønnen Harald Blåtand, kommer ind som det tredje dynasti.

Man skal i denne forbindelse ikke lade sig forvirre af, at datidens regler tillod »samkonger«, det vil sige flere medlemmer af den kongelige klan ved magten på én gang. Det er et gammelt træk, der fortsætter helt op i 1100-tallet, men det anfægter ikke ideen om rigets enhed.

En konges magtstilling, dengang som senere, må bedømmes efter, hvilke forsvars- og angrebsmidler han havde at sætte ind over for de fjender, som lurede uden for hans territorium. For danerkongens vedkommende blev især den sårbare sydgrænse et kardinalpunkt.

Her rejstes på et meget tidligt tidspunkt et storslået anlæg, der ikke kan tænkes skabt af en småkonge: Danevirke. Det er bygget og udbygget i flere omgange - helt op til 1200-årene - men den ældste del skriver sig fra året 737, som dendrokronologien har vist. Rigets sydlige forland var et storpolitisk skakfelt, som man ønskede at kontrollere; når feltet truedes, greb de danske konger vedholdende og kraftigt ind. I dette forland sad i hine tider to forskellige folk, abodriterne, hvis rige herfra strakte sig mod øst, og holstenerne, der hørte til en større kreds af saksiske stammer. De beholdt til danernes fordel - og måske ved deres mellemkomst – længe selvstændighed, mens frænderne sydpå gled ind i de dér udviklede storriger.

På angrebssiden vejede flåden tungt - Danmark er jo nu engang et ørige - og de spredte oplysninger tyder da også på, at kongerne har rådet over et betydeligt antal fartøjer. Den førnævnte Hugleik vovede i 500-årene et søtogt mod frankerne, og de samme frankere kan omkring 800 fortælle om en formidabel dansk flådemagt, angiveligt på to hundrede skibe. Med vikingetiden får flåden sin ganske særlige betydning. De første vestgående togter har vel været mere eller mindre »private«, men der forekom også - og allerede i 800-årene - tilfælde, hvor danske herskere brugte flåden i direkte statspolitisk øjemed. (Fig. 2, Fig. 3)

Ved siden af de militære midler stod diplomatiet. Den danske konge afsendte og modtog gesandter allerede i 700-tallet, og vigtige aftaler med fremmede magter be- segledes af fremmødte stormænd ved grænsen. Danmark og dets sydlige naboer havde jo fælles fjender endnu længere mod syd. Der kunne altså drives alliancepolitik - og blev det.

Hugleik er den første historisk bevidnede danske herskerskikkelse. Den næste dukker op et par hundrede år senere, i begyndelsen af 700-tallet, i forbindelse med en missionsrejse til »danernes vilde folkefærd«. Han bærer navnet Angantyr og beskrives som »mere grusom end et vilddyr og hårdere end en sten«. Der var naturligvis lidet at stille op med denne forhærdede person, selv om den berømte germanske gæstfrihed ikke svigtede. I det lille sceneri har vi en foregribelse af Ansgars rejse til danerkongen hundrede år senere. Det er kongen, der opsøges som den centrale magtperson.

Vi vil regne »vilddyret« som stamfader til 1. dynasti og betegne det Angantyrætten. Det er ganske vist en uhørt dristighed; strengt taget ved vi ikke, om der var slægtskab mellem ham og de følgende konger, men det er dog en mulighed, eftersom navnet Angantyr senere igen dukker op i den kongelige familie. Afstanden er imidlertid stor - først et halvt hundrede år efter vilddyret, i 782, melder den næste historisk bekræftede danerfyrste sig.

Hans navn er Sigfred, og han kaldes normannerkonge (normanner betød på det tidspunkt daner), men er først og fremmest kendt som »sakserhertugen« Widukinds ven. Denne Widukind var anfører for sakserne i modstanden mod Karl den Store, der på det tidspunkt var i fuld gang med at indlemme deres land i Frankerriget. Widukind fandt asyl hos danerne, og allerede dermed havde Sigfred fingrene langt inde i frankisk politik.

I mellemrummet mellem Angantyr og Sigfred befæstedes sydgrænsen for første gang - og det må være sket hurtigt, eftersom dendrodateringen, 737, er opnået flere steder i det ældste Danevirkes lange forløb. Arbejdet var virkelig stort - det svarer rundt regnet til opførelsen af 30 borge efter tidens mønster - så her ser vi altså klart, hvad en konge dengang formåede. Vi får vel aldrig fuld klarhed over, hvilket fjendebillede, der tegnede sig for danerne 737. Var naboerne i syd blevet for aggressive, eller var det Frankerriget, der med sin tiltagende styrke og erobringslyst sendte chokbølger mod Norden? Sidstnævnte rige var i fuld gang med at udvikle den militærmagt, der i anden halvdel af 700-årene skulle blive fatal for sakserne og forrykke magtbalancen. Vi har allerede set kong Sigfreds reaktion på dette.

De tyske dendrokronologer har med deres tidsfæstelse af Danevirke beriget Danmarkshistorien med et vigtigt årstal. For nylig er på Skalks træringslaboratorium en anden brik faldet på plads: dateringen af Kanhave-kanalen på Samsø, det storstilede anlæg, der åbnede øens gode naturhavn mod vest (se Skalk 1960:4). Et træ, benyttet ved arbejdet, har vist sig at være fældet 726, elleve år før grænsevolden blev bygget. Der var travlhed i disse år. Med overgangen til 800-årene forstummer enhver tvivl om, at vi har med regulære herskere over et samlet dansk rige at gøre. Oplysningerne falder nu så tæt, at man kan skrive et, omend løsrevet, stykke af en tidlig Danmarkshistorie. Når højofficielle frankiske kilder betegner den nu opdukkende fyrste, Godfred, som »rex«, så skal det tages alvorligt, for på denne tid er man hos frankerne ude efter præcis information og formelt rigtige betegnelser. Man skal ikke lade sig forbløffe af, at de samme tekster i næste linje måske er barnligt overtroiske. Rex Godfred er da en af Frankerriget uafhængig hersker, og selv om han kaldes en »opblæst pralhals«, så står der hos frankerne respekt om ham. Karl den Stores sidste felttog gjaldt fjenden i nord, men fandt sted under dårlige varsler: En fakkel faldt under marchen ned fra himlen og skræmte kejserens hest, så den kastede ham af.

For et kort spand af tid kan vi nu følge magtspillet om det sydlige forland på nærmeste hold. 802 havde Karls hær vist sig nord for Elben og derved krænket vitale danske interesser. 804 fik abodriterne, der stod i forbund med frankerne, overladt hele Holsten. Godfred lejrede sig ved Hedeby, men udeblev fra et møde med kejseren. Som modtræk mod denne søgte han forbund med andre slaviske folk.

I 808 havde Godfred sine alliancer i orden og lod hær og flåde rette et voldsomt angreb mod abodriterne. Samme år byggede han ifølge kilderne Danevirke, hvilket vel må betyde, at han genoprettede den gamle, nu sammensunkne, vold. Aret efter rykkede Karl uden hensyn til aftalen med abodriterne selv ind i forlandet, hvor et militært brohoved anlagdes ved Itzehoe, kun 50 km fra danernes grænse. Herfra skulle slaget mod Godfred føres, men denne brugte igen målrettet sin flådemagt, og et søangreb mod Frisland afværgede landangrebet. 810 blev Godfred myrdet af en hirdmand. Han var først og fremmest en krigerkonge, men at han også tænkte i andre baner, viser hans ødelæggelse af abodriternes Reric. Ved at tvangsforflytte købmændene fra denne by til Hedeby opnåede han fuldt herredømme over søhandelen. (Fig. 4)

Godfred efterfulgtes af Hemming, der omgående sluttede fred. Sammensætningen af den danske fredsdelegation er kendt, den var ledet af kongens brødre, Hankwin og Angantyr (her dukker det gamle navn op igen), og bestod i øvrigt af følgende stormænd: Osfred med tilnavnet Turdimolu, Warstein, Suomi, Urm, Osfred Helgesøn, Osfred af Skåne, Hebbi og Aowin. Man ser, at de mange Osfred'er omhyggeligt holdes ude fra hinanden, og man må af skåningens tilstedeværelse kunne slutte, at Skåne var del af riget. Det har vel omfattet de tre store »lande« med Jylland til Ejderen. Selve landsnavnet, Danmark, mangler endnu. Der tales om »danernes land«.

Freden udad var altså i hus, men efter kun to års regering døde Hemming, og der opstod indre strid om tronfølgen. Frankerne intervenerede åbenlyst for den ene af parterne, så sagen må have forekommet dem af vigtighed. Godfreds sønner vandt magtkampen, de fulgte faderens politik med det resultat, at frankerne 815 brød freden og iværksatte det længe forberedte angreb på Danerriget. Det blev en fiasko. Abodriterne, der havde støttet frankerne, oplevede deres våbens afmagt, og 817 gik de over til danerne, hvilket sikkert også på daværende tidspunkt var det klogeste, eftersom borgen i Itzehoe meget hurtigt kunne blive vendt mod dem selv. Denne borg blev nu på abodritisk initiativ angrebet, og her spillede danernes flåde igen en vigtig rolle, fordi den ad flodvejen kunne nærme sig målet. Borgen holdt stand, men spillet var i realiteten ude for frankerne. I de følgende år klager de idelig over abodriternes utroskab - læs: forbindelse med danerne. Et borgbyggeri i Lybæk 819 vender brodden mod frankerne, og da krisen i 820'erne ebber ud, ser vi også frankerne i færd med at bygge borge, således Hamborg til afløsning for den fremskudte stilling ved Itzehoe. »Hav frankeren til ven, men ikke til nabo«, lød et datidigt ordsprog. Det havde de to nordlige riger måttet sande.

Ligevægten var genskabt, og der blev våget over den, det viser et angreb på Hamborg 845 efter frankisk indblanding i abodriternes indre forhold. Det var en statspolitisk aktion, et flådeangreb ledet af den danske konge selv. Denne konge var Horik 1., den ene af de omtalte Godfredssønner, der blev ubestridt herre fra 827; han regerede længe (813-854), hvilket kan tages som tegn på, at kongedømmet nu var grundfæstet. Flere diplomatiske aktioner sydfra viser Danerrigets anseelse i denne tid - blandt dem Ansgars missionsvirksomhed.

Horik 2. (kaldet Barnet) fortsætter dynastiet - og vi tør vel regne den Sigfred med, der i 873 træffer aftaler vedrørende den internationale handel. Mere tvivlsomt er det, om to mænd, Sigfred og Godfred (atter gengangernavne), der faldt i slaget ved Löwen 891, og som angives at være danske konger, også virkelig var det, men det er en mulighed. Man aner en dynastisk katastrofe med omvæltende følger. Desværre er tiden omkring 900 dårligt belyst i kilderne. (Fig. 5, Fig. 6)

Nu følger i vor officielle kongerække et mærkeligt »hul«, som man har søgt udfyldt ved at udstyre de næste i rækken, Gorm den Gamle og hans søn Harald Blåtand, med meget lange regeringstider. Ret beset lyder det dog ikke særlig sandsynligt, at de to tilsammen skulle have dækket næsten et århundrede, men det er da heller ikke nødvendigt at gribe til denne løsning. De manglende konger står parat: vort andet dynasti eller Hedeby-kongerne. Som allerede omtalt har man for disse fyrster skabt et særherredømme i Sønderjylland; der er opbudt megen, nu halvvejs glemt, skarpsindighed på at sammentømre dette billede, der siden er blevet stående, i det mindste som en historisk halvsandhed. Medvirkende var naturligvis forestillingen om Harald Blåtand som rigssamleren, den krævede jo et Danmark delt i flere riger. Dem havde man her, idet man regnede Jellingkonger og Hedebykonger for, i hvert fald delvis, samtidige. For mange år siden - i et af de allerførste numre af Skalk (1957:2) - forsøgte historikeren Bent Ousager at rokke ved denne konstruktion og indsætte Hedebykongerne på det, han mente, var deres rette plads. Han fremhæver blandt andet, at dateringen af Gorms regering til en periode sluttende omkring 940 hviler på skrøbeligt grundlag, nemlig en op mod halvandet hundrede år yngre krønike, som netop, hvad dette angår, synes dårligt underrettet. Sammenligning med en anden, meget ældre kilde gør det mere end sandsynligt, at han har fejlplaceret Gorm. (Se billedtekst).

Hedebykongerne hører hjemme i første halvdel af 900-tallet - altså i det omtalte »hul«. Navnet er en nutidig opfindelse; hvor disse personer optræder i kilderne, omtales de altid, uden forbehold, som danske konger. Svend Estridsen, fra hvem vi har bevaret nogle erindringer, nævner dem da også som sine forgængere, og selv om han tilhører det følgende århundrede, tør vi nok fæste lid til den navnerække, han opgiver: Olaf, Gyrd, Gnupa og Sigtryg - i særdeleshed da flere af disse er kendt fra andre, samtidige kilder. Det gælder navnlig Gnupa, hvis faktiske eksistens er kraftigt bevidnet af to runesten ved Hedeby, rejst af hans kone Asfrid (hun kalder sig Odinkars datter, vel en utilsløret henvisning til datidens mægtigste jyske slægt). Just denne Gnupa må, 934, tage det første store nederlag mod fjenden i syd, nu i skikkelse af Henrik Fuglefænger, konge i det nye tyske rige. De sejrsfanfarer, som i den anledning udstødes fra tysk side, er af en art, som ville være meningsløse, hvis de var møntet på en småkonge ved Slien. Bag Gnupa stod Danmark, derfor var han en farlig modstander. (Fig. 7)

Den nævnte Olaf, der indleder vort andet dynasti - Olafætten vil vi kalde det - kom ifølge Svend Estridsen fra Sverige og tog magten med våben; hans ret til riget synes altså at have været tvivlsom. At Hedeby-navnet er blevet fæstet på ham og hans efterkommere, skyldes udelukkende de to ovennævnte runesten, som strengt taget ikke siger andet, end at Gnupas kone Asfrid på et tidspunkt efter mandens død har opholdt sig i byen ved Slien. Kongen har vel, som de senere middelalderkonger, haft gårde flere steder i landet, sikkert også i rigets vigtigste handelsstad, men Gnupa kan for den sags skyld udmærket have resideret i Jelling, hvor hans efterfølgere, Gorm og Harald, holdt til.

Henrik Fuglefængers angreb i 930'erne indvarslede en ny periode med trusler mod sydgrænsen. Også abodriterne var under pres fra syd. Disse begivenheder kan have fået det andet dynasti til at vakle. Med Gnupa-sønnen Sigtrygs fald, hvis nærmere omstændigheder vi ikke kender, var vejen banet for det tredje dynasti, Gormætten, som må være trådt til omkring 950. Ifølge Roskildekrøniken var Gorm den Gamle og hans søn Harald Blåtand samkonger. Ved kongsgården i Jelling satte de sig storslåede monumenter. (Fig. 8, Fig. 9)

I en samtidig karakteristik tegnes Harald som en person »ivrig efter at lytte, varsom med at udtale sig«. Han er den, der endeligt indfører kristendommen i landet. Hvor en Horik viste forståelse, foretager han med realpolitisk sans for den nye situation det store spring og fører Danmark ind i rækken af Europas kristne stater. Hermed var brodden taget af i hvert fald ét tysk aggressionsmotiv, og i kirken opstod en institution til støtte for kongemagten. Det er betegnende, at hos abodriterne lykkedes kun den ene halvdel af denne proces: fyrsterne kristnedes, folket ikke. (Fig. 10)

Men spændingen mellem nord og syd var stadig til stede. Fra tysk side spores en vis forsigtighed, man tøvede med at integrere landene nord for Elben. Kong Harald for sin del engagerede sig i den opgave, som også fjerne forgængere havde haft på programmet: Danevirkebyggeriet blev genoptaget 968 (atter en dendrokronologisk datering). Også alliancepolitiken blev genoplivet. Haralds ægteskab med abodriterfyrsten Mistivojs datter må ses i dette lys.

Det tyske rige stilede næppe efter et Østersøherredømme, men situationen var spændt nok endda, som Haralds voldbyggeri viser. I en tysk rigsforsamling 968 overvejedes konsekvenserne af, at »en krig med danerne stod for døren«. Den kom 974 og førte til et ydmygende nederlag for Harald, der imidlertid ikke uden videre lod sig kue, han lurede på revanche - og fik den ni år senere, måske i selskab med sønnen Svend Tveskæg; de to kan meget vel have været samkonger. Krigstoget 983 var godt forberedt, alliancerne med de slaviske folk spændte vidt, og man havde afventet et svagt øjeblik for modparten. Angrebet lykkedes. Der skulle gå halvandet århundrede, før en tysk hær igen lå foran Danevirke.

Ufred med sønnen Svend førte til Haralds død, men præcis, hvornår den indtraf, ved man ikke. Ved denne tid anlagdes de store danske ringborge som nye centre for den kongelige magt.

»Vandt sig hele Danmark«. Intet i Haralds historie, som vi kender den, forklarer de gådefulde ord. Betyder de, at han sammen med faderen på én gang erobrede riget, eller fortæller de, at han genvandt en landsdel, som midlertidigt var gået tabt? Den hævdvundne opfattelse, at han som den første samlede riget, kan i hvert fald ikke være rigtig, det turde være tilstrækkeligt begrundet i det foregående. Selve ordvalget i runestensteksten modsiger da også den traditionelle tolkning. Der tales om et Danmark, og det må betyde, at der forinden har eksisteret et landområde med det navn, altså sikkert et samlet rige, næppe en gruppe af indbyrdes adskilte småstater.

Over de oprindelige danske stammer havde forlængst (i skjoldungetiden?) hvælvet sig et rige, og svaret på, hvem der vandt sig det, kan vi ikke forvente at få. Gorm og Harald var det ikke, men deres »tredje dynasti« blev et vigtigt trin på vejen mod Valdemarernes grundfæstede stat.