Vandt sig hele Danmark

I de første århundreder af vor tidsregning dominerede det vældige Romerrige, men dets magt var ikke ubegrænset. Mod nord lå det frie Germanien med et utal af stammer, som vi glimtvis stifter bekendtskab med gennem herrefolkets etnografer og historieskrivere. For Danmarks vedkommende kommer arkæologien til hjælp; betydelige forskelle i – navnlig – lertøjet fra egn til egn synes kun forklarlige, hvis man antager, at landet har været opdelt i en række stammeprovinser, hver med sit særpræg. De store krigsbytteofre fra datiden bevidner uro mellem stammerne indbyrdes og taler måske også om angreb udefra.

Men Romerriget faldt, og på dets ruiner skabte folkevandrende germanske stammer de første egentlige riger. Det vigtigste eksempel er Frankerriget. I 500-årenes lærde verden vidste man også besked om en af de bølger, der ramte Nordeuropa: en stamme, danerne, kom vandrende, vistnok østfra. I året 515 angreb en danerfyrste, Hugleik, Frankerrigets nordkyst med en flåde. Beretningen kalder ham »danernes konge«, men uanset, hvad der ligger i udtrykket, har han altså haft magt nok til at føre et sådant angreb igennem.

Sagnene kalder vore ældste konger for skjoldunger og giver dem sæde i Lejre ved Roskilde, men sikker viden om dette har vi ikke, kun en vag formodning om noget, der må være foregået omkring midten af første årtusinde. At Lejre har haft en vis betydning i den senere jernalder, er der dog ingen tvivl om, det viser oldtidsminderne på stedet, men de fleste hører vikingetiden til, og da havde skjoldungerne, hvis de har eksisteret, i hvert fald udspillet deres rolle. Den bekendte undtagelse fra reglen forekommer dog: én af et antal store høje, som findes ved Lejre, er blevet udgravet og dateret til 500-årene. Det må nu være, hvad det vil, sagn er sagn, men det sker, at der bag dem skjuler sig historiske realiteter.

Vi må regne danerne for førende i den udvikling, som folkevandringerne satte igang, nemlig sammenvoksningen af de oprindelige småstammer i de danske »lande« (Jylland, Sjælland, Skåne) til storstammer, som slutteligt forenes i et egentligt rige. Ved siden af danerne optræder jyderne, de to folk betegner antagelig hver sin storstamme.

Bag denne udvikling, der kun kan skildres spekulativt, lå først og fremmest behovet for at overleve i tidsalderens uro. Den egentlige rigsdannelse tør anses for fuldbyrdet, da landet i slutningen af 700-årene træder ind på den europæiske histories scene, men den er tydeligvis ældre. Det kan ikke undre, at denne »stammestat« endnu på mange områder var tilbagestående, for eksempel i sammenligning med Frankerriget. Der skulle gå endnu fire-fem århundreder, før riget med Valdemar den Stores moderne stat befandt sig på europæisk niveau. I disse århundreder var faren for undergang bestandig til stede. Det nærmeste eksempel er Danmarks nabo mod syd, Abodriterriget, der ikke overlevede 1100-tallet. Det havde endnu ikke overvundet stammetidens svagheder.

Som allerede sagt fremhæver dansk historisk tradition 900-talskongen Harald Blåtand som skaberen af det danske rige. Runestenens »vandt sig hele Danmark« forleder til forestillingen om samling af mindre områder, og man har derfor tænkt sig, at Harald fra først af kun herskede over Jylland, men at han senere har udvidet sit territorium. Enhver danerkonge før Harald bliver ud fra denne betragtning »underlødig«. Det gælder således de konger, der optræder tidligere i Haralds århundrede; man har kaldt dem Hedeby-konger og forestillet sig, at de kun regerede i Sønderjylland, sådan at der kunne blive noget for Harald at »vinde sig«. Tankegangen er i og for sig forståelig: De pragtfulde Jellingmonumenter kaster en særlig glans over deres skabere, og mens tiden før ligger i relativt mørke, kan vi efter Harald følge begivenhederne videre – se hvordan udviklingen tager kurs mod Valdemarernes stat. Dertil kommer, at selve landsnavnet Danmark først for alvor dukker op med Jellingkongerne; tidligere har man talt om »danernes rige«.

Men Jellingstenens tvetydige udsagn og de deraf følgende overvejelser er ikke nok til så vidtgående slutninger. Der er ældre oplysninger, der kraftigt antyder, at et dansk rige forlængst havde taget form, ogder er mindesmærker, der taler et sprog, som ikke er mindre stærkt end kongehøjenes i Jelling. Ikke blot Harald betegnes i kilderne som danerkonge (rex danorum), det gælder enhver af de ældre konger. Det står ingen steder, at de var ringere end han. (Fig. 1)