Vandforsyning
»Endskønt vand er et af de hovedelementer, som vor hele tilværelse beror på, så tænker de fleste mennesker dog mere på deres vin, deres te eller kaffe end på den gode eller slette beskaffenhed af det, som udgør en hovedbestanddel af deres fleste næringsmidler«, skriver en københavner april 1805 i et af hovedstadens blade, og hans ord har stadig aktualitet, om end under lidt andre forudsætninger. Han fortsætter: »Det er bekendt, at vandet er årsag til ikke få sygdomme, og at det næsten har lige så vigtig en indflydelse på vor sundhed som luften selv. Det er især dens fremmede bestanddele, der frembringer denne skadelige virkning, og det er kun vanen, der gør den mindre skadelig end ellers. Vand, som ledes gennem trærender, således som Peblingesøens, er især udsat for at blive skadelig for sundheden. Træet rådner med tidens længde, vandet antager derved en vis skarphed og bliver uklart. Næsten hvert andet hus i København har vand af forskellig beskaffenhed, og det er naturligvis en følge af rendernes forskellige beskaffenhed. Muligen at disse ikke kunne efterses ofte nok, og når de imellem efterses, er de i almindelighed på visse steder så rådnede, at det vand, der har måttet flyde derigennem, allerede længe er blevet fordærvet derved.
Af XX
I Paris må man som bekendt købe det vand, der skal nydes. Man anser dette i andre lande for en stor ulejlighed, men i grunden er denne mangel på vand en sand velgerning for denne stads indbyggere. Vel må de købe deres vand, men ikke at tale om, at det, der betales derfor, er en sand ubetydelighed, så får pariserne ved denne lejlighed også det reneste og sundeste kildevand, der kan tænkes. Der findes folk, hvis eneste forretning det er at føre vand til staden på karrer. - Jeg kan ikke indse, hvorfor man ikke og i København skulle kunne anlægge en sådan vandhandel. Der behøvedes intet udlæg dertil; fattige folk kunne måske finde deres udkomme derved, og indbyggerne ville højligen kunne være tjent dermed. Hvo, der havde råd dertil, ville vel tage i betænkning at betale 6-8 skilling for en tønde godt og sundt springvand«.
Det problem, den anonyme brevskriver her berører, var ikke af ny dato, men byens vækst gjorde det stadig mere påtrængende. Det meste drikkevand kom gennem rørledninger fra stadsgraven eller Søerne, men da disse naturligvis brugtes til alt muligt andet, således vask af tøj, kan man tænke sig til kvaliteten. Intet under, at epidemier florerede og bortrev mange indbyggere. En del blandt de mere velstillede har dog sikkert forstået at klare sig på den i læserbrevet foreslåede facon, nemlig med vand hentet fra kildevæld uden for byen. Det vides, at Christian 4. fik vand bragt fra Helene Kilde i Nordsjælland (dog vist mest til medicinsk brug), og gennem en periode i 1700-årene var Helligkorskilden i Roskilde fast leverandør af drikkevand til hoffet.
Der foreligger intet om, at læserbrevet af 1805 skal have haft nogen virkning, men mange år senere blev ideen taget op, og igen var det Helligkorskilden, der måtte holde for. I en avisannonce fra december 1847 indbydes hovedstadens borgere til at abonnere på »dette udmærkede vand, der formedelst dets finhed og blødhed egner sig som sundt og behageligt drikkevand«. Det bliver frisk indført hver dag, og prisen vil, hvis tilstrækkeligt mange melder sig, ikke overstige én skilling pr flaske. Indtegning sker hos portneren i hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv. Det oplyses, at man allerede har opnået »Hans Majestæt Kongens allerhøjeste abonnement«.
Et virkelig godt tilbud.
