Vandets ånder

»Jeg gjorde det på den måde, at jeg, så snart jeg havde spist, når jeg kom fra arbejde, cyklede ud til en bestemt mose, hvor enten arbejdet endnu var i gang eller var overarbejde, eller jeg besøgte en mose, hvor en hestepasser eller andet tørvemandskab boede i et telt, skur eller barak, og med dem konfererede jeg fund, der var gjort, eller fund, man eventuelt kunne gøre. Især gjorde jeg dem opmærksom på, at man kunne finde potteskår eller ting af træ. – Med på min cykel havde jeg tit en mappe med bajerskøl og tit en pakke tobak, en pakke cigaretter, eller en æske Gøteborg-snus. — Tobak var rationeret, så det var minimalt, hvad jeg kunne skaffe af det, men min købmand, Lars B. Petersen i Farum, gav mig min ration, og det samme fik jeg, da jeg begyndte at handle hos Carl Jensen (købmand Carl). Det vil sige, jeg faktisk fik to rationer, og da jeg ikke selv røg, kunne jeg disponere over en del tobaksvarer. Som regel indledte jeg et besøg i mosen med at byde cigaretter og øl rundt og kom derved let på talefod med arbejderne, og en del flintsager indgik på den måde i min samling«.

Det var almindeligt, fortæller Karl Nielsen videre, at svaret på hans spørgsmål, om der blev fundet oldsager i mosen, først var et nej, men det skulle nu ikke tages alt for bogstaveligt; det betalte sig at gå de adspurgte lidt nærmere på klingen. På den måde kom han i Vibygårds mose ved Roskilde i besiddelse af et menneskeskelet med et stort trepaneringshul i kraniet – et bemærkelsesværdigt fund fra tragtbægerkulturens tid, det afsnit af stenalderen, hvor agerbruget dukkede op, og hvor de store stengrave, dysserne og jættestuerne, opførtes. De fleste moseoldsager stammer netop fra den periode. Der er tale om hele, brugbare genstande nedlagt på lavt vand et stykke fra bredden i det, der dengang var søer og åer; de er senere vokset til og har dannet nutidens tørvemoser. Det er om disse fund og specielt de sjællandske, der i det følgende skal tales.

Hele brugbare ting, som må være nedsat i åbent vand og dermed bragt uden for normal menneskelig rækkevidde, tolkes almindeligvis som ofre til højere magter. Alt sådant ligger vor tankeverden fjernt, så for at forstå det er det nødvendigt at betragte religionen i nyere samfund på samme udviklingstrin som datidens danske, hvad angår teknologi og opbygning. Det samfund, som man dengang og i øvrigt hele stenalderen igennem levede under, har utvivlsomt været stammeopdelt; hver stamme – klan om man vil – bestod af en gruppe mennesker, der kunne føre deres slægt tilbage til et fælles udgangspunkt. Den enkelte persons stilling havde noget at gøre med vedkommendes placering i familien og forholdet til stamfaderen. Stammesamfund af den art og med ernæringsgrundlag i simpelt agerbrug kendes også fra nyere tid, således i Melanesien, visse steder i Afrika og i Sydamerika blandt den indianske befolkning. Her er religionen først og fremmest centreret om ånder, både naturånder og forfædreånder, og der er en udbredt tro på hekse. Såvel ånder som hekse kan gribe ind i menneskenes liv, men det er muligt at styre dem på forskellig måde ved hjælp af ceremonier, ofringer og tabuer.

Ander kan findes mange steder, men det er ikke usædvanligt, at nogle af dem holder til i vandet. Således hos Mae Enga-folket på New Guinea: »Blandt de vestlige klaner spiller små søer og damme en vigtig rolle i de ritualer, som skal gøre forfædreånderne venligt stemt eller dæmpe deres vrede over brudte tabuer. Skjult i tæt skov har hver klan en lille sø, som de betragter som stedet, hvor forfædrenes kraft er koncentreret«. I andre stammer er det en bakke, undertiden en bakke med et vandløb, eller en særlig formet klippeknold, der er tilholdssted for forfædrenes ånder. (Fig. 1, fig. 2)