Vandets ånder

»Jeg gjorde det på den måde, at jeg, så snart jeg havde spist, når jeg kom fra arbejde, cyklede ud til en bestemt mose, hvor enten arbejdet endnu var i gang eller var overarbejde, eller jeg besøgte en mose, hvor en hestepasser eller andet tørvemandskab boede i et telt, skur eller barak, og med dem konfererede jeg fund, der var gjort, eller fund, man eventuelt kunne gøre. Især gjorde jeg dem opmærksom på, at man kunne finde potteskår eller ting af træ. - Med på min cykel havde jeg tit en mappe med bajerskøl og tit en pakke tobak, en pakke cigaretter, eller en æske Gøteborg-snus. — Tobak var rationeret, så det var minimalt, hvad jeg kunne skaffe af det, men min købmand, Lars B. Petersen i Farum, gav mig min ration, og det samme fik jeg, da jeg begyndte at handle hos Carl Jensen (købmand Carl). Det vil sige, jeg faktisk fik to rationer, og da jeg ikke selv røg, kunne jeg disponere over en del tobaksvarer. Som regel indledte jeg et besøg i mosen med at byde cigaretter og øl rundt og kom derved let på talefod med arbejderne, og en del flintsager indgik på den måde i min samling«.

Det var almindeligt, fortæller Karl Nielsen videre, at svaret på hans spørgsmål, om der blev fundet oldsager i mosen, først var et nej, men det skulle nu ikke tages alt for bogstaveligt; det betalte sig at gå de adspurgte lidt nærmere på klingen. På den måde kom han i Vibygårds mose ved Roskilde i besiddelse af et menneskeskelet med et stort trepaneringshul i kraniet - et bemærkelsesværdigt fund fra tragtbægerkulturens tid, det afsnit af stenalderen, hvor agerbruget dukkede op, og hvor de store stengrave, dysserne og jættestuerne, opførtes. De fleste moseoldsager stammer netop fra den periode. Der er tale om hele, brugbare genstande nedlagt på lavt vand et stykke fra bredden i det, der dengang var søer og åer; de er senere vokset til og har dannet nutidens tørvemoser. Det er om disse fund og specielt de sjællandske, der i det følgende skal tales.

Hele brugbare ting, som må være nedsat i åbent vand og dermed bragt uden for normal menneskelig rækkevidde, tolkes almindeligvis som ofre til højere magter. Alt sådant ligger vor tankeverden fjernt, så for at forstå det er det nødvendigt at betragte religionen i nyere samfund på samme udviklingstrin som datidens danske, hvad angår teknologi og opbygning. Det samfund, som man dengang og i øvrigt hele stenalderen igennem levede under, har utvivlsomt været stammeopdelt; hver stamme - klan om man vil - bestod af en gruppe mennesker, der kunne føre deres slægt tilbage til et fælles udgangspunkt. Den enkelte persons stilling havde noget at gøre med vedkommendes placering i familien og forholdet til stamfaderen. Stammesamfund af den art og med ernæringsgrundlag i simpelt agerbrug kendes også fra nyere tid, således i Melanesien, visse steder i Afrika og i Sydamerika blandt den indianske befolkning. Her er religionen først og fremmest centreret om ånder, både naturånder og forfædreånder, og der er en udbredt tro på hekse. Såvel ånder som hekse kan gribe ind i menneskenes liv, men det er muligt at styre dem på forskellig måde ved hjælp af ceremonier, ofringer og tabuer.

Ander kan findes mange steder, men det er ikke usædvanligt, at nogle af dem holder til i vandet. Således hos Mae Enga-folket på New Guinea: »Blandt de vestlige klaner spiller små søer og damme en vigtig rolle i de ritualer, som skal gøre forfædreånderne venligt stemt eller dæmpe deres vrede over brudte tabuer. Skjult i tæt skov har hver klan en lille sø, som de betragter som stedet, hvor forfædrenes kraft er koncentreret«. I andre stammer er det en bakke, undertiden en bakke med et vandløb, eller en særlig formet klippeknold, der er tilholdssted for forfædrenes ånder. (Fig. 1, fig. 2)

En almindelig tro i disse samfund er, at ånderne udsender en kraft, som holder landet frugtbart, så afgrøderne trives, husdyrene formerer sig, som de skal, og kvinderne får sunde børn. Og meget andet tager ånderne sig af, de sørger for, at mændene bliver tapre i krig, og at alvorlige sygdomme og ulykker undgås, men altsammen kræver det, at man står sig godt med dem, ånderne kan nemlig også være farlige, straffe asocial adfærd og brud på tabuer eller simpelthen være ondsindede i perioder. Der er derfor i disse samfund mange ritualer, som har til formål at komme til kundskab om åndernes vilje og blidgøre dem, eller drive dem bort, hvis de er i det vanskelige hjørne. I adskillige af disse ritualer indgår ofre.

Særlig vigtigt er det at have åndernes velvilje i livets store stunder: når en nyfødt modtages af familien, når et ungt menneske træder ind i de voksnes rækker, ved giftermål og ved begravelse. Især ungdomsindvielsen anses ofte for meget vigtig, det er nemlig i forbindelse med den, de unge får deres første indblik i de ceremonier og magiske formularer, der skal til for at komme på talefod med ånderne. I deres fulde udstrækning kendes disse ritualer kun af stammens ældste, som herigennem har en væsentlig magt. Når de yngre delagtiggøres i denne vigtige viden, sker det gradvis og ofte under svære prøvelser.

Eftersom ofring spiller en væsentlig rolle, når man i disse samfund vil opnå forbindelse med ånderne, kan det ikke undre, at en af de vigtigste fundgrupper fra vor hjemlige bondestenalder netop er genstande, som er ofrede - i vådområder, på indhegnede pladser eller ved grave. Offerfundene er vor bedste kilde til viden om stenalderens religion. Alle sagnene og sangene er jo borte for evigt.

De ofrede genstande, vi i dag finder i moser og lignende steder, er som nævnt oprindelig lagt ud i åbent vand på brednære pladser i åer, søer eller fjorde. Ved besøg på findestederne bemærker man, at de ofte ligger i nærheden af markante terrænpunkter. Som for eksempel den lille, men stejle Kølholm i Roskilde Fjord - en knold, der stikker op, nærmest et stort skær. Vandet har på tragtbægerkulturens tid stået noget højere og dækket det lave forland, som ses i dag. Omkring denne ø er ved skalgravning fundet mange lerkar og stenredskaber fra omtrent hele bondestenalderen. (Fig. 3)

Det er sandsynligt, at de mennesker, som bragte ofrene, ikke er kommet langvejsfra, men at de levede og døde i nærheden; for at afprøve det må man gå til Nationalmuseets arkiver og undersøge, hvad offerpladsens nabolag rummer og har rummet af såvel bopladser som grave. I et samfund med primitivt agerbrug som det, der her er tale om, vil det område, hvor man færdes jævnligt, og som man derfor kender godt, normalt ligge inden for to kilometer fra bostedet, så vi har ladet dette mål bestemme efterforskningens omfang. Resultatet blev som ventet: til offerpladserne slutter sig meget ofte samtidige bopladser og grave, og at det ikke kan skyldes tilfældighed, godtgør kontrolundersøgelser foretaget i andre områder. Stengravene ligger/lå ofte i en afstand af 4-800 meter fra offerstederne; det normale antal er 2-6, men der kan være flere, helt op til 34. Bopladser er vanskeligere at påvise end dysser og jættestuer, men mange kendes og adskillige i nærheden af offersteder, ofte under 500 meter fra dem. Det er ikke sjældent pladser med en meget lang brugstid. (Fig. 4)

Det ser altså ud til, at stenalderens danskere, i modsætning til Mae Enga-folket på New Guinea, har haft deres helligsteder i kernen af bebyggelsen. Ligesom bopladserne ses de tit at have været benyttet gennem meget lang tid, typisk fra slutningen af jægerstenalderen og hele bondestenalderen igennem. Hvor boplads og offerplads ligger tæt ved hinanden, den ene på mosebredden, den anden ude i mosen, kan det være svært at skelne offer fra affald, men hele, velbevarede lerkar og gode, brugbare redskaber vil dog vanskeligt kunne regnes til det sidstnævnte. Som eksempel kan nævnes nogle pladser i den store vestsjællandske Åmose, hvor der flittigt blev skåret tørv under krigen, og hvor der i øvrigt er foretaget omfattende udgravninger. De har ligget på små øer i den daværende sø og syntes at være jagtbopladser benyttet af de første agerbrugere under kortvarige sommerophold; om vinteren var der næppe beboeligt. Knoglefundene viser, at man har fisket, jaget fugle og nedlagt ganske unge rådyr i den alder, hvor de endnu har plettet pels, og af en skaldynge fremgår det, at man også har samlet dammuslinger. Tamdyrknogler var der ikke mange af, men de forekom dog; man har haft mad med hjemmefra. Rundt om én af disse øer stod lerkar, der må være udsat som ofre. Sammen med en af krukkerne lå kranier af tre får.

Der findes offerpladser med kun få genstande, men mange er, som allerede berørt, særdeles velforsynede, de har været længe i brug og må opfattes som betydningsfulde helligsteder. På sådanne pladser er der i nogle tilfælde fundet anlæg af træ, en slags grenplatforme, som har gjort området farbart under de ceremonier, man må antage har hørt til ofringerne. Desværre har tørvearbejderne sjældent haft sans for sager af den art; at finde træ i moser er jo ingen sjældenhed, så det var ikke noget, man i almindelighed fæstede sig ved. Det hører til undtagelserne, at fagfolk er tilkaldt, så fænomenet kan være mere almindeligt, end det umiddelbart ser ud til. Vi kender dog fire fund af den art fra Sjælland og et fra Østjylland, men dertil kommer et fra Sverige (se Skalk 1983:4), et fra Nordtyskland og et fra England; fundtypen er med andre ord ret velbelyst. I de fire sjællandske tilfælde var grenplatformene støttet af nedrammede pæle, som fulgte den gamle søbred; en af de bedst undersøgte, fra Salpetermosen syd for Hillerød, var ca 10 meter bred og 22 meter lang. På en platform i Føllenslev Sømose, Nordvestsjælland blev gjort et bemærkelsesværdigt fund: en skæftet flintøkse, men skaftet er ganske kort og ender nedadtil i en tap, som må have været indsat i noget andet. I den foreliggende form kan redskabet næppe have haft praktisk anvendelse, så man må formode, der er tale om en kultfigur, en slags gudebillede, som har været genstand for dyrkelse - en rimelig tanke netop på dette sted. Øksen hører til stridsøksekulturen og er altså lidt yngre end flertallet af de her behandlede fund. (Fig. 5, fig. 6, fig. 7)

Den jyske grenplatform - fra Veggerslev på Djursland - hører også til de velundersøgte, skønt den blev fundet på et tidligt tidspunkt, nemlig i 1893. Findestedet er et langstrakt, 4-500 meter bredt, mose- og engdrag. Anlægget, der gik på tværs af dalen, var 10 meter bredt og kunne følges over en strækning på ca 50 meter; man antog i første omgang, at der var tale om en vej, og ledte meget efter fortsættelsen uden dog at finde den. Også her var konstruktionen holdt sammen og til dels båret af nedrammede pæle. Over dem lå flere, men meget spredte lag af stammer og grene, snart på langs og snart på tværs. På og omkring grenkonstruktionen fandtes syv lerkar af storstensgravenes alder samt fem flintøkser og en mejsel. Fra samme mosedrag stammer talrige andre offerfund, men ingen af dem lå nær ved platformen.

Fra England, hvis kultur ellers afviger en del fra vor på den tid, men hvis religion ser ud til at have haft fællestræk med den danske, kendes som nævnt et tilsvarende træbygningsværk. Grenplatformen, som der også her er tale om, lå på en moseø i Brue Valley, Somerset Levels, og i nærheden løb to grenlagte veje, der på en eller anden måde må have haft betydning for anlægget. Selve platformen var samtidig med den danske fra Veggerslev, altså fra stengravenes tid, og det samme gælder vejene, som imidlertid var anlagt langt tidligere og nedlagt længe efter. Der blev ikke fundet lerkar sammen med disse anlæg, men derimod en meget spændende trægenstand, en menneskefigur af hermafroditisk tilsnit; den har såvel penis som bryster. Det er en af de tidligste kultfigurer, som kendes fra Nordeuropa. Men lad os vende tilbage til de hjemlige egne og se lidt nærmere på de dér fremdragne genstande, først og fremmest lerkarrene, som jo er det dominerende element. De findes ofte knust, men alle skår er til stede, så man kan gå ud fra, de er nedsat i hel og uskadt stand. Som regel drejer det sig om tragtbægre, den karform, der har givet perioden navn. Rumindholdet er 2-8 liter, og mange bærer spor af at have været brugt som kogekar. Hvilken slags mad, man har tilberedt, kan sjældent siges, men det hænder, den har efterladt en skorpe, fastbrændt på indersiden af halsen. Der kan også være skjolder af sod og striber på ydersiden efter noget, der er kogt over, og i mange tilfælde er bunden krakeleret, som den bliver, når karret udsættes for temperaturchok ved gentagen brug over åben ild. At karrene har været anvendt til madlavning er altså helt sikkert, og i enkelte tilfælde har man da også fundet rester af selve denne mad, for eksempel fiskeskæl og fiskeben i den omtalte madskorpe, som altså må være afsat af en fiskesuppe. Det er også sket, at der har ligget en enkelt dyreknogle nede i karret, således i et tilfælde en lemmeknogle fra en gris. Sammen med krukkerne optræder undertiden køkkenredskaber: større og mindre træskeer, en lille flække eller - i to tilfælde - knive lavet af skulderbladet fra en ko. (Fig. 8, fig. 9)

Det er nærliggende, at det ikke er karrene selv, der er offergaven, men den mad, der har været i dem; den er stillet ud til moseånderne, ganske som når man i nyere tider stillede grød ud til nissen. Der er dog også en anden mulighed, nemlig at kar og køkkenredskaber har fungeret ved tilberedningen af offermåltider, som de ofrende selv har indtaget, og at de derved er blevet helliggjorte, så de ikke har måttet bruges igen - hvilket forhindredes ved udsætningen. Dyreknogler, der findes sammen med karrene, er ofte spaltede på langs, sikkert for at marven kunne udtages. Det tyder på, at der indgik festmåltider i de ritualer, som offerfundene er de eneste spor efter. Hvad der foreløbig er sagt om denne offerskik, lyder ikke særlig skræmmende, men den har en makaber side: i omtrent halvdelen af de sjællandske moser, som har afgivet lerkar fra bondestenalderen, er der også fundet menneskeskeletter. Tidligere antog man, at disse skeletter i lighed med de bekendte jyske moselig, som Tollund- manden og Grauballemanden, måtte stamme fra den ældre jernalder; forskellen var blot, at i de sure jyske moser mumificeredes ligene, i de kalkholdige sjællandske bevaredes kun knoglerne. C14-datering af 17 sjællandske moseskeletter har imidlertid vist, at 12 er fra bondestenalderen, 1 fra bronzealderen og kun 4 fra tidlig jernalder. Samhøret mellem skeletter og offerpladser turde hermed være om ikke bevist, så dog sandsynliggjort.

I to af stenaldertilfældene synes der at være tale om personer, som er blevet stranguleret, før de blev lagt i mosen; det ene er fra Bolkilde på Als, det andet fra gården Sigersdal ved Veksø i Nordsjælland (se Skalk 1985:3 og 1987:5). Sigersdal fundet er det mest dramatiske. Skelettet, som tørvearbejderne fandt, en pige på en snes år, havde en strikke om halsen. Hun lå halvt ned med den ene fod stikkende fast i mosebundens gytje, resten indlejret i tørvejord. Geologen Svend Th. Andersen, som blev tilkaldt og udgravede fundet, mener, at vanddybden på stedet har været sådan, at pigen lige netop har kunnet bunde. Han forestiller sig, hun er ført til stedet med strikken om halsen og dræbt, hvor hun blev fundet. En stor kranielæsion blev først antaget for dødsårsagen, men nøjere antropologiske undersøgelser har vist, at den er af senere dato, så det er sandsynligt, hun er kvalt med strikken. Ca 30 meter fra dette skelet lå et andet, også af en ung pige, og ligeledes i nærheden fandtes forskellige ting: en stenlægning, en stor lerflaske (såkaldt øskenkrukke) og en samlet beholdning på ikke mindre end 13 slebne flintøkser. De to piger er begge C14-dateret til tiden, hvor de første dysser byggedes. (Fig. 10)

En ting, der synes at være karakteristisk for stenalderens moseskeletter, er, at de ofte stammer fra ganske unge mennesker eller ligefrem børn. Jernalderens moselig - de sikre af dem - er alle af voksne.

Vil man prøve at forstå baggrunden for stenalderens menneskeofringer, er der grund til endnu engang at vende blikket mod New Guinea. Herfra fortæller antropologen Fitzjohn Porter Poole, at en stamme, Bimin-kuskusmin, tidligere havde et ritual, som blev udført med års mellemrum. Pandanus-ritualet, som det kaldtes, løb over en hel vækstsæson. Det begyndte med, at man fangede en mand fra nabostammen og dræbte ham under udførelse af ceremonier, der skulle trække dødskampen ud så længe som muligt. Ved slutningen af vækstsæsonen foretog man det samme med en kvinde. Hensigten med drabene var at styrke livskraften både hos afgrøderne og hos stammens medlemmer. Også vore stenalderforfædre kan have haft behov for en sådan opstramning af afgrøder, folk og fæ. Da man næppe holdt trælle på dette tidlige tidspunkt, er det tænkeligt, at det også her var uheldige medlemmer af nabostammen, det gik ud over. (Fig. 11, fig. 12)

De ældste moseofre, vi kender, er fra tiden lige efter agerbrugets indførelse, hvor de første stendysser endnu ikke havde set lyset. På den tid består offergaverne dels af lerpotter (undertiden sammen med knogler fra et enkelt dyr, som regel får), dels af flintøkser, der enten er nedlagt enkeltvis eller i større fint ordnede samlinger, som ved Sigersdal. Økserne findes ofte i samme vådområder som lerkarrene, men ikke sammen med dem. Det ser ud til, at de to typer offergaver, på den ene side lerkar/dyre- knogler, på den anden flintøkser, har krævet hver deres ritualer.

I den følgende del af tragtbægerperioden, tiden hvor dysserne og jættestuerne bygges, og hvor de store indhegnede pladser som den ved Sarup på Fyn er i virksomhed (se Skalk 1982:2), stiger antallet af lerkar på offerpladserne. Det ser ud til, at disse nu har været længere i brug; man er kommet tilbage til det samme helligsted igen og igen og har udført de rituelle handlinger, der endte med nedsættelsen af et lerkar. Samtidig vokser knogleudstyret i omfang, og der kan være ben af flere dyr, ofte af forskellige dyrearter. Det hyppigst forekommende offerdyr er nu koen; fåret, der tidligere lå i spidsen, er rykket ned som nr 2. På bopladserne - de af dem, der har beriget os med knoglemateriale - er rækkefølgen lidt anderledes, også her dominerer kvæget ganske vist, men på andenpladsen kommer svinene; fåret er trådt i baggrunden, men mangler dog sjældent helt. Har fåret haft en særlig position som offerdyr? - Mens vi er ved knoglefundene: på offerpladserne er undertiden fundet skeletter af okser, som regel lidt ældre dyr og i flere tilfælde stude; de ligger hele og uforstyrrede i mosen og viser ingen tegn på at være blevet spist. At der også her er tale om ofringer, synes C14-dateringer at bekræfte; i hvert fald er skeletterne fra pladsernes brugstid. Okserne må ligesom de ovenfor omtalte menneskeskeletter repræsentere en særlig side af offerskikken. (Fig. 13, fig. 14, fig. 15)

Der synes ikke at være ofret mange flintøkser i denne tid, men til gengæld smukke køllehoveder og stridsøkser samt ravperler; de sidstnævnte optræder i samlinger på op omkring 50. Et af ravfundene har en kompliceret fundhistorie, der fortæller lidt om museumsfolkets arbejdsvilkår på tørvegravningernes tid. I 1949 fandt en husmand, der harvede smujd, 43 ravperler i den østlige del af Store Åmose. De lå i en bunke oven på et ornamenteret ribben, der igen lå oven på noget pindeværk. En privatsamler, som kom til stede, lavede en lille efterundersøgelse, hvorved fremkom yderligere 7 perler, og købte i øvrigt fundet for 100 kr. En anden amatørarkæolog med nær kontakt til Nationalmuseet hørte om sagen og foretog endnu en efterundersøgelse; den resulterede i fundet af endnu en ravperle. Denne sidstnævnte perle er det eneste, som er kommet til Nationalmuseet, men den viser i hvert fald, at fundet hører bondestenalderen til. Ganske tæt ved skal være fundet to dyrekranier, vistnok af ged.

Senere i stenalderen, hvor man ikke længere bygger store stengrave, men i nogle landsdele stadig begraver i dem, man har, skifter moseofringerne på ny karakter. Lerkar nedsættes ikke mere, men til gengæld begynder man igen at ofre flintøkser i stor stil, og mejsler mangler ikke. Stridsøkser forekommer. I dolktiden, stenalderens slutningsafsnit, synes udviklingen nærmest at tage fart, og nu er det ikke blot flintøkser, men også dolke, spydspidser og kornsegle, der kommer i moserne.

Bronzens ankomst til landet medfører store ændringer i den gamle skik. Ikke at offerfund mangler, heller ikke dem fra moserne, men nu er det metalsager, man giver ånderne, og de var anderledes kostbare end dem af ler og flint; råstoffet skulle jo hentes langvejsfra. De gamle pladser opgives, og de nye har en helt anden karakter, de synes sjældent at være benyttet mere end en enkelt gang. Bronzeofre kan nu og da forekomme i stenalderfolkenes moser, men egentlige offerpladser som de ovenomtalte, med lerkar og dyreknogler, dukker først op i den tidlige jernalder. Ligheden med de gamle er slående, og man fristes til at tro, der må være en sammenhæng.

At selve troen på vandånder har overlevet tomrummet, er der vist ingen tvivl om, den lod sig ikke uden videre udrydde. Vi kan følge den op gennem jernalderen og videre endnu, som et lag under asatroen og senere under kristendommen. Dens sidste rester finder vi i sagnene om nøkken og om åmanden, der årligt kræver et menneskes liv.