Valset sølv

Et mellemprodukt ved denne forarbejdning var barrer, som kendes i stort tal. Men hvordan blev barrerne nu videreforarbejdet til de lange emner, som ringene er gjort af? Hidtil har man opfattet disse som et resultat af et særdeles tidkrævende håndarbejde, nemlig smedning, eller mere præcist hamring og atter hamring. Og ikke nok med det - for at opnå et præsentabelt produkt ville en omhyggelig, afsluttende behandling med slibning eller anden bearbejdning være nødvendig for at slette sporene efter de mange hammerslag.

I Himmerland fremkom i 1971 en sølvskat, hvis første dele fandtes i en have i Skørping, men mulden var kort forinden tilført fra en byggeplads ved Rebild, hvor der blev fundet adskilligt mere. Skatten bestod af barrer, forskellige ringe og i øvrigt afklip fra ringe og stænger (se Skalk 1971:6). Fem år efter blev der i flere omgange fundet mere af denne sølvskat, og herefter er det samlede fund oppe på ikke mindre end ca 5 kg sølv, fordelt på 146 dele. Blandt de mange sager er en afhugget sølvstang, hvis buede form og mærkelige tværsnit fik disse liniers forfatter - der selv ernærer sig som guldsmed - til at studse. Her var noget velkendt. Stangen så nemlig ud til at at have været igennem et valseværk ved for hårdt tryk. Det giver erfaringsmæssigt emnet en jævn, regelmæssig bue, og ikke mindst et karakteristisk tværsnit, som er skiftevis ind- og udadbuet. (Fig. 2)

Interessen var vakt, og det var naturligt at gå videre med spørgsmålet for at undersøge, om man virkelig benyttede denne avancerede forarbejdningsteknik i vikingetiden. I selve Rebildskatten synes et andet stykke at bekræfte iagttagelsen - en sammenbukket smykkenål, hvis ene ende er kvadratisk i tværsnit og har helt parallelle sider. Det endelige bevis for valsningen fremkom i mikroskopet i form af ganske små mikroriller, som næppe er synlige for det blotte øje, for tilsvarende fremkommer ved brug af en moderne valse. Et gennemsyn af danske, norske og svenske sølvskatte øgede listen over vikingetidens valsespor yderligere.

Nu skal det ikke skjules, at undersøgelsen også viste, at hamring har fundet sted, og det har efterbehandling i form af filing, slibning og skrabning også. Det afgørende er imidlertid, at man ved disse processer kun yderst vanskeligt kan opnå de parallelle sider, som valsningen giver. Desuden ser de mikroskopiske spor anderledes ud.

Opdagelsen af valsesporene er unægtelig overraskende, og den vender op og ned på opfattelsen af smykkemagerens arbejdsindsats. Fremstillingen af en del af vikingetidens smykker har krævet langt mindre arbejde, end man hidtil har regnet med. Nu er der så vidt vides ikke fundet nogen dele af en sådan valse, men man kan ikke lade være med at spekulere på, hvorledes sådan en kan have set ud.

På frilandsmuseet i Norrlanda, Gotland, findes adskillige redskaber og andet fra det tidligere landbrugssamfund. Blandt disseer en slags maskine, hvormed man har bukket jernringe. Den teknik, som var nødvendig til at fremstille denne maskine, var stort set til stede i vikingetiden, og kun få ændringer skal til, for at apparatet ville kunne fungere til vort formål. Skruerne skal udskiftes med kiler, og selve valseværket må have været monteret på en måde, som næppe har afveget meget fra de valser, der står hos mange guldsmede i dag.

Når det kommer til valsernes fremstillingsmåde, er vi på ganske usikker grund. (Fig. 3)

En mulighed er, at der omkring en jernkerne er blevet støbt et lag af en kobberlegering. Der kan sikkert tænkes andre løsninger, men indtil der en dag fremkommer et heldigt fund, kommer vi næppe dette spørgsmål nærmere. (Fig. 4)