Valdemars mærkelige møntskik

Det betød en voldsom øgning i antallet af fundmønter fra kirkerne. En snes år efter dalede mængden; det hænger i høj grad sammen med en øget bevidsthed om at begrænse indgreb i kirkegulvene for i videst muligt omfang at bevare kirkerne til efter­tiden, også det, der ligger under gulvene. Store restaureringstiltag som i Hedensted Kirke hører derfor nu til sjældenhederne. Til forskel fra hovedparten af 1950- og 1960-ernes kirkefund, der blev fundet ved soldning af bortgravet jord, udmærker Hedensted-mønterne sig ved at være frembragt for at belyse den arkæologiske sammenhæng. Den er afgørende for forståelsen af fundene, og den kan bidrage til opfattelsen af kirkerummets anvendelse. Mange af de mønter, der er fundet under kirkegulvene, blev tabt i forbindelse med indsamling (»ofring«). Mange mønter på ét sted kan således give os en idé om, hvor i kirken kollekten fandt sted og hvor sidealtre var placeret. Mønter fra byggelag og anlæg bidrager også til dateringen af kirkebyggeriets forskellige faser.

Der blev fundet 127 mønter ved udgravningen af kirken. Her handler det blot om fire af dem, som til gengæld giver et indblik i en ejendommelig epoke i dansk mønt­historie. Det sker ikke hvert år og heller ikke hvert tiår, at nye danske mønttyper dukker op. Det vakte derfor opsigt, at der blandt møntfundene var fire eksemplarer af to hidtil ukendte mønttyper. Der er tale om små sølvmønter, hvor møntmotivet kun er præget på den ene side; de såkaldte brakteater. Motivet er elegant udført med bladornamenter. Den ene type har tre blade med bær imellem. På den anden type danner fire af de karakteristiske bladornamenter et kors, og mellem korsarmene ses små ringe. Motivet på begge typer er omkranset af en perlerække. En af brakteaterne er opsamlet i det lag af granitskærver, der dannede underlaget for Hedensteds stenkirkes første gulv, og brakteaterne har derfor stor betydning for tidsfæstelsen af denne stenkirke.