Vævenes Danmark

Helt klart er billedet dog ikke. Fra vor hjemlige sten- og bronzealder kendes kun ganske få fund af vævevægte, og i den tidlige jernalder glimrer de helt ved deres fraværelse, mens der syd for grænsen i samme tidsrum er masser af dem. Hertil kommer, at flere af de mosefundne dragter fra ældre jernalder, for eksempel en velbevaret kvindeklædning fra Huldremosen på Djursland, har nogle specielle detaljer, der viser, at tøjet ikke er fremstillet på opstadvæven, men på en såkaldt rundvæv, der er teknisk anderledes og uden vævevægte. I oldtiden har man altså kendt mindst to forskellige typer af væve. Det lyder måske ikke så opsigtsvækkende, men lad os nu se, hvad den lille detalje gemmer af kulturhistorie.

Fund af dragter fra forhistorisk tid er sjældne, de kendes kun fra egekister og moser, men det er ikke ualmindeligt, at der i gravene optræder små uanselige tøjstumper, som er bevaret på grund af særlige omstændigheder, ofte fordi tøjet har ligget tæt op ad metal. Af disse tilsyneladende ubetydelige fund har artiklens forfatter gennem de senere år undersøgt et anseligt antal. Om dragten som sådan giver de sjældent væsentlige oplysninger, men de kan fortælle om spinde- og væveteknik samt om tøjets kvalitet, der giver sig til kende i trådtætheden. En stor fordel har disse lapper, de kan ofte dateres temmelig nøjagtigt gennem metalsagerne, de har været i berøring med, eller ved andre fund i gravene, hvor de forekommer. Opdelt i typer og placeret geografisk og tidsmæssigt kan de små tøjstumper give mange interessante oplysninger, for eksempel om klædehandel (se Skalk 1977:2). Grundlaget for de følgende overvejelser er et materiale hentet fra godt 1300 skandinaviske gravfund fordelt over perioden fra ældre bronzealder til sen vikingetid. I det følgende vil især tøjet fra ældre jernalder (ca 500 før til 400 efter Kristus) blive behandlet, uden at de før- og efterliggende tidsrum dog helt lades ude af betragtning. Lad os for en ordens skyld begynde i ældre bronzealder, der takket være egekisterne er al nordisk tekstilforsknings naturlige udgangspunkt.

Man skulle tro, at det med de enestående dragtfund, som foreligger fra denne periode, var let at bestemme den anvendte vævtype, men det er ikke tilfældet; der er træk, som peger snart i den ene, snart i den anden retning (Fig. 1, Fig. 2). Flere klædningsstykker har opsætningsborter, som normalt plejer at kendetegne opstadvæven, mens andre – måske endda fra samme grav – har kanter, der peger mod rundvæven. Vi må nok indrømme, at vi endnu ikke ved, hvordan den væv så ud, hvorpå egekistefolkene fremstillede deres berømte tøj. I løbet af bronzealderen skete der en ændring i trådmaterialet. På Egtvedpigens tid brugte man som regel s-spundet garn til trend, z-spundet til islæt (se tegningen), men kort efter gik man helt over til det s-spundne. Skønt uden væve-teknisk betydning antyder den lille ændring måske alligevel et sporskifte i tekstilfremstillingen (Fig. 3).