Våde varer

Ved fortsat udgravning omkring den formodede kongsgård fandtes i foråret en genstand, som er uden sidestykke her i landet. Det drejer sig om et oprindelig forgyldt sølvhængesmykke, kun 2,5 cm på længste led. Det har seks sten indlagt i et trekantet arrangement, så det hele får lighed med en drueklase, hvilket utvivlsomt også var meningen. Stenene, som er af rødt glas eller måske halvædelsten, er monteret på en vaflet baggrund, der får farven til at changere i flere nuancer. Der er helt tydeligt tale om et importeret stykke, formodentlig fremstillet på et værksted i Romerrigets nordvestlige provinser - som på det tidspunkt måske slet ikke mere var romerske; smykket må nemlig dateres til 4-500 årene, og da var romersk kultur i Vesteuropa på hastigt tilbagetog. Et af de felter, hvor de nye herrer gjorde de overvundne, romaniserede fjender til læremestre, var vindyrkning. Romerske eller ikke romerske: i de egne spillede vinen en hovedrolle. (Fig. 3)

Om der nogensinde i ældre jernalder blev drukket vin i Danmark er ret tvivlsomt (se Skalk 1994:4), men alligevel herskede der her en slags vinkultur. Fra gravfund ved vi, at romersk vinservice allerede i århundrederne før Kristi fødsel nåede herop: pragtfulde genstande af høj håndværksmæssig kvalitet, fremstillet i norditalienske værksteder. Hjemme, hvor det kom fra, var den slags nok værdsat, men ikke den vilde luksus, som det blev efter den lange rejse nordpå; det var tingenes sjældenhed, der bestemte værdien. I romersk jernalder (perioden 0-400 efter Kristus) nåede stadig flere romerske varer frem til Norden, også af dem, der blev brugt i forbindelse med vinfremstilling og vindrikning: forskellige kedler og kar, øser og sier (i sammenpassende sæt til brug ved rensning af vinen) samt drikkeglas. For ejerne har sådanne sager vel først og fremmest været statussymboler, men drikkeglas og metalbeholdere kan jo også bruges til andet end vin, og intet tyder på, at datidens danskere var afholdsmænd. Den romerske etnograf Tacitus fortæller ca år 100 efter Kristus om vældige drikkegilder hos de vilde germanere, ofte med skænderier og drab til følge. Øl, mjød eller hvad det nu var, vore forfædre forlystede sig med, kan naturligvis indtages af sure kohorn, og det skete sikkert, men i bedre hjem er drikken blevet serveret i en bronzespand, øst op, siet og drukket af fornemme glas. Vi ville uden tvivl forbavses, hvis vi kunne overvære en sådan scene. Der har været stil over den.

Umiddelbart har vort smykke intet med dette at gøre, men alligevel peger det i samme retning. De signaler, det udsender om fest og glæde, blev naturligvis kun forstået, hvis man vidste, hvad vin var, og det gjorde sikkert kun de færreste heroppe, langt fra de mellemeuropæiske vinmarker. I tidlig romersk tid eksporteredes betydelige mængder af vin til tropperne i de nordlige romerske provinser, men efterhånden kom en lokal vinproduktion igang - især omkring floderne Mosel og Rhinen - og den fortsatte trods krige, folkevandringer og anden elendighed helt frem til vor tid. På de kanter vidner utallige statuer, indskrifter og arkæologiske fund om vinens samfundsmæssige betydning. En gud for dette, Bacchus, havde man selvfølgelig også. Man kan forestille sig, at det fortrinsvis var vinavlernes fruer, der bar smykker som vort, for på denne vis at gøre opmærksom på deres tilhørsforhold til det ædle erhverv.

At druesmykket netop er fundet ved Gudmes »kongsgård«, er næppe nogen tilfældighed. Her har bygdens overhoved vel boet, og man må tro, det var ham, der skaffede varer til egnen og dermed havde det bedste kendskab til landene mod syd. Han har om nogen vidst, hvad vin var og fattet smykkets budskab. (Fig. 4)