Våbenlager

Sværdstykket var en snes centimeter langt og omfattede såvel håndtaget som en del af bladet, nylig afbrækket, sandsynligvis af kartoffeloptageren. Greb og klinge var støbt i ét, og dette sammen med formen viste, at sværdet var fra den tidligste bronzealder. Bevaringstilstanden var usædvanlig god til trods for de 3500 år i jorden, langt bedre end den, der kendetegner gennemsnittet af djurslandske bronzer fra gravfund. Det gav museumsfolkene formodning om, at der kunne være mere; erfaringen viser nemlig, at flere bronzegenstande nedlagt tæt sammen så at sige konserverer hinanden, idet kobberforbindelserne mætter den omgivende jord, hvorved nedbrydningen hæmmes. Man begyndte at overveje muligheden af et våbendepot.

Forslaget var fremsat halvt i spøg, men blev hurtigt til alvor. I løbet af en times tid var resten af sværdklingen fundet, og samtidig var endnu et sværd dukket op, denne gang komplet. Nu brændte tampen. Der blev gravet forsigtigt, og det viste sig, at der længere nede lå flere sværd, en urørt dynge, hvortil de først fundne åbenbart har hørt, før de blev revet op af kartoffeloptageren. De næste to dage gravedes sværdsamlingen frem under usædvanlig stor opmærksomhed. Der blev gættet og indgået væddemål om, hvad det endelige antal kunne komme op på; kartoffelhøsten gik næsten i stå. Resultatet blev otte sværd, nemlig seks i dyngen og de to løsrevne. (Fig. 1, fig. 2)

De urørte sværd fandtes, som man kan tænke sig, lige under pløjelaget. De lå nogenlunde parallelt, dog med fæsterne lidt samlede og i to lag, spidserne mere spredt; man får næsten det indtryk, at der har været bundet et bånd om grebene. Rester af snor blev dog ikke fundet så lidt som skind eller stof fra en indpakning, hvilket næppe heller var at vente. For at få våbnene i jorden må der nødvendigvis være gravet et hul, men der sås ingen spor efter dette. Gruben må være fyldt igen med det samme lyse undergrundsmateriale, som var gravet op.

Det flotte fund gav blod på tanden, man ville gerne fravriste det flere oplysninger. Det var således værd at vide, om der har været boplads på stedet, da sværdene blev nedlagt. For at afgøre det blev et lille areal omkring sværddyngen afdækket, men det gav intet endeligt svar på spørgsmålet. Spor af menneskelig virksomhed fremkom dog, nemlig nogle kogegruber med ildsprængte sten og trækul, et par lerkarskår og nogle sikkert som kornsegle anvendte flinteflækker, men de peger nærmest mod et lidt senere tidspunkt af bronzealderen og har næppe noget med sværdene at gøre. At disse skulle være nedgravet i eller ved et hus, er der altså ikke i øjeblikket holdepunkter for at antage, men stedet kan jo have været markeret på anden måde, for eksempel med en sten eller stolpe. Blot en halv meter fra sværddyngen sås en mørk, skarp aftegning i undergrunden omtrent én meter i diameter. Et stenspor uden tvivl. Faktisk vides det, at der inden for det seneste par år er fjernet en stor og påfaldende flad sten fra marken her omkring, det kunne være fra den, fyldskiftet stammede. Til foråret genoptages gravningen i lidt større målestok, så der er stadig håb om at vinde ny viden ad den vej. (Fig. 3)

Og nu til sagens kerne, de otte sværd. De er ikke særlig lange, kun knap en halv meter, hvilket nok hænger sammen med, at de har været brugt som stikvåben. Alle er støbt i ét stykke. Klingerne har en svajet, elegant form, sådan at bladets største bredde falder omtrent ved midten. Langs æggen er en tydelig facet, den stammer fra en udhamring, hvorved bronzen har fået øget skarphed og hårdhed; i øvrigt er der ingen tegn på op- skærpning eller overhovedet, at sværdene har været brugt. Ved overgangen fra greb til klinge ses et antal knopper, nittehoveder, men de er falske og uden praktisk funktion, da blad og fæste som nævnt er støbt i ét. At inspirationskilden var sværd, hvor dette ikke var tilfældet, hvor altså de to dele var fremstillet hver for sig og samlet med rigtige nitter, er indlysende.

Syv af de otte sværd har ornamenter - en smuk og præcis dekoration, hvis elementer af linjer, punkter, halvbuer, trekanter og skraveringer næppe har været med i støbeprocessen; de må være indhamret i det færdige våben. Udsmykningen, der omfatter både fæste og klinge, er på seks af sværdene helt ens - der er åbenbart tale om en serie - mens den på det syvende følger samme skema, men med lidt afvigende detaljer. Det ottende sværd er som sagt udekoreret, men ikke derfor uinteressant. Det er irret på en lidt anden måde end de andre, overfladen er mere ru, og der er små huller i bronzen forårsaget af luftblærer, som har dannet sig i det flydende metal. Det umiddelbare indtryk må være, at dette sværd er ufærdigt; det er ikke poleret op efter støbningen, og ornamentikken er endnu ikke påsat. Også længdemæssigt adskiller de otte sværd sig lidt fra hinanden, og som en sidste forskel kan nævnes antallet af falske nitter på overgangen fra fæste til klinge. Her har de seks i serien hver fem knopper, mens de to resterende, det selvstændigt ornamenterede og det ufærdige, klarer sig med fire. (Fig. 4, fig. 5)

Af sværd som de nyopdukkede var der i forvejen kun fundet syv på dansk grund, så antallet er altså med et slag blevet mere end fordoblet. Som nævnt tilhører typen den tidligste bronzealder. Nyt i Norden kan man ikke sige, metallet var på den tid, det havde været kendt længe, men først nu kom der gang i importen, hvorved vort hjemlige råstof flinten fik konkurrence. Det var første gang vi heroppe fik rigtige kampegnede sværd i hånden, og de har sandsynligvis været af nordisk fabrikat, men skabt efter forbilleder hentet langt mod syd, i nuværende Ungarn/Rumænien. Her finder vi samtidige sværd af samme form og med samme ornamentik som de danske, men i én henseende adskiller de sig klart fra disse, de er ikke »helstøbte«; fæste og klinge er fremstillet hver for sig og samlet med rigtige nitter. Hvor og hvordan de danske bronzestøbere har lært kunsten er uvist, men de synes hurtigt at have opnå et stor teknisk færdighed. Råstofferne til arbejdet, kobber og tin, har de dog naturligvis fået udefra, sandsynligvis fra det samme område, som leverede inspirationen til sværdformen. Det har stillet betydelige krav til de implicerede at få denne fjernhandel i stand, og også herhjemme må der have været et velorganiseret fordelingsnet, for varerne skulle jo afsættes.

Sværd af Dystruptypen er naturligvis ikke ene om at kendetegne vor ældste metaltid - i kølvandet følger andre våbenformer såsom dolke, spydspidser og økser, men udvalget er stærkt begrænset. Nogle store, massive og meget tunge bronzeøkser hører hertil, hvad man godt kan undre sig over, for hvorfor bruge så meget af det sjældne metal på en enkelt genstand? Har økserne måske fungeret som en slags barrer? Den samlede vægt af de otte sværd må ligge omkring 3 kg, hvilket svarer nogenlunde til den størst kendte af de tunge økser.

Djursland er rigt på bronzealderhøje, og der er undersøgt hustomter fra netop den tid, sværdene tilhører, så baggrunden for nyfundet kunne ikke være mere passende. Men hvem har sagerne tilhørt? Er det en stormands »våbenkammer«, vi er dumpet ned i? Næppe, i så fald ville kollektionen nok have været mere varieret; det er jo tydeligt, at de otte sværd er udgået fra samme værksted. En handelsmands varelager da? Måske, men her passer det ufærdige stykke dårligt ind. Netop det ufuldbårne sværd tyder sammen med stykkernes ensartethed og det, at de virker nye og ubrugte, på, at vi er nær producenten og hans virksomhed. Noget sikkert kan dog naturligvis ikke siges om den sag.

Til slut det spørgsmål, som altid melder sig, når man står over for slige sager: Hvorfor blev de lagt i jorden? Var det som offer til guderne, eller er der tale om en hengemt »skat«, som aldrig blev hævet igen? Den store sten tyder nærmest på det sidste. Den skulle, må man antage, sikre, at stedet kunne findes igen.

Det hører til de meget store sjældenheder, at museumsfolk får lejlighed til at udgrave et uforstyrret - eller dog næsten uforstyrret - fund af denne art; det almindelige er jo, at markredskaberne har splittet tingene ad. Det skete ikke i dette tilfælde. Unge øjne var på vagt. (Fig. 6)