Uroksejagt

For 9500 år siden omkom en uroksetyr i en lille sø i Odsherred. Søen blev i løbet af årtusinder til mose, og i 1905 blev skelettet af tyren fundet ved tørvegravning. Mosen ligger ikke langt fra stationsbyen Vig, og det blev dette stednavn, der for eftertiden blev hæftet ved dyret og fundet. - Uroksen fra Vig gik hen og blev ét af de mest kendte og mest omtalte fund fra dansk forhistorie. Ikke kun fordi det var et smukt og prægtigt dyr selv som skelet, men først og fremmest, fordi flintstumper i et helet og uhelet sår i to forskellige af dyrets ribben gav stof til en god jagthistorie: Jagtet mindst to gange og sidste gang undsluppet jægerne. Yderligere tre flintpilespidser blev fundet i nærheden af brystregionen og har vel repræsenteret endnu tre sår i forbindelse med den sidste jagt (Fig. 1).

For 8500 år siden - altså et årtusinde efter Vig-tyrens endeligt - omkom en anden uroksetyr i en anden lille sø i Odsherred, ved Prejlerup, kun tre kilometer sydøst for den førstes findested. Skelettet af denne tyr blev fundet foråret 1983 i forbindelse med dræningsarbejde og udgravet i sensommeren samme år. Tæt ind til knoglerne lå adskillige flintpilespidser (mikrolitter) samt en stump træpileskaft af fyrretræ. Endnu en god jagthistorie - endnu engang så man stenalderjægeren knyttet direkte sammen med datidens mægtigste storvildt, uroksen. Når man betænker, at der hidtil her i landet kun er fundet en lille halv snes hele urokseskeletter, og at kun et af disse - Vigtyren - er mærket af jagtvåben, så er det da mærkeligt, at det nye fund, 78 år efter, skulle dukke op så tæt ved det gamle!

Det syntes vi fra Zoologisk Museum, som skulle grave fundet ud, i det mindste. Vi havde naturligvis ny- og nærlæst zoologen Herluf Winge og geologen Nicolaj Hartz's beretning om uroksen fra Vig i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1906, inden vi tog af sted, og den spøgte selvfølgelig i vore baghoveder. Der blev væddet om, hvem der skulle finde den første pilespids i Prejlerup-tyren. Da den så efter nogle dages udgravning virkelig dukkede op, ja, da var det, som det hedder på nydansk, »lissom bare for meget«! (Fig. 2, Fig, 3)

I 1905 var det tørvegravning, i 1983 drængravning, der førte til opdagelsen af skelettet. Dræningsarbejdet fandt sted i kanten af en lille mose (ca 1,3 ha) beliggende på Søren Olsens jorder i Prejlerup. En af naboerne, Henry Larsen, fulgte arbejdet, så noget stikke op af jordbunkerne, trak i det og stod pludselig med en anselig pande- brask og to imponerende hornstejler i hænderne.

Henry Larsen var ikke i tvivl om, hvad han havde fundet - på de kanter har man hørt om urokser før - og de mål, han kunne opgive i telefonen, var også nok til at overbevise undertegnede. Dagen efter var vi på stedet, opsat på at finde mere. Vi gennemsøgte den maskinopgravede jord og fandt alle væsentlige dele af det knuste kranium. Med jordspyd følte vi os frem til resten af skelettet, som ikke lå særlig dybt. Hvorvidt det lå pænt samlet, var orienteret på den ene eller den anden måde, og hvorvidt dræningsarbejdet havde forstyrret andet end kraniet, kunne vi ikke afgøre. En egentlig udgravning blev derfor planlagt sammen med Søren Olsen, hvis velvilje og hjælpsomhed i øvrigt var enestående.

I 1905 kom Nicolaj Hartz for sent til uroksen fra Vig - forstået på den måde, at han først nåede frem, da skelettet lå renvasket på finderen, parcellist Jens Peter Jensens, logulv. Hartz og Winge ville naturligvis gerne selv have gravet uroksen ud, for herved havde de kunnet sikre sig en lang række iagttagelser, som normalt kun fagfolk har forudsætninger for at gøre, og som har stor betydning for tolkningen af fundet. De roser dog Jens Peter Jensen for hans omhu og dygtighed, der blandt andet sikrede en del af de små knogler - som selv en urokse har mange af - samt »tre små, tydeligt af menneskehånd formede flintflækker«, som Hartz »strax tydede som pilespidser«.

Vi kom ikke for sent, men fik chancen for at udgrave et urokseskelet, sådan som vi syntes, det skulle gøres. Resultatet blev en fladepræparation, hvor skelettet blotlagdes under ét, liggende i den gamle søbund. En pollenserie blev udtaget af jordlagene under, over og ved uroksen, dels for at kunne indplacere dyret i efter-istidens velkendte skovsuccession, og dels for at kunne give et billede af miljøet i og omkring den sø, hvor uroksen var omkommet. I den forbindelse blev jordlagenes indhold af snegle- og muslingeskaller ligeledes sikret ved udtagningen af en serie prøver, som senere blev specielt gransket. Opmålingen af skelettet i jordlagene blev udført ved hjælp af en stereofotogrammetrisk teknik, der indebærer, at man via to fotografiske optagelser, forskudt for hinanden, er i stand til at opbygge en rumlig model, hvorpå man kan måle, og hvorfra udtegninger kan finde sted.

Hvad fandt vi, og hvad fandt vi ud af? Vi fandt et komplet og meget velbevaret skelet af en uroksetyr. Størrelsesforskellen mellem køer og tyre er meget udtalt hos urokser, og at Prejlerup-oksen hørte til blandt de sidstnævnte og her igen blandt de største, det stod klart allerede ved Henry Larsens fund af pandebrask og hornstejler (FIg. 4, Fig. 5). En opmåling af lemmeknoglerne har senere vist, at Prejlerup-tyren i levende live, med hud, hår, kød og klove, har målt 1,80 - 1,90 m i skulderhøjde og vejet omkring 1 ton.

Den var gammel, da den omkom. Sømmene mellem de enkelte kranieknogler er ikke længere synlige, ledenderne helt fastvoksede til lemmeknoglerne, tænderne i underkæben stærkt nedslidte, og der er mange sekundære benudvækster samt spor af slidgigt i rygsøjlen - alt sammen fænomener, der peger på en høj alder. Et tyndt snit (15-20/1000 mm) af en fortand har da også vist et antal vækstlag i rodcementen, der svarer til en alder på 18-20 år!

Jeg skrev før, at skelettet var komplet. Desværre er det ikke helt sandt, idet vi måtte undvære den yderste halvdel af halen. Den bageste halehvirvel, vi udgravede, var hugget midt over, formodentlig af den samme spade, som havde lavet to dybe hug i højre bækkenhalvdels ledskål. Tæt hen over skelettet løb nemlig et drænrør af ældre dato, og det er i forbindelse med nedgravningen af dette, at halen er forsvundet. Vi får altså ikke i denne omgang at vide, præcis hvor lang en uroksehale egentlig var - men lad os, i stedet for at fortvivle over det, glæde os over, så lidt ravage både den gamle og den nye drængravning egentlig forårsagede. Ud over at knuse kraniet - som vi i øvrigt for et syns skyld genanbragte i udgravningen - havde gravemaskinen kun beskadiget højre skulderblad, ellers intet. Skelettet lå altså næsten uskadt og samlet. Bortset fra en forskydning af højre forben en meter bagud og nedad var der ikke sket større anatomiske omrokeringer i forbindelse med forrådnelsen og nedsynkningen på søbunden. Den slags letter udgravningen. Ved fundet af Vig-uroksen måtte man undvære blandt andet brystbenet og de to forbens nedre ender. Den ene underkæbegren dukkede op ved et tilfælde, da man åbnede en ny tørvegrav 6-7 meter fra det egentlige fund.

Prejlerup-tyren lå på venstre side kun 70 cm under mosens nuværende overflade og ca 20 cm nede i en meget kalkholdig, gammel søbund. En kulstof-14 analyse af 100 gram knogle viste, at den var havnet dér for ca 8500 år siden (8410 +- 90 før nu). Det geologiske profil samt snegle-, muslinge- og pollenanalyser afslørede, at mosehullet i Prejlerup dengang var en lille sø på et par hektar med kalk- og næringsrigt vand. Kadaveret af uroksen fandt hvile ca 20-25 m fra bredden på 1-2 m vand og blev senere indlejret i et bundmateriale rigt på findelte plante- og dyrerester samt lidt sand og ler - en detritusgytje. I søen voksede tornfrøet hornblad og aks-tusindblad samt - i de lavvandede områder - hvid åkande, vandaks og andemad. Nær bredden var der rørsump med dunhammer og pindsvineknop og stedvis en lav søbred med halvgræsser, mjødurt og bukkeblad. Søens nærmeste omgivelser var dækket af hasselkrat. Vi er tilbage i fastlandstidens hassel-fyrreskov, der også kunne fremvise træer som birk, bævreasp og røn med slyngende humle og vedbend samt buske som pil og ulvsrøn. Alle disse informationer var indeholdt i jorden omkring uroksen og hertil endvidere de samtidige jægeres visitkort: 15 af Maglemosekulturens mikrolitter fremstillet i den fase, hvortil selve den klassiske Mullerup-boplads hører.

Mikrolitterne fandt vi liggende ganske tæt ind til uroksens knogler. De fleste blev fundet i dyrets venstre side og her koncentreret omkring venstre lårben, hvor der var fem hele spidser og tre mindre brudstykker samt et ca fire centimeter langt pileskaft- stykke af fyrretræ liggende klos op ad en af mikrolitterne. I lænderegionen sad en mikrolit under tredje lændehvirvels venstre tværtap (dvs. i mørbraden), og to småflin- testykker blev fundet under fjerde lændehvirvels højre tværtap, mens en enkelt mikrolit var havnet i højre knæled. Uden for bagpartiet fandt vi kun én mikrolit, som sad lige over venstre skulderblad, og endelig blev der ved en senere soldning af den gennemgravede jord fundet yderligere fire større og mindre mikrolitbrudstykker, hvoraf et kunne sættes sammen med et af de udgravede. De ialt femten mikrolitter repræsenterer mindst ni forskellige pile. Ingen af disse pile kan siges at have ramt vitale områder, men smertet, hæmmet bevægelsesfriheden, givet blodtab og gjort tyren desperat, det har de, og omkom i søen, det gjorde den.

Uroksen som sådan levede dog videre i Danmark endnu nogle årtusinder, længst i Jylland, hvor den til stadighed har kunnet hente nyt blod fra den europæiske bestand. Set under ét har vi danske uroksefund - og hertil regnes ikke blot de hele skeletter, men også enkeltknogler - helt tilbage fra istidens slutning og helt frem til jernalderen, men hovedparten af de godt 200 forekomster, vi kender, hører jægerstenalderen til (Fig. 6, Fig. 7). Den sidste urokse overhovedet døde 1627 i Jaktorowka-skoven sydvest for Warszawa - det var en ko, og den opnåede at blive 30 år, men ligemeget hjalp det, uroksen var uddød. Og dog - ikke helt. Inden det kom så vidt, havde mennesket forlængst tæmmet urokser rundt omkring i verden, og mange af dens gener overlever således i alverdens tamkøer - altså også i den røde danske malkerace! (Fig. 8)

Det glimt, vi gennem Prejlerup-fundet har fået af mennesket og naturen for 8500 år siden, virker umiddelbart stærkere end så mange andre. 15 mikrolitter i én uroksetyr er mange gange mere sigende end hundredvis af mikrolitter og urokseknogler spredt i bopladsernes kulturlag. Prejlerup- fundet giver fantasien et tiltrængt spark fremad og opad. Det sætter en masse i gang hos fagfolk og lægfolk, gamle fund ses i nyt lys, diskussionerne blomstrer, og hver især har sin måde at genfortælle uroksehistorien på. Mulighederne bliver vendt i luften, afprøvet, forkastet eller foreløbig gemt til nye afprøvelser (Fig. 9). Hvad betyder 15 pile i en uroksetyrs kødfulde dele langt fra egentlige vitale områder? Er blodtabet, smerterne og den almindelige stress-situation, hvor jæger og hunde ikke et øjeblik lader den i ro, nok til at gøre det af med den, og var det måske sådan, man jagtede urokser? Undslap den for alvor sine forfølgere, og gik den frivilligt ud i Prejlerup-søen, hvor så kræfterne slap op for den bedagede herre? Eller jog de den direkte derud uden senere at bjærge den - eller forsøgte de at bjærge den, men måtte opgive? Var det måske slet ikke »comme il faut« at tage noget tilbage fra søen, der først var endt dér? Var der for øvrigt i det hele taget tale om jagt i gængs betydning?

Spørgsmålene er mangfoldige og svarene vel lige så. Kendsgerningerne om udgravningen og de foreløbige undersøgelser er hermed lagt frem for læseren. Enhver kan så selv prøve at sætte brikkerne på plads (Fig. 10).

Lit: Kim Aaris-Sørensen (red.): Uroksen fra Prejlerup. Zoologisk Museum. 1984.