
Urofjer
I vikingegrave er der fundet dun fra sengetøj, men det har kun været samfundets allerøverste, der kunne tillade sig en sådan luksus. For almindelige mennesker var det halm og lignende materialer, der gjorde lejet til et tåleligt opholdssted, men som tiden gik, fik dog dyner og puder stoppet med fuglenes fjerpragt større og større råderum. Det var hovedsageligt gæssene, som leverede fyldmaterialet, men hønsefjer kunne dog bruges, selv om de var kvalitetsmæssigt ringere og af mange blev anset for at være ulykkebringende. For begge fugle gjaldt, at der under vingerne var en bestemt slags fjer, såkaldte urofjer, som for enhver pris måtte undgås. Kom de med i sengetøjet, kunne man ikke sove eller få en fredelig død.
Af V. J. Brøndegaard
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

»Når dynerne er stoppet med hønsefjer, tror almuen, at den syge vil lide en langsom død«, hedder det 1740 i en disputats om overtro i forbindelse med døden, og pastor Joachim Junge kan et halvt hundrede år senere berette, at fattigfolk i Nordsjælland ligger af overtro »hellere på stråsække end på hønsefjerspuder«. Det hed sig, at »på hønsefjer er det ondt at slippe« (nemlig af med livet). På Læsø var der endnu 1887 folk, som ikke ville bruge hønsefjer i sengetøjet.
Udgave: Skalk 1991:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
