Urnehuset

Om bronzealderhusets udseende havde man dog visse forestillinger tilvejebragt gennem de såkaldte husurner, en sjælden afart af de almindelige gravkar fra periodens slutningsafsnit, hvor ligbrændingen slog igennem. De små lerhytter kan i deres bedste udgaver virke helt naturalistiske og adskiller sig iøvrigt fra al anden nordisk bronzealderkeramik derved, at de kan være bemalede; det gælder således typens pragteksemplar, husurnen fra Stora Hammar i Skåne. Den viser en bygning af afrundet firkantform med nærmest kegleformet tag. Intet under, at det blev huset, man ser gengivet i ældre tiders billedfremstillinger af bronzealderens kæmpeliv.

Først for omkring 25 år siden begyndte de egentlige hustomter at dukke op, og da man derved blev klar over, hvor man skulle lede, gik det stærkt. Inden for det sidste tiår er det – især gennem C. J. Beckers indsats – lykkedes at lokalisere og udgrave op mod 200 huse og boder, de fleste i det vestlige Jylland og – som husurnerne – fra den senere del af bronzealderen. Den af lerkarrene fremkaldte forestilling om, at husene var runde eller dog noget i den retning, er med dette blevet grundigt aflivet. De rigtige bronzealderbygninger er langstrakte som efterfølgerne, den tidlige jernalders huse, men har i modsætning til disse afrundede ender; så meget var der altså om snakken. Der er – atter som i jernalderhusene – to rækker indvendige tagbærende stolper og to døre anbragt over for hinanden nogenlunde midt i husenes langsider. Disse døre er iøvrigt ofte trukket lidt inden for væglinjen, så at der er dannet en slags vindfang.

Urnehusene er påvirket af lerkarrets normalform, men med hensyntagen til det skulle der, som Becker har påpeget, intet være i vejen for at betragte dem som gengivelser af rigtige bronzealderhuse. Specielt i Stora Hammar-urnen kan der hentes mange detaljer til rekonstruktion af bygningernes overjordiske dele, som udgravningerne kun antydningsvis giver oplysning om. Her kommer et nyt fund ind i billedet. Det forklarer træk ved urnerne, som man ikke tidligere har tillagt videre betydning, og kaster i det hele taget et uventet lys over bronzealderens husbyggeri.

Stedet, Skamlebæk i Nordvestsjælland, bør ikke være læserne helt ubekendt, eftersom det siden 1975 har figureret i Skalks udgravningslister – som regel ledsaget af en barsk bemærkning om manglende offentlig adgang. Det sidste skyldes ikke uvenlighed, men simpelthen, at bladet nødig vil miste sine læsere; området hører under Skamlebæk radiostation, og de talrige elektriske installationer gør færdsel for ikke stedkendte livsfarlig. For udgraverne var de strømførende ledninger og kabler ikke blot noget farligt og generende, faktisk har de beskyttet området, der allerede i 1930’erne blev overtaget af staten, og som siden for størstedelen har ligget urørt, det vil sige fri for den dybdepløjning, der i de senere år har ødelagt så mange af vore oldtidsminder, efter at traktoren blev almindelig i landbruget. Vi kan takke radiostationens leder, ingeniør Søren Gregersen, for at pladsen overhovedet blev kendt; han har gennem en årrække i samråd med Nationalmuseet foretaget udgravninger på stedet og kunne vise, at der var tale om en af de virkelig store og velbevarede bronzealderbopladser. Da et område blev truet af kommende anlægsarbejder, overtog Nationalmuseet opgaven. Det til nu undersøgte areal er kun en lille del af det næsten én kvadratkilometer store bopladsområde, men det ligger centralt i bebyggelsen og har givet forbløffende mængder af fund.

Der er i de fire år, arbejdet foreløbig har stået på, udgravet mere end 2000 anlæg og fundet omkring 125.000 oldsager – hovedparten naturligvis skår, lerklining, flint- og stenværktøj, men også 64 bronzegenstande og en del benredskaber. Når dertil føjes måltidsrester og lidt brændt korn, begynder billedet at tegne sig: et fastboende samfund med blandet økonomi baseret på agerbrug og husdyrhold samt jagt og fiskeri. Det var også stort set, hvad man kunne vente, eftersom stedet ligger ud mod vandet (Sejerøbugten) og med frugtbare bakkedrag som bagland.

Af huse er der fundet omkring 20, liggende i en uregelmæssig række på en lav højning, så at regnvandet har kunnet løbe væk (Fig. 2). I dette område, hvor kulturlaget er tykkest, optræder et væld af stolpehuller, som langt fra alle hører til husene. Spredt over hele udgravningen, men i varierende tæthed, findes et utal af gruber og andre småanlæg: huller, hvor man har taget sand og ler, og som man senere har fyldt op med affald, brønde, ovne med rester af lerklinet overbygning, ildsteder og ikke mindst gruber fra madlavningen. De sidste er et interessant fænomen, som man vil finde nærmere omtalt på bladets midtersider; karakteristisk nok tiltager de i antal og størrelse, jo længere man kommer væk fra husene – vel på grund af brandfaren ved de store bål, som hørte med til brugen.