Uret og pistolen

Det var de færreste udvandrere, der oplevede det store eventyr, og kun få vendte hjem med gevinst. Jens Storm Smith gjorde begge dele. Han rejste tværs over Amerika på hesteryg og nåede at være med i det store californiske guldrush efter 1849, før han vendte hjem med en ret betydelig sum penge. Han har selv beskrevet sine oplevelser i breve til hjemmet, og disse blev bragt til offentlighedens kendskab allerede 1910, hvor forfatteren Karl Larsen udgav hovedparten af dem.

Jens Storm Smith var født 1819 i Horsens og opvokset i det nærliggende Gedved, hvor familien ejede en vandmølle; her lærte han møllerhåndteringen. Som 21-årig rejste han til København og der fra videre til Norge, men det forjættede land Amerika lokkede, og 1846 tog han springet over Atlanten (Fig. 3). Han forsøgte sig først som farmer i Texas, men efter at være blevet narret af en smart nordmand, solgte han sin gård og fulgte guldgraverstrømmen mod vest ad det sydlige spor over El Paso, Tucson og San Diego med endestation i Sakramento, Californien. Om den usædvanlig begivenhedsrige tur fortæller han i brevene:

»Jeg rejste alene i nogle dage, da jeg faldt i kompagni med nogle fra Ny York; vi rejste sammen til St Antonio. Da vi kom der, var næsten halvdelen af indbyggerne døde af kolera morbus og døde daglig flere —. Der kom en mexicaner til byen og bragte den efterretning, at indianerne havde dræbt seks af hans landsmænd, og at han var den eneste, som undslap; det skete 100 miles herfra på min vej. Mit rejseselskab besluttede at gå tilbage igen, jeg var nu alene. Hvad skulle jeg gøre? Vente i byen og få kolera var værre end at vove rejsen gennem indianerne«. Og senere på turen: »Intet græs! Heste, okser, muldyr ligger døde på begge sider af vejen. Menneskebegravelser. Vogne er brændt og forladt —. To dages rejse mere. Intet græs. Her måtte jeg kaste alle mine klæder —. Tre dages rejse, og vi kom til floden Colorado. Intet græs —. Jeg og to andre dræbte en panter. Vi spiste dens kød. Jeg syntes, jeg kunne spise alt, hvad jeg så. Mine heste, det eneste jeg stolede på, var næsten døde«. - Atter senere: »Mexicanerne stjal min indianske hest. Når jeg undtager dette og andre ting, ankom jeg meget lykkelig og ved godt helbred her til Sakramento byen efter et års besværlig rejse. Halvdelen af tiden og lidt til havde jeg telt at sove under. Resten af tiden under åben himmel, tagende regn og kulde, som det kom, og dog Gud ske lov frisk og sund«.

I Sakramento går han straks i gang med guldgravningen: »Stedet her er stygt, store og små sten kastes af vejen. Jeg proberte den første dag. Jeg kunne ikke finde noget (Fig. 4). Den næste, jeg fik lidt, den næste lidet, men dog ikke meget den første uge —. Her er vi da nu imellem hverandre, mennesker fra alle kanter af verden, om det så er fra Kina, så er de her. Mennesker af alle professioner og håndteringer —. Her er frihed og lighed, hvis det er i verden at finde«.

Guldgraveriet gav ikke Jens Storm den store gevinst, men han tjente sig en god slump penge ved arbejde inden for sit fag, mølleriet. Han byggede sig en mølle og drev en mindre købmandsforretning og et spisehus. 1858 solgte han det hele til sin kompagnon og begav sig hjemad. Efter at have ligget syg i London, nåede han Gedved 18 år efter at have forladt byen.

Uret og pistolen, der blev nævnt i indledningen, tilhører nu fru Karen Storm Smith, enke efter den gamle guldgravers barnebarn. Hun har særdeles venligt overladt mig tingene til nærmere undersøgelse og givet en række oplysninger om dem.

Værket til det dobbeltkapslede lomme-guldur er fremstillet i London, kapslen sandsynligvis i New York af importøren Robert Raid, hvis navn og adresse står stemplet i den. Uret, der er ganske kostbart, er vel købt af Jens Storm som statussymbol, en understregning af hans succes. Ifølge familietraditionen skal der til fremstilling af kapslen være benyttet noget af det guld, han fik fravristet Californiens jord, men et amerikansk ur-museum, som er blevet forespurgt, finder dette ganske usandsynligt. Snarere er det blevet betalt med noget af hans guld. Den slags handeler var almindelige i perioden.

»Jeg forlod mit hjem alene den 6. marts 1849 vel udrustet med pistoler og geværer«, skriver Jens Storm om afrejsen til guldlandet, men familiepistolen har ikke været med i bagagen; den kan - på grundlag af indstemplede oplysninger - siges at være fremstillet 1851 på Colt fabrikkerne i Hartford, Connecticut. Det er en forlader med plads til fem skud. Typen var meget populær, den blev solgt i ca 325.000 eksemplarer indtil 1873, hvor produktionen ophørte til fordel for bagladepistoler.

Om skyderi og slagsmål savnes ikke oplysninger i Jens Storms breve. Den voldsomste beskrivelse er fra august 1850, hvor øvrighed og indbyggere i Sakramento rykkede ud mod »nogle kaldet skvatters, der levede i telte på byens grund«. De lod sig dog ikke godvilligt fordrive, det kom til regulær kamp. »Jeg tænker, der var dræbt omkring tolv mand og adskillige wundet (såret)«. - Om egen deltagelse i slagsmål fortæller han kun en enkelt gang. Modparten er en amerikaner, og striden drejer sig om graverettigheder. Jens vinder den kontante diskussion, men det spændte forhold består. »I dag har min nabo to skarpladte pistoler liggende ved siden af ham. Jeg har to, men begge mine har tolv skarpe skud«. Sagen nævnes ikke mere, så der har næppe været krudtrøg i luften. Jens Storms karakter var ilter, men der foreligger intet om, at han skulle have dræbt mennesker. Han siger selv: »Tro ikke, jeg er en slagsbror, men loven her er ikke stærk nok til at hjælpe en mand til hans ret. Og hvis man er en kujon og ej selv forsvarer den, haver man ingen«.

I Gedved købte Jens Storm den fædrene vandmølle, og her levede han i rolige kår til sin død 1890. Han hørte til de tidlige udvandrere, men var ingen typisk emigrant. Om tankerne bag sin udfærd skriver han 1845 fra Norge: »Lykkes det ej for mig, da er jeg i Jylland lige god igen og endda bedre, thi da har jeg set og erfaret det, jeg endnu ikke kender«.

Lit: Kar! Larsen: Danske Nybyggere. Kbh. 1910.