Ups!

Stenens fodaftryk er 10,5 cm lange og stammer fra et ganske lille barn på højst to år. Det lille barn har båret bløde lædersko, og syningen mellem sål og overlæder kan skelnes. Man ser sceneriet for sig: en lille purk, der lige har rejst sig, knap har lært at gå og stavrer af sted. Ingen ord kan stoppe sådan et lille menneske, hvis verden pludselig bliver mangefold større. Måske har han været med sine forældre på arbejde ved tørrepladsen, eller han er sluppet væk fra sine søskende. Han tumler af sted hen over de knap soltørre lersten og bliver forbløffet over, at de giver lidt efter. Han taber balancen. Et glimt af en dagligdags situation for 6-700 år siden – så almindelig, at den næsten er ligegyldig, og dog rørende, fordi den skaber en direkte kontakt mellem før og nu. Billederne danner næsten sig selv på nethinden.

Stenen blev omtalt i den lokale avis, og én af mange henvendelser om munkesten vakte særlig interesse. Den kom fra en familie i Gammel Rye, der havde nedbrudt en skillevæg i et ældre hus tæt ved kirken, som er viet til Skt. Severinus (Søren). Noget af affaldet var blevet afleveret på genbrugsstationen. Kan stenen så have forbindelse til klosteret? Ja, det kan den, dog måske ad omveje.

I middelalderen var Rye en blomstrende købstad, hvor alle ejendomme var ejet af klosteret. En helligkilde i nærheden trak mange besøgende, og i 1400-årene opførte munkene den store Sankt Sørens Kirke. Ved klosterets nedrivning dalede byens betydning, og først korsarme og siden tårn blev nedrevet i 1600-årene. Det er fristende at tro, at munkestenene i huset i Gl. Rye stammer fra ændringerne ved kirken, hvis ikke de er genbrugt i flere omgange.