Undersøisk stenalder

Langelands Museum fører i sit bomærke en muldvarp, men nu har vittige hoveder foreslået den udskiftet med en ålekvabbe. Sagen er, at museet gennem de sidste fire år har undersøgt en stenalderboplads – og ikke, som man ellers plejer, på det tørre land, men på havbunden. Den arkæologiske vandgang skyldes de specielle geologiske forhold i det sydvestlige Danmark, hvor der siden slutningen af ældre stenalder, for omkring 6000 år siden, er foregået en konstant landsænkning. Det lavvandede sydfynske øhav er i vid udstrækning et resultat af denne proces, der har splittet et stort sammenhængende landområde op i den charmerende samling øer og småholme, vi kender i dag.

Af Jørgen Skaarup

Ved bredderne af det omtalte landmassiv lå i ældre stenalder et stort antal bopladser tilhørende ertebøllekulturens jæger- og fiskerbefolkning. Flere af disse nu undersøiske pladser er i årenes løb blevet lokaliseret i forbindelse med uddybningsarbejder og ralsugning, og enkelte redskaber af flint og hjortetak har herigennem fundet vej til museerne. Disse smagsprøver fra dybet har længe skærpet appetitten efter at kigge nærmere på fundstederne. Det skulle gennem systematiske undersøgelser på udvalgte lokaliteter være muligt at tilvejebringe et rigt og varieret fundstof til supplering og afrunding af det hidtidige billede af ertebøllekulturen, der i alt væsentligt bygger på fund fra det nordlige og østlige Danmark (Fig. 1, Fig. 2).

Udgave: Skalk 1980:1 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.