Under tag

Anderledes med stenalderen - og det er egentlig mærkeligt, når man ser, hvad folk fra denne periode ellers har præsteret af byggeri. Tænk blot på storstensgravene, dysser og jættestuer, eller på de befæstede pladser, som Sarup-anlægget - store nøje planlagte byggeprojekter. Det er da heller ikke, fordi der mangler bopladser fra bondestenalderen, de er der, og de er både mange og store, så at vi kan gå ud fra, bebyggelsen har været tæt og i perioder velorganiseret. Men egentlige hustomter har det været småt med og det i en sådan grad, at vi endnu er i tvivl om, hvordan man har boet gennem det meste af perioden. Det har især knebet at finde frem til forudsætningerne for de langhuse, som viser sig allerede i ældre bronzealder, og som bliver den altdominerende byggemode i de senere perioder af oldtiden.

Gennem den sidste halve snes år er det dog lysnet lidt for stenalderens yngste underperiode, den såkaldte dolktid. Både i Jylland og i Skåne er fundet rester af mindre, aflange huse med fordybede gulve, og sidstnævnte sted er tillige påvist stolpebyggede langhuse. Begyndelsen er altså gjort, men om huse ældre end dolktiden har vor viden stadig været mangelfuld - lige indtil for nylig. I efteråret 1984 blev der gravet to steder på Sydbornholm, ved Grødby og Limensgård. På begge pladser fremkom hustomter fra én og samme periode af bondestenalderen, jættestuetidens senere del - en periode, der ellers er næsten ukendt på øen. Ved Limensgård blev også fundet huse fra dolktiden, de største, som endnu er udgravet. Selv om undersøgelserne endnu ikke er afsluttet i marken, og fundene stadig er under behandling, skal der i det følgende gives en foreløbig redegørelse for disse noget overraskende fund.

Bopladsen i Grødby kom som en tilgift. Det var en righoldig gravplads fra yngre romertid, man var i gang med at undersøge, da et par stenalderhustomter tonede frem i udkanten. Det er sådan på Bornholm, at har man først stukket spaden i jorden, viser der sig næsten altid andet og mere end det, man egentlig regnede med. Når oldtidsmenneskene først havde fundet et område velegnet til bosættelse, slog man sig ned dér for at blive. Boplads hobede sig på boplads, og gravpladser kom ind imellem. Højdedrag med naturligt veldrænet jord, let adgang til vand og et frit udsyn har tiltrukket såvel stenalderbonden som hans efterkommere. Ikke sjældent danner de nuværende gårde afslutningen på denne udvikling; det er netop tilfældet ved Grødby.

Vanskeligheden ved sådanne pladser er, at anlæggene skærer sig ind i hinanden. Det er ikke let i virvaret af gruber og huller at udskille dem, der hører sammen - især fra de ældre lag. Ved Grødby er undergrunden de fleste steder »gennemhullet« af husstolper fra især romersk jernalder og vikingetid. Der er også gennem årene opsamlet endda store mængder keramik og redskaber fra de ældre perioder af bondestenalderen, men egentlige hustomter var det ikke lykkedes at få frem. (Fig. 1)

De kom altså nu: to stenalderhuse orienteret henholdsvis nordøst-sydvest og nordvest-sydøst, altså nærmest vinkelret på hinanden. En enkelt række kraftige stolper, anbragt med 3-5 meters mellemrum midt ned gennem huset, har båret taget, men det var åbenbart ikke nok, så til begge sider er tilføjet rækker af mindre pæle. I den bedst bevarede tomt var væggen markeret af en rille, i hvis bund sås spor af tynde, tætstående stokke. Husbredden var næsten 7 meter. Den helt nøjagtige længde kunne ikke fastslås, da kun den ene gavl var kendelig, men den har været mindst 15 meter.

Dateringen af Grødbyhusene til sen jættestuetid, ca 2800 før Kristus, hviler på skår fundet i hullerne efter de tagbærende stolper og i gruber omkring bygningerne. Der er tale om en særlig type af »tragtbægre«, som ikke ellers kendes fra Bornholm, men derimod fra det øvrige Danmark og Sydsverige. Andre fund fra Grødby af keramik og redskaber samt flere grave fra både stridsøksetid og dolktid viser, at bosættelsen har fortsat i de følgende århundreder.

Limensgård, den anden lokalitet, som skal omtales, ligger mindre end tre kilometer fra Grødby. Forhistorien er nogenlunde som før: en brandgravplads fra overgangen mellem bronze- og jernalder blev udgravet, og det viste sig, at der under den lå en stenalderboplads med bevarede husrester. Da sporene ville forsvinde ved fortsat pløjning, var en større undersøgelse ønskelig. Denne blev - med tilskud fra Rigsantikvaren - iværksat 1984 af Bornholms Museum og Nationalmuseet i forening. (Fig. 2, Fig. 3)

Stedet, hvor fundene blev gjort, er et sandet bakkedrag øst for Læsåen - igen en af disse pladser, som har tiltrukket oldtidsbefolkningen. Det viser blandt andet de nærliggende gravhøje. På selve bopladsbakken har været en høj, men den er nu helt udpløjet. Bevaret og fredet er derimod Bøsthøj et par hundrede meter mod vest; dér blev i slutningen af forrige århundrede fundet stenkister med begravelser fra dolktid og ældre bronzealder. Tre hundrede meter mod øst ligger Fonghøj, som er overpløjet, men dog endnu synlig - til den er det ved arkivstudier lykkedes med nogen sikkerhed at knytte det fineste fund fra stridsøksekulturen på Bornholm, Store Munkegård-fundet, der allerede 1836 blev indsendt til museet i København. Efter gravfundene at dømme har det været velstående bønder, der har boet på bakkerne ved Limensgård i bondestenalder og ældre bronzealder.

Mellem de omtalte brandgrave fandtes spor af en mængde forskellige nedgravninger, de fleste stolpehuller. Sorteret efter dybde, farve og placering fordelte de sig på fem stenalderhuse og to jernalderhuse. Det ældste stenalderhus har været af helt samme type som Grødby-husene. Det har som disse haft en enkelt række dybt plantede tagbærende stolper midt ned gennem bygningen og til begge sider rækker af mindre støttepæle, ca én meter fra væggene. Omkring nordenden var bevaret dele af en smal væggrøft. Bredden har været 6 meter, længden mindst 18 meter. Skårfund fra stolpehuller og væggrøft giver dateringen: ca 2800 før Kristus, samme tid som Grødby-husene. (Fig. 4, Fig. 5)

At denne gamle hustomt kun er delvis bevaret, skyldes nutidens dybe pløjning, men også de andre huse, som senere - i dolktiden - er bygget oven i den. Disse yngre stenalderbygninger viste sig at være af overraskende størrelse. Der blev fundet tomter af fire langhuse, hvoraf den ene, længst mod syd, dog er blevet halveret af ploven. Bygningernes bredde er 7-8 meter, længden mindst 32 meter; af det nordligste hus er foreløbig afdækket 38 meter. Det helt ensartede skema, som husene er bygget efter, har tydelige fællestræk med jættestuetidens, men på den anden side også klare afvigelser. Der er den samme række af svære tagbærende stolper midt ned gennem længen og de samme rækker af indvendige støttepæle, som dog er rykket tættere til væggene. Vægkonstruktionen er derimod kraftigere, og stolperne er anbragt med større indbyrdes afstand. Til hver stolpe i midtrækken svarer to støttepæle, men i det lange nordhus, hvor den indbyrdes afstand mellem midtstolperne er størst, har dette åbenbart ikke været nok; her er indskudt et ekstra sæt i mellemrummene. Ved at skære stolpehullerne igennem vandret og lodret kunne vi i de fleste tilfælde se spor af selve den bortrådnede pæl, og det fremgik, at der til det tagbærende tømmer er anvendt hele, runde stammer, til væggene derimod udkløvet træ. Navnlig i det lange nordhus er hentet så gode oplysninger, at det har fristet til rekonstruktion. Mange detaljer vedrørende vægge, døre, tagbeklædning og andet over jorden liggende, har vi naturligvis måttet tænke os til. Det er sandsynligt, at der har været en ruminddeling, men den har udgravningen ikke afsløret noget om. (Fig. 7)

Som det fremgår af oversigtsplanen, griber hustomterne ind i hinanden, så de fire bygninger kan altså ikke alle have eksisteret samtidig. Muligvis har der stået ét eller højst to huse ad gangen, sådan at serien skal opfattes som spor af en eller flere gårde, der efter tur er nedrevet og genopbygget på omtrent samme plads. Husenes størrelse tillader, at man kan tale om storgårde. Hvert af dem har kunnet rumme en større familie, som har haft plads nok til at have husdyrene indenfor i vinterhalvåret. Der har muligvis været stald i den ene ende, sådan som vi kender det fra bronze- og jernalderhuse. (Fig. 8)

Midt i et af husene fandtes et fordybet kulturlag med potteskår, flintaffald og mange knusesten - det kan måske tydes som levninger af en værkstedsplads. En vævevægt af brændt ler fortæller lidt mere om de indendørs aktiviteter, men ellers er fundmaterialet sparsomt: enkelte fine, fligede pilespidser, brudstykker af dolke samt nogle få store og mange små skrabere, de sidste forarbejdet af den lokale kugleflint, den almindeligste flintform på Bornholm. At der er fundet så lidt kasseret flint på
bopladsen, skyldes ganske enkelt, at man har været nødt til at økonomisere med materialet. Flint til større redskaber - økser, mejsler, dolke og lignende - har måttet importeres enten fra det svenske fastland eller de danske øer. Vigtigst for dateringen er skår, der er fundet i husenes stolpehuller. De er af grove, tykvæggede kar med vulst under randen og i enkelte tilfælde en simpel pigtrådslignende dekoration - alt sammen typisk for stenalderens sidste afsnit.

Dolktidshusene ved Limensgård har imponeret ved deres størrelse, men de er heller ikke opstået spontant, der var solide håndværkertraditioner at gå ud fra. Herom har det ældre hus ved Limensgård og de to fra Grødby givet en forestilling. Begge steder har vi fået bevis for, at langhuse med midtstolperække har eksisteret allerede fra midten af bondestenalder. Måske kan de føres endnu længere tilbage, men hvad det angår, må vi afvente fremtidige fund.