Under tag

Anderledes med stenalderen – og det er egentlig mærkeligt, når man ser, hvad folk fra denne periode ellers har præsteret af byggeri. Tænk blot på storstensgravene, dysser og jættestuer, eller på de befæstede pladser, som Sarup-anlægget – store nøje planlagte byggeprojekter. Det er da heller ikke, fordi der mangler bopladser fra bondestenalderen, de er der, og de er både mange og store, så at vi kan gå ud fra, bebyggelsen har været tæt og i perioder velorganiseret. Men egentlige hustomter har det været småt med og det i en sådan grad, at vi endnu er i tvivl om, hvordan man har boet gennem det meste af perioden. Det har især knebet at finde frem til forudsætningerne for de langhuse, som viser sig allerede i ældre bronzealder, og som bliver den altdominerende byggemode i de senere perioder af oldtiden.

Gennem den sidste halve snes år er det dog lysnet lidt for stenalderens yngste underperiode, den såkaldte dolktid. Både i Jylland og i Skåne er fundet rester af mindre, aflange huse med fordybede gulve, og sidstnævnte sted er tillige påvist stolpebyggede langhuse. Begyndelsen er altså gjort, men om huse ældre end dolktiden har vor viden stadig været mangelfuld – lige indtil for nylig. I efteråret 1984 blev der gravet to steder på Sydbornholm, ved Grødby og Limensgård. På begge pladser fremkom hustomter fra én og samme periode af bondestenalderen, jættestuetidens senere del – en periode, der ellers er næsten ukendt på øen. Ved Limensgård blev også fundet huse fra dolktiden, de største, som endnu er udgravet. Selv om undersøgelserne endnu ikke er afsluttet i marken, og fundene stadig er under behandling, skal der i det følgende gives en foreløbig redegørelse for disse noget overraskende fund.

Bopladsen i Grødby kom som en tilgift. Det var en righoldig gravplads fra yngre romertid, man var i gang med at undersøge, da et par stenalderhustomter tonede frem i udkanten. Det er sådan på Bornholm, at har man først stukket spaden i jorden, viser der sig næsten altid andet og mere end det, man egentlig regnede med. Når oldtidsmenneskene først havde fundet et område velegnet til bosættelse, slog man sig ned dér for at blive. Boplads hobede sig på boplads, og gravpladser kom ind imellem. Højdedrag med naturligt veldrænet jord, let adgang til vand og et frit udsyn har tiltrukket såvel stenalderbonden som hans efterkommere. Ikke sjældent danner de nuværende gårde afslutningen på denne udvikling; det er netop tilfældet ved Grødby.

Vanskeligheden ved sådanne pladser er, at anlæggene skærer sig ind i hinanden. Det er ikke let i virvaret af gruber og huller at udskille dem, der hører sammen – især fra de ældre lag. Ved Grødby er undergrunden de fleste steder »gennemhullet« af husstolper fra især romersk jernalder og vikingetid. Der er også gennem årene opsamlet endda store mængder keramik og redskaber fra de ældre perioder af bondestenalderen, men egentlige hustomter var det ikke lykkedes at få frem. (Fig. 1)