Ummelandsfarer på afveje

Fundet blev kendt, da strandfoged Peder Klit ringede til sin landsdels museum og meddelte, at der var kommet vragtømmer frem ved ralsugning på hans jord. Det mest opsigtsvækkende var i første omgang findestedet, der ligger en lille halv kilometer inde i landet, hvor man jo ikke almindeligvis venter at støde på vrag, og Peders far Johannes kunne iøvrigt fortælle, at havet alene i hans tid har gnavet 200 meter af kysten på dette sted. En rekognoscerende undersøgelse (se Skalk 1978:5) bekræftede vore formodninger, det drejede sig om et middelalderligt skib, som oven i købet på stedet lod sig typebestemme: en kogge. Den var godt 20 meter lang og med begge stævne bevaret, omend ikke i fuld højde.

Fundet var i juridisk henseende et grænsetilfælde. Skibe på havbunden, som er mere end 150 år gamle, omfattes af vragloven, men den gælder ikke på land. Her kunne koggen til gengæld ikke accepteres som jordfast fortidsminde af den slags, der automatisk er fredet. Da ralsugningen nær findestedet gav ændringer i grundvandstanden med risiko for, at det efter omstændighederne velbevarede vrag ville tage skade, blev det besluttet at gennemføre en udgravning. Det økonomiske grundlag blev skabt gennem tilskud fra lokale pengeinstitutter, Statens Museumsnævn med flere, og museet i Thisted påtog sig med bistand fra bl.a. Nationalmuseet ansvaret for skibets videre skæbne.

Udgravningsteknisk var det en vanskelig opgave, der skulle løses. Bortset fra det allerøverste af stævnene lå skibet under normal grundvandstand, så det var nødvendigt at etablere en »indramning« af området med et antal lange sugespidser; tilkoblet en i døgndrift arbejdende vakuumpumpe førte de grundvandet væk fra området og ud i Jammerbugten. Befriet for vandet kunne koggen graves ud, og snart dukkede den frem af sandet, men nu opstod det modsatte problem: træet skulle holdes vådt for ikke at tørre ud, så her måtte et sprinklersystem klare ærterne. Mange af disse tekniske problemer blev kun løst takket være en udstrakt velvilje og bistand fra forskellige brøndborerfirmaer og med hjælp fra professor Jens Tyge Møller, Laboratoriet for fysisk geografi. Til sidstnævntes fortjenester hører også en fotogrammetrisk opmåling af det frilagte skib.

Ved udgravningen, som stod på gennem syv uger, anvendtes frontlæssere, rendegravere, skovle og graveskeer i skønsom blanding. Da afdækningen var tilendebragt og udgravningsbilledet fastholdt i fotografi og tegning, blev skibet adskilt og af Dronningens Livregiment transporteret til en industrihal i Thisted, hvor museet i mellemtiden havde fået bygget nogle rummelige kar specielt til formålet (Fig. 1). Det store problem under hele den omfattende proces var, som allerede berørt, vandet. Mod slutningen begyndte sprinklerne at gøre knuder på grund af slid og tilstopning, så det blev nødvendigt i perioder at etablere nattevagt, og i en efterårsstorm stod Vesterhavet kun ti centimeter fra overkanten af den til beskyttelse byggede dæmning. Men alt gik godt. Resultatet svarede fuldt ud til forventningerne og til den økonomiske og arbejdsmæssige indsats.