Ulvetider

Denne skræmmende forudsigelse, der drejer sig om intet mindre end verdens undergang, forekommer i den nordiske mytologi. Her er de sidste tider skildret på en måde, der ikke står tilbage for nutidens dommedagsprofetier. Mens Ragnarok trods al snak om fimbulvintre dog stadig lader vente på sig, har det op gennem historien ikke skortet på ulvetider – og det i mere end én forstand. I kølvandet på krige og ødelæggelser fulgte ofte andre trængsler, således ulve i stort tal, og deres tilstedeværelse i landet blev et plagsomt bekendtskab. Herom haves adskillige beretninger, ikke mindst i form af folkelige sagn og myter, men også i mere troværdige efterretninger har ulvene sat deres spor.

Optegnelser om ulvenes forekomst i middelalderen er ret begrænsede. Dog tyder mange stednavne på, at de har levet i næsten alle egne af landet; »ulv« indgår for eksempel i Ulstrup – der optræder særlig hyppigt – men også i navne som Ullerød, Ulvsund, Ulbølle og Ullemose. Netop kær og moser med tæt bevoksning af buske og rør var yndede tilholdssteder for ulvene, hvilket også er baggrund for talemåden: »Der er uller i mosen« – ikke ugler, som det fejlagtigt er blevet til på nutidsdansk.

At ulvene var en plage i middelalderen, fremgår af kongelige pålæg om, at klostrene havde pligt til at deltage i ulvebekæmpelsen. 1357 beordrede Valdemar Atterdag, at der skulle gøres jagt på ulve, som under den strenge vinter var kommet over isen fra Skåne; udgifterne hertil blev afholdt af en såkaldt ulveskat. Denne blev for Sjællands vedkommende ophævet 1513, hvilket må tages som udtryk for, at ulvene ikke længere fandtes i denne del af landet.

I Jylland derimod forholdt det sig anderledes. Lensmanden på Ålborghus fik således i 1553 kongelig ordre om at holde ulvejagter, da rovdyrene gjorde stor skade på kvæget (Fig. 2). At der ved århundredets begyndelse også fandtes ulve i Østjylland, fremgår af bondekonen Kirsten Vincentsdatters beretning om, hvordan hun engang, da hun var gravid, havde mødt en ulv i skoven ved Vejle. Hun bad til Vorherre og lovede, at ifald hun slap fra denne fare i god behold, skulle barnet blive indviet til Herrens tjeneste. Da kom der folk til og fordrev ulven. Ikke længe efter fik hun en søn – Jens Pedersen Grundet, født ca 1510 – og han blev faktisk siden præst ved domkirken i Ribe.