Uden respekt for kanonerne

Hver landsdel kunne efter krigen berette om talrige lidelser under den tre år lange, fjendtlige besættelse. Kun få steder uden for København forsøgte lokalbefolkningen og de dårligt forberedte danske styrker at holde stand mod den krigsvante svenske hær. Modstandskampen på Sydsjælland under ledelse af Svend Gønge er et eksempel herpå; det er siden blevet landskendt takket være Carit Etlars romaner. Langt mindre kendt er den tapre og af de svenske angribere i høj grad beundrede indsats, som langelænderne igennem et halvt år, fra september 1658 til marts 1659, udførte for at forsvare deres ø. Det skal der her rådes bod på.

Det var Frederik 3., som begyndte krigen, så de ulykker, der fulgte, var ikke uforskyldte, men det skete dog efter krigserklæring i modsætning til Sveriges angreb på Danmark fjorten år tidligere (Torstens-sonkrigen). Tidspunktet var valgt med omhu, for Karl Gustav var i krig med Polen, men han brød straks op og begav sig med en hærstyrke vestpå for sydfra at rykke op i Jylland. Langeland havde efter krigsudbruddet fået indkvartering af tre rytter kompagnier og skulle samtidig sørge for proviant og brænde til den danske flåde, der lå under Lollands Albue. Efter Frederiksoddes fald i oktober 1657 og med indledningen af den strenge isvinter i januar 1658 blev situationen for alvor truende, og de langelandske kompagnier blev beordret til Vestfyn for at deltage i forsvaret her. 30. januar gik Karl Gustav over det tilfrosne Lillebælt og slog de danske styrker ved Tybrind Vig. Fyn var faldet. Få dage senere tog svenskerne også Langeland.

Karl Gustav havde i Nyborg fattet den dristige beslutning at forsøge at føre hæren videre over Langelandsbælt til Lolland. Udsendte rytterpatruljer havde meddelt kongen, at isen kunne bære mellem de sydfynske øer og i Bæltet. Natten mellem 5. og 6. februar gik den svenske hovedstyrke på omkring 2500 mand via Tåsinge over isen til Langeland og samledes efterhånden ved Longelse Kirke midt på øen. Kongen og hans stab tog ophold i præstegården. Kulden var nu blevet meget hård. Det siges, at da kongen ved opbruddet ville drikke et glas vin udenfor gården, blev vinen til is, inden han nåede at tømme glasset.

Ved middagstid den 6. februar gik hæren ud på isen ved Spodsbjerg og kom velbeholdent til Lolland. Få dage senere fulgte admiral Wrangel efter kongen med artilleri og en større infanteristyrke. Allerede 10. februar nåede Karl Gustav i spidsen for sin hær Vordingborg, hvor han stødte på danske fredsforhandlere. Karl Gustav, der ikke havde mødt nævneværdig modstand under hele sin hurtige fremrykning, var imidlertid nu fast besluttet på at udnytte sin militære fordel og lod derfor allerede næste dag sine tropper fortsætte marchen mod København. Herved tvang han Frederik 3. til at indgå den hårde og ydmygende Roskildefred 26. februar 1658. Den indebar blandt andet afståelse af hele Østdanmark til Sverige. (Fig. 2, fig. 3)