Uden respekt for kanonerne

Hver landsdel kunne efter krigen berette om talrige lidelser under den tre år lange, fjendtlige besættelse. Kun få steder uden for København forsøgte lokalbefolkningen og de dårligt forberedte danske styrker at holde stand mod den krigsvante svenske hær. Modstandskampen på Sydsjælland under ledelse af Svend Gønge er et eksempel herpå; det er siden blevet landskendt takket være Carit Etlars romaner. Langt mindre kendt er den tapre og af de svenske angribere i høj grad beundrede indsats, som langelænderne igennem et halvt år, fra september 1658 til marts 1659, udførte for at forsvare deres ø. Det skal der her rådes bod på.

Det var Frederik 3., som begyndte krigen, så de ulykker, der fulgte, var ikke uforskyldte, men det skete dog efter krigserklæring i modsætning til Sveriges angreb på Danmark fjorten år tidligere (Torstens-sonkrigen). Tidspunktet var valgt med omhu, for Karl Gustav var i krig med Polen, men han brød straks op og begav sig med en hærstyrke vestpå for sydfra at rykke op i Jylland. Langeland havde efter krigsudbruddet fået indkvartering af tre rytter kompagnier og skulle samtidig sørge for proviant og brænde til den danske flåde, der lå under Lollands Albue. Efter Frederiksoddes fald i oktober 1657 og med indledningen af den strenge isvinter i januar 1658 blev situationen for alvor truende, og de langelandske kompagnier blev beordret til Vestfyn for at deltage i forsvaret her. 30. januar gik Karl Gustav over det tilfrosne Lillebælt og slog de danske styrker ved Tybrind Vig. Fyn var faldet. Få dage senere tog svenskerne også Langeland.

Karl Gustav havde i Nyborg fattet den dristige beslutning at forsøge at føre hæren videre over Langelandsbælt til Lolland. Udsendte rytterpatruljer havde meddelt kongen, at isen kunne bære mellem de sydfynske øer og i Bæltet. Natten mellem 5. og 6. februar gik den svenske hovedstyrke på omkring 2500 mand via Tåsinge over isen til Langeland og samledes efterhånden ved Longelse Kirke midt på øen. Kongen og hans stab tog ophold i præstegården. Kulden var nu blevet meget hård. Det siges, at da kongen ved opbruddet ville drikke et glas vin udenfor gården, blev vinen til is, inden han nåede at tømme glasset.

Ved middagstid den 6. februar gik hæren ud på isen ved Spodsbjerg og kom velbeholdent til Lolland. Få dage senere fulgte admiral Wrangel efter kongen med artilleri og en større infanteristyrke. Allerede 10. februar nåede Karl Gustav i spidsen for sin hær Vordingborg, hvor han stødte på danske fredsforhandlere. Karl Gustav, der ikke havde mødt nævneværdig modstand under hele sin hurtige fremrykning, var imidlertid nu fast besluttet på at udnytte sin militære fordel og lod derfor allerede næste dag sine tropper fortsætte marchen mod København. Herved tvang han Frederik 3. til at indgå den hårde og ydmygende Roskildefred 26. februar 1658. Den indebar blandt andet afståelse af hele Østdanmark til Sverige. (Fig. 2, fig. 3)

Stort set synes Langelands godt 7000 indbyggere at være sluppet med skrækken under den svenske hærs hurtige gennemmarch, men der var undtagelser; omstrejfende svenske ryttere nåede på hastige plyndringstogter helt ud til øens yderender. Således beretter præsten i Magleby på sydøen, at han blev overfaldet midt under gudstjenesten og frarøvet sine klæder samt kirkens kalk og disk. På nordøen fik landsdommer Vincents Steensen på Steensgård også uvelkomne gæster. På et sammensyet pergamentskøde fra 1577 har han noteret: »17. februari 1658. Dette kongelige skøde blev særdeles ilde medfaret og sønderrevet og fordærvet af de svenske partier, som plyndrede Steensgård udi den svenske fejde mellem Danmark og Sverige anno 1658«. Tranekær Slot og landsbyerne omkring slottet, hvor Wrangel og hans tropper var indkvarteret, blev ligeledes udsat for plyndring. Den massive svenske overmagt havde dog ikke formået at lamme al modstandsvilje på øen, herom rummer Tryggelev Kirke på Sydlangeland et interessant vidnesbyrd. Fastsømmet til alterbordets forside og skjult under alterklædet hænger en dansk regimentsfane. Den har sammen med talrige lignende været blandt svenskernes krigstrofæer efter erobringen af Fyn, men skal ifølge overleveringen være fralistet svenskerne af den modige præstekone Sara Madsdatter, der har skjult den i kirken. Traditionen om fanens »generobring« synes at bekræftes af, at den har hendes og ægtefællen Erik Christensen Humbles initialer samt årstallet 1665 påbroderet.

Når Langeland i første omgang slap så relativt nådigt fra svenskernes hærgen, hænger det også sammen med, at Karl Gustav allerede 10. januar skænkede Langeland som pant for 300.000 rigsdaler til den detroniserede danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt, der havde gjort fælles sag med svenskekongen og fulgt ham på hele togtet. Hermed opnåede Langeland beskyttelse mod uretmæssige udskrivninger og plyndring fra de efterladte svenske troppers side.

Karl Gustav havde ved freden i Roskilde forpligtet sig til at rømme Jylland og øerne for svenske tropper inden 2. maj. Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. Ved fristens udløb var rømningen kun blevet gennemført for Sjælland og Lolland-Falsters vedkommende, og svenskekongen arbejdede nu bevidst mod at genoptage krigen i den hensigt at erobre hele Danmark og opnå det absolutte herredømme over handlen på Østersøen. Fredsbruddet kom 8. august 1658, hvor Karl Gustavs tropper gik i land ved Korsør og indledte marchen mod hovedstaden. Målet var en hurtig erobring af København og flåden. Kongens håb om en let sejr blev dog snart gjort til skamme. Den danske regering med Frederik 3. i spidsen var nu indstillet på at forsvare sig, og i hovedstaden var den opgivende holdning fra februar afløst af en stærk modstandsvilje. Således også på Langeland. (Fig. 4, fig. 5)

Øen var ved krigens genoptagelse ligesom det øvrige Danmark vest for Storebælt stadig besat af svenske tropper. Svenskerne må endda have følt sig meget sikre på dens besiddelse, for 20. august lod de et helt regiment afskibe, hvorefter Langeland kun blev holdt besat af nogle mindre rytterafdelinger. Denne gunstige situation udnyttedes klogt af den øverstbefalende over Lolland-Falster, oberst Körber, der midt i september sendte en mindre landgangsstyrke over fra Nakskov; den fik i løbet af kort tid, støttet af lokalbefolkningen, fordrevet fjenden fra øen. Succesen blev fulgt op med et togt til Ærø, hvor det lykkedes at tage en del svenske fanger. Langeland rustede sig nu til at tage kampen op mod svenskerne, som man vidste snart ville prøve at tage øen tilbage. Oberst Körber sendte yderligere 30 ryttere og 50 musketerer under anførsel af oberstløjtnant Bernebach over Bæltet som forstærkning og kunne i begyndelsen af oktober indberette til Frederik 3., at »indbyggerne, såvel adelige som uadelige, have tilbudet med deres rostjeneste og opbud trolig at assistere vore folk og sætte landet i defension mod fjenden«. Øens få kanoner blev bragt i stilling i nyopkastede skanser og samtlige fartøjer beslaglagt og samlet på ét sted for at hindre, at de faldt i svenskernes hænder. Nogle hurtigtsejlende skibe fik til opgave at krydse i farvandet mellem Langeland og Fyn for at observere fjendens bevægelser.

Det svenske modtræk kom hurtigt. 6. oktober afsendtes krigsskibet »Svanen« på 12 kanoner og tre transportfartøjer med ryttere fra Svendborg med henblik på at gøre landgang ved det svagt befæstede Rudkøbing. Landgangsforsøget afvistes, hvorefter fartøjerne lagde sig ud for byen, hvor de »kanonerede op i gaderne og igennem husene«, heldigvis uden at gøre større skade.

Nogle dage efter fik langelænderne nys om, at der i Vemmenæs Færgegård på Tåsinge, lige over for Rudkøbing, var indkvarteret et halvt hundrede svenske ryttere. Et natligt overrumplingsforsøg med 20 soldater og nogle bønder under ledelse af den dristige kaptajnløjtnant Wardinghausen lykkedes så godt, at den lille langelandske styrke kunne sejle tilbage medbringende 18 fanger. Kun to svenske officerer undslap, resten af rytterne blev hugget ned. Færgemanden i Vemmenæs, Jens Kjeldsen, har formentlig allerede da været under mistanke for at samarbejde med fjenden; i hvert fald blev han i forbindelse med et senere, ligeledes vellykket udfald mod Tåsinge, »gevaltsam tagen fra hus og hjem« og sammen med nye svenske fanger ført til Rudkøbing. Efter dette togt indførte svenskerne strandvagt på Tåsinge af frygt for, at øen skulle blive taget og brugt som udgangspunkt for et angreb mod Svendborg.

På hjemmefronten arbejdede langelænderne under ledelse af oberstløjtnant Bernebach og landsdommer Vincents Steensen fortsat ihærdigt med at styrke øens forsvar. Herregården Fårevejle lidt syd for Rudkøbing fik styrket fæstningsværkerne og forstærket dem med fire kanoner, og antallet af kystskanser udvidedes. De største og bedst bemandede var placeret ved forventede landgangssteder: Strandby og Ristinge Klint. Den regulære styrke bragtes op på 200 ryttere og et tilsvarende antal fodfolk. Hertil kom tre kompagnier på ialt 400 mand dannet af bøndernes opbud, suppleret af en rytterstyrke på 50 bønderkarle udrustede som dragoner. De øvrige våbenføre mænd samledes i en mobil landstorm bevæbnet med seks kanoner.

Svenskernes næste træk kom 17. oktober, hvor to orlogsskibe og ikke mindre end 17 skuder og pramme med landgangstropper stod ind i Rudkøbingløbet. Under en døgnlang kanonade mod byen forsøgte svenskerne flere gange at komme i land, men blev hver gang afvist med alvorlige tab til følge. Heller ikke længere mod nord havde svenskerne heldet med sig, og efter et par dage trak de sig atter tilbage til Svendborg. (Fig. 6)

De mislykkede forsøg på at indtage Langeland vakte mishag i den svenske overkommando og hos rigsadmiral Wrangel, der fra slutningen af november havde overtaget kommandoen over de svenske tropper på Fyn. Langeland tjente sammen med øerne syd for Sjælland som forsyningskilde for det belejrede København, og svenskerne på det efterhånden ret udpinte Fyn havde nu selv hårdt brug for al den proviant, der kunne fremskaffes. Wrangel overtog derfor ledelsen af angrebet på Langeland og gik i gang med vanlig energi. Beslaglagte svendborgskibe blev nedhugget til pramme for landgangsstyrkerne, og ved juletid udsendtes fra Nyborg en mindre flådestyrke for at rekognoscere landgangsmulighederne. På Langeland prøvede man gennem spejdere og udsendte spioner at følge med i, hvad svenskerne foretog sig, og at tage forholdsregler mod kommende angreb. Da farvandet mellem Tåsinge og Langeland i slutningen af december lagde til med is, sørgede Bernebach således for, at langelænderne døgnet rundt holdt milelange render isfri. Det hårde isningsarbejde viste sin nytte, da svenskerne i begyndelsen af januar 1659 forsøgte et angreb over isen medbringende sammentømrede løbebroer. Fjenden blev slået på flugt og »måtte lade deres værker med samt nogle folk blive efter sig«, som det hedder i oberst Korbers rapport om kampen ved vågerne.

En måned senere satte Wrangel sit længe forberedte angreb ind mod Nordlangeland, og denne gang var der helt anderledes kraft over de angribende tropper. Vincents Steensen var mandag den 7. februar taget til Rudkøbing, men havde kun opholdt sig kort tid i byen, da han blev opsøgt af oberstløjtnant Bernebach, der havde fået meddelelse om, at en svensk landgangsflåde på omkring 35 fartøjer nærmede sig øen nordfra. Man antog, at de ville forsøge landgang øst for Steensgård. Steensen og Bernebach red hastigt nordpå med så mange folk, de kunne nå at skrabe sammen, og slog undervejs alarm, således at mandskaberne i hver landsby kunne samles og komme til undsætning. Da Steensen nåede sit hjem, væbnede han sig hurtigt og fik sadlet en frisk hest, hvorefter han uden for porten tog afsked med sin hustru Anne Hoick. Fulgt af sine folk red han og Bernebach derefter ned til stranden. Hér så det ikke for godt ud!

Wrangel havde valgt at forsøge landgang ud for bakken Andemose Knøs ret øst for Steensgård og havde, hjulpet af heftig beskydning fra de opankrede skibe, haft held til at landsætte en styrke på omkring 200 dragoner og musketerer. Et dansk vagtkompagni støttet af bønder fra Snøde og Stoense prøvede at holde stillingen på bakken, men svenskerne stormede og erobrede den med svære tab for forsvarerne, hvoraf mange faldt eller såredes, ofte »med sår i lårene, thi fjenden var under klinten og vore ovenfor den«. Landgangsstyrken satte sig fast på bakken og fik tilmed en kanon bragt i land. Til gengæld lykkedes det ikke at få ført yderligere styrker ind, idet landgangsprammene med rytteriet af strømmen blev ført sydover, hvor de fra stranden blev udsat for så kraftig beskydning af bønderne, at de blev nødt til at søge tilbage til skibene.

Netop på dette kritiske tidspunkt nåede Steensen og Bernebach frem med friske styrker og fik straks sat et energisk angreb ind på de landsatte svenskere. Og - som det hedder i Snøde-skipperen Mikkel Koks beretning om kampen - »da blev anrettet et helt bad, thi vore folk holdt sig vel, og fjenden ville ikke vige, så at der blev mangt et faderløst barn, og mangen en fin soldat blev nedfældet«. Under kampen blev Steensen ramt af et kardæskskud fra den landsatte kanon og sank af hesten blødende af mere end tyve sår. Trompeteren ved hans side greb ham, og Steensen råbte til Bernebach: »Ak broder, jeg er skudt, jeg må dø. Gør blot dit bedste og hold folkene sammen, at de ikke vige fra hverandre, men ærligt forsvare deres fædreland!« Steensen blev derefter, så ubemærket som muligt i mørkningen, lagt på en vogn og kørt hjem til gården, hvor han døde kl 7 om aftenen. (Fig. 7, fig. 8) Kampen rasede imens videre med stor vildskab. Fem af de danske officerer blev skudt, Bernebach fik et alvorligt sår i armen og opnåede at få ikke mindre end tre heste skudt under sig. En del af bønderne var ved at give op, men da de af fangne svenskere hørte, at alting ville blive revet ned, og øens bedste mandskab sendt til Lifland (Letland), kom de på andre tanker og kæmpede videre med stor ildhu. Ud på natten begyndte langelænderne at angribe svenskerne i ryggen, og stillet over for truslen om omringelse valgte landgangsstyrken at søge tilbage til skibene, efterladende et halvthundrede døde og med omkring 60 sårede. Et fornyet landgangsforsøg næste dag længere mod syd måtte opgives på grund af kraftig beskydning fra stranden, og tirsdag eftermiddag satte den svenske flåde atter kursen mod Nyborg. »Jeg havde ikke troet, at fjenden skulle være så stærk på øen og værge sig så tappert«, rapporterede Wrangel ombord på »Falken« til Karl Gustav. »Vi er nu med vore skibe halvandet musketskud fra stranden, men de respekterer ikke kanoneringen det ringeste«.

Samme tirsdag var Langeland imidlertid nær blevet erobret fra øens vestside. Wrangel havde samtidig med landsætningen ved Andemose Knøs givet oberst Puttkammer i Svendborg ordre til at prøve at komme i land ved Strandby og tage den derværende skanse. En stor del af Strandby-skansens besætning var draget til Steensgård for at deltage i kampen dér, så Puttkammer havde let ved at overrumple det fåtallige vagtmandskab, hvorefter han bemandede skansen med 250 mand og tre kanoner. Obersten udsendte rytterpatruljer og nåede at sætte en sådan skræk i Rudkøbings i forvejen ikke særligt modige borgere, at disse sendte to mand til Strandby for at bede om nåde for deres by. Wrangel fik også underretning om Puttkammers heldige aktion og lod straks sine skibe sejle ned langs øens vestside. Men så kom der hjælp til Strandby. Onsdag morgen nåede en styrke på 150 mand, soldater og bønder, fra Ristinge-skansen under kommando af løjtnant Jacob Andersen frem til Strandby, hvor de dristigt stormede løs på skansen. Angrebet blev slået tilbage, folkene splittet og løjtnanten taget til fange, men forinden var Puttkammer blevet hårdt såret af en kugle. Han bad om at blive ført til Svendborg og afsejlede kort efter i en båd sammen med styrkens næstkommanderende og et par fanger. De efterladte svenske tropper - et par hundrede mand, hvoraf en del havde spredt sig for at plyndre - blev i løbet af formiddagen angrebet af Bernebach i spidsen for den sejrende styrke fra Andemose Knøs med en sådan kraft, at skansen hurtigt blev generobret, og svenskerne måtte søge ud til skibene og flygte til Svendborg.

Langelændernes sejr over Karl Gustavs krigsvante veteraner var i hus, men den havde kostet dyrt i menneskeliv. Lederen af øens forsvar, den 66-årige Vincents Steensen, var faldet og Bernebach så hårdt såret, at han kort efter måtte afgive kommandoen til den unge ritmester Enevold Bille, der fik Steensens søn, ritmester Christian Ulrik Steensen ved sin side. Begge var dygtige folk, men uden de ældres erfaring og autoritet. Oberst Körber prøvede fra Nakskov at hjælpe med mandskab og ammunition og tog selv over til Langeland for at organisere vagttjenesten ved kysterne og fordele våben og køretøjer bedst muligt. Døgnet rundt stod otte kanoner rede med forspand for at kunne møde, hvor angreb truede.

Det svenske pres mod øen fortsatte og forstærkedes yderligere efter Karl Gustavs fejlslagne storm på København 11. februar. Gang på gang forsøgte man med overraskelsesangreb at få styrker i land på Langeland, men indbyggerne var beredte dag og nat og havde hver gang held til at afvise fjenden. Det afgørende angreb kom 20. marts. Wrangel havde i Nyborg fået samlet en flåde på 12 krigsskibe og 50 transportfartøjer inklusive flere store pramme til landsætning af ryttere. Angrebsstyrken bestod af 600 fodfolk, fire rytterregimenter og ét dragonregiment samt en del matroser, ialt omkring 2500 mand. En del af styrken skulle under kommando af generalløjtnant Horn angribe vestfra ved Strandby, mens Wrangel selv endnu engang ville forsøge landgang på østkysten. Angrebene skulle finde sted samtidig for at splitte forsvarerne. (Fig. 9)

Kl 2 om eftermiddagen ankrede Wrangel op tæt under land ved Uglebjerg tre kilometer nord for Andemose Knøs og indledte under dække af krigsskibenes ild et landgangsforsøg med fodfolket i både og pramme, efterfulgt af de store pramme med rytteriet. Det flade vand og strømmen voldte hurtigt prammene problemer. To af dem stødte på grund og blev angrebet voldsomt fra land med kanon- og musketild, ja både ryttere og fodfolk satte ud i vandet og angreb prammene »uden respekt for kanonerne, så major Lindenberg og hans folk måtte overgive sig«, ialt 64 mand, der for øjnene af Wrangel blev ført i land som fanger. Den anden pram slap med nød og næppe af grunden igen og søgte sammen med den øvrige landgangsstyrke tilbage til skibene. (Fig. 10)

36 svenskere var faldet og omkring 100 såret. Langelændernes tab kendes ikke, men ifølge et tingsvidne kæmpede den dag gamle aftægtsmænd side om side med drenge. Endnu engang måtte Wrangel se sig slået af en bondehær. At dens indsats har aftvunget ham respekt, fremgår af hans indberetning om kampen til Karl Gustav, hvori det hedder, at »på grund af den stærke resistenz og modværge som og folkenes mængde intet videre var at udrette, som jeg da godt underdanigst kan forsikre Eders kongelige Majestæt, at ingen soldater havde kunnet gøre det bedre end de gjorde det«.

Wrangel var imidlertid fast besluttet på, at denne gang skulle Langeland tages. Midlet blev en krigslist. En del krigsskibe og mindre fartøjer fik ordre til at blive liggende ud for Uglebjerg og foretage skinangreb hele natten igennem for at fastholde forsvarerne. Selv sejlede han ved 1-tiden, efter at månen var gået ned, i største stilhed mod syd ombord på orlogsskibet »Hjorten«, ledsaget af transportfartøjerne og prammene. I ly af mørket nåede Båden ubemærket helt ned til den sydlige ende af Stengade Skov lidt nord for Spodsbjerg, hvor der er dybt vand tæt ind under land og velegnet til landgang. Stedet hævdedes siden at være blevet udpeget for Wrangel af en forræder ved navn Niels Clemmensen. Hér landsatte rigsadmiralen om morgenen den 21. marts uden at møde modstand både fodfolk og rytteri og begyndte straks derefter at marchere mod nord.

Ved Uglebjerg anede forsvarerne uråd, da de ved daggry så den stærkt reducerede angrebsflåde. Kort efter kunne udsendte rytterpatruljer fortælle, at Wrangel havde gjort landgang og var på vej mod nord. Officererne besluttede derfor at opgive kampen og gav bønderne ordre til at sprede sig og søge hver til sit gennem skovene, så de ikke blev truffet med våben i hånd. Undervejs mod nord fik Wrangel melding om, at der blev kæmpet ved Strandby. Han drog straks derhen, men fandt, at alt var roligt. Horns folk var ved at gå i land. Deres forsøg på landgang dagen i forvejen var blevet afvist med samme beslutsomhed, som Wrangel havde mødt ved Uglebjerg, men hér til morgen havde de set, at forsvarerne ved meldingen om Wrangels landgang havde kastet våbnene og spredt sig til alle sider.

Svenskerne var nu Langelands ubestridte herrer. Næsten alle danske officerer og ryttere på øen måtte overgive sig og blev taget til fange. En del soldater undslap over Bæltet til Nakskov, mens andre forsøgte at redde sig fra fangenskab ved at kaste uniformerne og iføre sig bondekofter. Flere af bønderne blev skudt under flugten til hjemmet eller faldt i kamp med plyndrende svenske soldater. En utrolig barsk og usikker fremtid tegnede sig for øens befolkning, hvilket oberst Korber var ganske klar over i sin indberetning til København om Langelands erobring: »At det gode land er taget, gør mig af hjertet ondt, især for de stakkels tro, ærlige undersåtter, som har værget sig så ærligt, fordi de nu så ganske og aldeles i bund og grund skal ruineres og plages«.

Korbers profeti kom til at holde stik. Wrangel afsejlede umiddelbart efter Langelands indtagelse, men havde forinden udnævnt generalmajor grev Johan af Waldeck til øverstbefalende på øen. Under sig havde greven tre rytterregimenter, der var kendt som de værste i den svenske hær. Umiddelbart efter erobringen blev Langeland udsat for almindelig plyndring og indbyggerne pålagt hårde afgifter. Alle, både bønder og adelige, der havde båret våben, måtte bøde, og de, der ikke kunne, blev fængslet. Under plyndringen blev flere gårde og huse »nederbrudt og opbrændt« og rådhuset i Rudkøbing ødelagt. Også kirkerne gik det ud over, værst i Fodslette, hvor svenske ryttere nogle dage efter øens erobring trængte ind i kirken og under deres søgen efter værdigenstande blev opmærksomme på en krudtbeholdning, der var anbragt over koret. En af rytterne lagde en lunte til krudtet, hvorved koret og sakristiet sprængtes, og der anrettedes stor skade på hvælvinger og mure. Naturligvis blev også øens adelige gårde og Tranekær Slot udplyndret - det sidste så grundigt, at ifølge et syn efter krigen var »alt inventar borttaget af fjenden undtagen et degntrug og et rustetrug«.

Adskillige tingsvidner fra 1660 fortæller om den uhørte brutalitet, som rytterne og deres officerer udfoldede over for de langelandske bønder og borgere under forsøget på at fravriste dem deres penge eller få dem til at røbe, hvor de havde skjult eller nedgravet deres værdigenstande. En borger i Rudkøbing skal således være blevet korsfæstet på sin egen gadedør, og på Søgård ved Magleby blev kvinden pint til døde i bageovnen. Snødebønderne giver i deres vidnesbyrd en malende skildring af de lidelser, fjenden udsatte den nordlangelandske befolkning for »med buckspenden, pisken, skruer på fingrene, hovederne med strikker ombunden og så hårdeligen anskruet, at blodet er sprunget ud af næse og mund, så og med gløder på hovedet og fødder brændt«. Besættelsestropperne kunne derfor »ikke agtes som christne mennesker, men som tyrker og uchristne«.

Troppernes øverstbefalende, grev Waldeck, holdt sig ikke selv tilbage på nogen måde og blev efter krigen anklaget for talrige forbrydelser begået mod øens indbyggere. I et af tingsvidnerne hedder det: »Aldrig kan vi give grev Waldeck og hans underhavende folk så ondt og slemt rygte og skudsmål, at han det jo langt værre og slemmere haver forskyldt og fortjent«. Ved siden af plyndringer, ødelæggelser og vold led langelænderne hårdt under de omfattende tvangsudskrivninger af mandskab til krigstjeneste. De tilfangetagne danske ryttere blev straks efter øens erobring stukket ind i svenske regimenter og sendt til Pommern, og allerede 25. marts gav Karl Gustav ordre til at udskrive 500 knægte på Langeland. I maj beordredes udskrivning af yderligere mandskab til dannelse af to rytterkompagnier. Udskrivningerne omfattede »ikke aleneste unge karle og drenge, men også gifte mænd, så deres fattige hustruer derover med børn tillige udi største elendighed er geråden og mange døde af hungersnød«, som det hedder i en af de langelandske tingbøger. Det tvangsudskrevne mandskab førtes til Rygen, Pommern, Riga og Kalmar, hvor sult og hårdt arbejde hurtigt tyndede ud i flokken. (Fig. 11)

Inden afsendelsen var en del af det udskrevne mandskab blevet anvendt til befæstningsarbejder ved kysterne og omkring Rudkøbing. Befæstningen af byen var blevet påbegyndt af Christian 4. under Torstenssonkrigen i 1640’erne, men aldrig gjort færdig. Af frygt for et dansk modangreb gik svenskerne nu straks i gang med at fuldføre arbejdet. Materialerne fik man ved nedbrydning af gårde og huse i byen. Fra Fyn sendtes kanoner og musketerer over til at besætte skanserne med. Disse sikredes yderligere mod angreb fra søsiden ved anlæggelse af skanser på Siø over for Rudkøbing og ved opførelse af et befæstet blokhus på skibsbroen. (Fig. 12)

Det blev imidlertid ikke mod Langeland, men direkte mod Fyn, de danske styrker og deres allierede i slutningen af oktober og begyndelsen af november rettede et vellykket angreb. Waldeck og størsteparten af rytterregimenterne kaldtes til undsætning, men blev sammen med den øvrige svenske hær taget til fange efter slaget ved Nyborg 14. november. Rygterne om kampens udfald og en opfordring til overgivelse fra en i hast udsendt dansk trompeter skabte straks stor forvirring blandt de tilbageblevne svenske styrker på Langeland. Langelænderne udnyttede dette, fik et kompagni engelske lejesoldater og omkring 50 ryttere i svensk tjeneste over på deres side og overtog sammen med disse det befæstede Rudkøbing. Her fik borgerne fire kanoner bragt i stilling mod svenskerne og fængslet deres ritmester. Under indtryk af dette erklærede også den svenske besætning på den nærliggende befæstede herregård Fårevejle sig for danske. Alt dette kunne trompeteren den 19. november meddele chefen for et dansk undsætningskorps, oberst Urne, i Svendborg. Obersten sejlede straks over til Rudkøbing, hvor han fandt, at svenskerne allerede havde opgivet det hele. Kun godt 100 mand var undsluppet til Lolland, der i april var blevet taget af svenskerne. Resten overgav sig og blev krigsfanger. Langeland var endelig frit.

Krigen fortsatte imidlertid, og den forarmede ø fik nu i stedet indkvartering af danske tropper. Først efter Karl Gustavs uventede død i februar 1660 kom der for alvor gang i forhandlingerne, og endelig 27. maj 1660 sluttedes der fred mellem Danmark og Sverige. Danskerne kunne efter tre års opslidende krigshandlinger begynde at gøre skaderne op.

På Langeland var følgerne af den svenske besættelse frygtelige. Ganske vist synes øen at være sluppet for den tyfusepidemi, der hærgede det sydlige Jylland og Fyn fra slutningen af 1659, men landet var udpint i en sådan grad, at der opstod hungersnød blandt den stærkt reducerede befolkning. Tilmed stod denne ofte uden tag over hovedet. I Rudkøbing var således omkring halvdelen af byens 114 gårde og huse totalt ruineret eller nedrevet af besættelsestropperne, og ude i landsognene lå en meget stor del af gårdene øde hen, var afbrændte eller nedbrudte. (Fig. 13)

Kun få havde noget at stå imod med i den lange, hårde vinter, og daglig døde 10-11 personer af sult. »I 1660«, noterede præsten i Tryggelev, »døde der nogle hundrede af mine sognefolk af hunger. Ved min salighed, de hente mask hos mig og bagede kager af og åd. Hørknevler og katostrødder hjalp dem i foråret. O, en elendig tid«. Træernes bark blev, som det fremgår af en synsberetning fra samme år om nordøens forhuggede skove, også anvendt som føde. Den blev »afflået, tørret og til mølle ført og deraf baget brød at vederkvæge deres legemer med, at de ikke helt af hunger skulle omkommes, hvilket dog mangen haver måttet erfaret og udstået«.

Nøden og fattigdommen var i 1660 så stor, at halvdelen af bønderne i Tranekær var ude af stand til at betale skat, og mange valgte at drage bort fra øen på tiggeri i Nordtyskland. Herregården Fårevejles jordebog understreger de rystende forhold. Over halvdelen af godsets 41 gårde var totalt ødelagte, resten helt forarmede uden såsæd og plovspand. Om 11 gårde i Simmerbølle og Skrøbelev lige uden for Rudkøbing gives følgende oplysninger: »1. manden dræbt af fjenden, kvinden og børnene tigger, 2. mand og folk fra gården, 3. manden, kvinden og børnene døde af hunger, 4. manden borttagen af svensken, kvinden og børnene døde af hunger, 5. manden død, 6. manden fra gården, 7. manden er af fjenden blevet skudt, 8. manden, kvinden og børnene døde af hunger, 9. manden bortrejst til Tyskland at tigge sit brød, 10. manden af fjenden blevet skudt, kvinden tigger, børnene af hunger døde, og 11. manden af fjenden borttagen, folkene fra gården«.

Svenskerne efterlod, skriver en af de overlevende, »et fordærvet land, som aldrig kan komme i den velstand, som det tilforn var udi«. Helt så galt gik det dog ikke, øen kom gradvis på fode igen, men langelændernes skæbne under svenskekrigen og deres tapre forsvarskamp, der vel at mærke fandt sted uden løfter om privilegier og uden undsætning udefra, da det kneb hårdest, er aldrig blevet glemt på øen.