
Ubuden gæst
Det danske landskab er i dag så stærkt præget af menneskets virksomhed, at naturens egne farer nærmest er bortelimineret. Pudsigt nok er det husdyr som olme tyre og bidske hunde, der udgør den største risiko. Hugormen, vor eneste giftslange, har de færreste set i virkeligheden. Vi er kort sagt blevet vænnet fra at frygte naturens vilde skabninger – måske lige med undtagelse af gedehamsen. (Fig. 1)
Af Holger N. Garner
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

I de senere år har ikke så få skovgæster dog været udsat for et virkeligt farligt dyr, som lurer i krat og tykning – en gammelkendt fjende, som imidlertid på det seneste synes at have taget til i mængde og farlighed. Bæstet er skovflåten, som måler under en halv centimeter. Det er en blodmide, som fra græs, løv eller bregner går i kødet på forbipasserende dyr og altså også på mennesket. Her krabber den omkring, indtil den har fundet et egnet, tyndhudet sted på ofret, hvor snablen bores ind for at suge blod. Herved kan flåten svulme op til en ærts størrelse. Bortset fra selve stikket er der flere ubehag i vente. Nogle af kræene er inficeret med en sygdomsbakterie, Borrelia Burgdorferi, som er beslægtet med syfilisbakterien. Får en borreliainfektion lov til at udvikle sig, indtræffer sygdommen borreliose, som i begyndelsen ligner influenza, men siden giver ledlidelser og i ekstreme tilfælde endda meningitislignende rygmarvsbetændelse. I disse år er der langt flere flåter og borreliosetilfælde end tidligere i vort århundrede, men årsagen kendes ikke; tidligere var sygdommen mest et asiatisk og østeuropæisk fænomen.
En flåt skal helst fjernes inden seks timer efter biddet, og hertil findes en mængde husråd. Rykker man dyret af, bliver dets munddele let siddende tilbage, hvilket bestemt ikke er heldigt. Behandling med forskellige midler som sprit, smør eller olie er foreslået, men metoderne er usikre. Der er nu dukket en regulær flåtfjerner op på apotekerne – en avanceret aluminiumspincet, som med en fjedercylinder kan fiksere pincettens kæber, så de får et sikkert greb om den uønskede gæst. Dermed kan man nærmest skrue flåten ud af huden, så hele dyret følger med.
Udgave: Skalk 1997:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
