Ubuden gæst
Det danske landskab er i dag så stærkt præget af menneskets virksomhed, at naturens egne farer nærmest er bortelimineret. Pudsigt nok er det husdyr som olme tyre og bidske hunde, der udgør den største risiko. Hugormen, vor eneste giftslange, har de færreste set i virkeligheden. Vi er kort sagt blevet vænnet fra at frygte naturens vilde skabninger - måske lige med undtagelse af gedehamsen. (Fig. 1)
Af Holger N. Garner
Fig. 1. Skovflåten er en blodmide, men kaldes ofte fejlagtigt for en tæge. I sin levetid skal flåten tre gange finde en vært, som kan forsyne den med et blodmåltid, for at hunnen kan modne sine tusinder af æg.
I de senere år har ikke så få skovgæster dog været udsat for et virkeligt farligt dyr, som lurer i krat og tykning - en gammelkendt fjende, som imidlertid på det seneste synes at have taget til i mængde og farlighed. Bæstet er skovflåten, som måler under en halv centimeter. Det er en blodmide, som fra græs, løv eller bregner går i kødet på forbipasserende dyr og altså også på mennesket. Her krabber den omkring, indtil den har fundet et egnet, tyndhudet sted på ofret, hvor snablen bores ind for at suge blod. Herved kan flåten svulme op til en ærts størrelse. Bortset fra selve stikket er der flere ubehag i vente. Nogle af kræene er inficeret med en sygdomsbakterie, Borrelia Burgdorferi, som er beslægtet med syfilisbakterien. Får en borreliainfektion lov til at udvikle sig, indtræffer sygdommen borreliose, som i begyndelsen ligner influenza, men siden giver ledlidelser og i ekstreme tilfælde endda meningitislignende rygmarvsbetændelse. I disse år er der langt flere flåter og borreliosetilfælde end tidligere i vort århundrede, men årsagen kendes ikke; tidligere var sygdommen mest et asiatisk og østeuropæisk fænomen.
En flåt skal helst fjernes inden seks timer efter biddet, og hertil findes en mængde husråd. Rykker man dyret af, bliver dets munddele let siddende tilbage, hvilket bestemt ikke er heldigt. Behandling med forskellige midler som sprit, smør eller olie er foreslået, men metoderne er usikre. Der er nu dukket en regulær flåtfjerner op på apotekerne - en avanceret aluminiumspincet, som med en fjedercylinder kan fiksere pincettens kæber, så de får et sikkert greb om den uønskede gæst. Dermed kan man nærmest skrue flåten ud af huden, så hele dyret følger med.
Men plagen er altså ikke ny. Såvel i oldtiden som i middelalderen har de vildtrige skovområder med underskov og krat vel huset arten, og selv om en angribende flåt ikke skulle være befængt med borrelia, var der nok af andre bakterier, så et bid alligevel kunne give alvorlig betændelse.
Forfatteren Aksel Sandemose reflekterer i sin bog »Murene omkring Jeriko« over de mange fund af pincetter i oldtidsgrave og foreslår at sætte dem i forbindelse med et liv i flåtbefængte skovegne. Nu kan man vel have brugt pincetter til flere formål, men sikkert er det, at redskabet gør det muligt at fastholde små ting, som håndens fingre er for grove til.
I Øm Klosters ruiner har der været udgravninger gennem et århundrede, den sidste fandt sted i 1994-96 og omfattede klostrets hospital. Herved er der fundet en del lægeinstrumenter, også pincetter. En af disse er af bronze og måler 4Zz cm; den er forsynet med en lille ring, der i fremrykket position kan låse pincetgrebet efter samme princip som den moderne flåtfjerners. Blot er det ringens gnidningsmodstand, som fastholder pincetkæberne, i stedet for en fjeders kraft. Et andet eksemplar fra Øm har buede kæber, og i Horsens er fundet en meget lignende pincet, hvor også skyderingen er bevaret (se Skalk 1995:5). Indretningen er altså ikke helt ukendt, og fikseringsprincippet går i øvrigt helt tilbage til romerne.
Det er nærliggende at opfatte instrumenterne som flåtfjernere. I klostrets krønike har vi munkenes egne ord for, at klostret lå »nær ved skoven«, så der har nok været god brug for pincetterne.
Der er nok af eksempler på, hvorledes små uvæsner har grebet ind i menneskenes liv og historiens gang. Hermed er der føjet yderligere ét til rækken.
Fig. 2. Den moderne flåtfjerner kan betjenes med én hånd. Her er kæberne tvunget fra hinanden, så redskabets spids bedre kan ses.
Fig. 3. To pincetter fundet ved udgravninger i Øm Kloster. Kun den ene har fikseringsring, men en tilsvarende har rimeligvis også siddet på den anden.
